Vi er rigtigt gode til vedvarende energi i Danmark. Det skal vi blive ved med at være. Men vi skal også kunne noget mere. I årtier har skiftende regeringer nemlig haft et så ensidigt fokus på vejrafhængig strømproduktion, at de nærmest har overset, at der også er brug for stabil produktion af strøm uanset vind og vejr.

I dag står vi så tilbage med en energiforsyning, der ikke er tilstrækkelig stabil og sikker, fordi vi har lagt for mange æg i samme kurv. Hvis vi ikke retter vores fejl, vil det få massive omkostninger for danskerne og danske virksomheder i form af tårnhøje priser, risiko for strømsvigt, miljøproblemer og en for stor sårbarhed over for sabotage fra fjendtlige magter. Heldigvis er der en løsning: At få atomkraft ind i den danske energiforsyning, så vi i fremtiden ikke kun satser på vind og sol, men på et bredt miks af både stabile og volatile energikilder, som alle er bæredygtige.

Atomkraftudspil 2025

Vi har i vores store atomkraftudspil fra 2025 allerede foreslået at opføre to moderne atomkraftværker i Danmark, som med to små modulære reaktorer både skal producere strøm og varme. Vi foreslår også, at atomkraft på sigt skal udrulles flere steder decentralt i elnettet og udfase biomasse i fjernvarmeproduktionen

I udspillet, som kan læses her, fremlægger vi vores 24 punkts plan for, hvordan vi får klargjort de danske myndigheder til at håndtere atomkraft, etableringen af et nordisk atomkraftsamarbejde, hvor atomkraftværkerne skal ligge og hvad vi gør med affaldet. Vi foreslår eksempelvis også, at der skal udstilles radioaktivt affald på Christiansborg, så vi politikere går forrest med at nedbryde skræmmebillederne. Og så afsætter vi 2 mia. kr. årligt til forskning i atomkraft og andre grønne teknologier.

Valgløfte om billig og stabil energi med atomkraft

Her i 2026 er vi klar til igen at hæve ambitionsniveauet. Vi foreslår at sænke elafgiften permanent, så danskerne kan få billigere strøm varigt og ikke kun i to år. Og så foreslår vi at opføre yderligere 4 til 6 små modulære reaktorer på de lokationer, vi allerede har foreslået. Det gør vi dels fordi det er nødvendigt for forsyningssikkerheden og dels for at vise, at der er et bedre alternativ til den energipolitiske katastrofekurs, skiftende regeringer alt for længe har siddet fast i. 

De yderligere 4 til 6 SMR’er opføres for de 61 mia. kr., som regeringen er villig til at kaste efter Energiø Bornholm, samt de 8 mia. kr. til brintrøret til Tyskland. De to beløb lægges oveni de overskydende midler, der allerede ligger i LA’s atomkraftudspil, hvor finansieringen findes i det 55 mia. kr. dyre havvindudbud fra 2025. 

For de i alt 124,5 mia. kr. vil vi opføre sammenlagt 6 til 8 reaktorer, som tilsammen vil levere strøm til mellem 3 og 4 millioner danske husstande døgnet og året rundt – uanset vind og vejr. Dermed får vi et mere stabilt energisystem og indleder et kæmpe startskud til et dansk atomeventyr.

Læs mere om vores plan for at indføre atomkraft i Danmark i vores atomkraftudspil.

Hvorfor vil Liberal Alliance have atomkraft i Danmark?

Vi vil indføre atomkraft, fordi det er en stabil og sikker energikilde, som kan sikre Danmark større forsyningssikkerhed, reducere Danmarks udledninger fra energiproduktion og forbedre vores konkurrenceevne ved at levere stabil strøm i både vind og vejr hele døgnet og året rundt.

Er atomkraft farligt?

Nej, atomkraft er ikke farligt. Der kommer hverken stråling eller forurening ud af et atomkraftværk, så det er fuldstændig sikkert for både naboer og natur. Moderne atomkraftværker bygges endda med så strenge sikkerhedskrav, at de officielt skal kunne holde til, at et fly styrter ned i dem, uden at det medfører radioaktive udslip.

Hvad skal der ske med affaldet?

Danmark har allerede radioaktivt affald, som i dag håndteres trygt og sikkert hos Dansk Dekommissionering på Risø. Her kan fremtidens atomaffald mellemlagres, indtil et slutdepot er etableret i Danmark eller i samarbejde med vores nabolande i EU.

Vi vil gerne afmystificere radioaktivt affald, der er 100% ufarligt hvis det håndteres korrekt, ved at udstille en mindre mængde lavaktivt affald på Christiansborg til folkeoplysning.

En ambitiøs energi- og klimapolitik

Kampen for klimaet skal vindes. Menneskeheden kan gennemføre den grønne omstilling med opfindsomhed, teknologi og flid – præcis som vi har løst historiens tidligere udfordringer. Det kræver dog, at vi erstatter klimafrygt med fremskridt og målrettet satser på udvikling og udbredelse af ny, grøn teknologi.

Produktionen af energi er nødvendig for at holde samfundets hjul i gang. Desværre bidrager fossile energikilder til den globale opvarmning og gør os afhængige af regimer, der ikke støtter frihed og demokrati. Derfor skal energisektoren i højere grad basere sig på vedvarende energikilder, med atomkraft som en grøn energikilde, der ikke er afhængig af vejret.

Vi skal beskytte vores natur, vores havmiljø og vores grundvand. Naturpleje, bekæmpelse af forurening og teknologisk udvikling skal prioriteres mere end symbolsk miljølovgivning, og vi skal have en fornuftig miljøpolitik, som lægger færrest mulige unødvendige byrder på virksomheder og borgere.

Klima, energi og natur

Liberal Alliance arbejder for en grøn fremtid, der går hånd i hånd med økonomisk vækst og velstand. Derfor har vores grønne politik fokus på at skabe reelle resultater for klimaet og vores energiforsyning, miljø og natur – uden unødig detailregulering, dommedagsprofetier og symbolpolitik. Vi ønsker et grønnere Danmark med mere vild natur og mere stabil energiproduktion, som ikke blot forurener mindre, men også fylder mindre og dermed giver plads til mere vild natur.

Derfor er vores politik på disse områder markedsbaseret, teknologioptimistisk og internationalt orienteret. Derudover er det vigtigt for os, at vi som samfund ikke skal blive grønnere på bekostning af vores velstand og konkurrenceevne. Tværtimod skal vi blive både rigere og grønnere. Et sundt miljø, rig natur og en stabil energiforsyning er forudsætninger for et velfungerende samfund, men de nås bedst gennem klare mål, fleksible virkemidler og internationalt udsyn.

Klimapolitik uden grænser

Fordi klimaet er globalt og ikke skelner til de samme landegrænser, som nationale CO₂ regnskaber opgøres efter, bør klimapolitik føres med globalt udsyn frem for nationalt navlepilleri. Det er oftest billigere og mere effektivt at opnå reduktioner uden for Danmarks grænser end herhjemme. Derfor prioriterer Liberal Alliance at opnå globale CO₂-reduktioner frem for at føre symbolpolitik.

Grøn, stabil og rigelig energi

Vi mener, at en ansvarlig energipolitik ikke kun går ud på at sikre grøn energi, men også sikre nok energi til danskerne – og ikke mindst til stabile priser. Derfor fokuserer Liberal Alliances energipolitik på grøn og ren energiproduktion, energisikkerhed, stabilitet og national uafhængighed.

Den grønne omstilling kræver en massiv udbygning af energisystemet og især elnettet. En gennemgående elektrificering af samfundet vil øge elforbruget markant og stille krav om langt større elproduktion. Det vil kræve massive forstærkninger i elnettet, som vi vil finansiere med provenuet fra CO₂-kvoter.

Vi kommer ikke uden om atomkraft. Derfor har Liberal Alliance også fremlagt den mest ambitiøse og gennemarbejdede plan for, hvordan vi får atomkraft i Danmark.

Vi vil bl.a. bygge opføre to moderne atomkraftværker. Det kan du læse meget mere om i vores atomkraftudspil fra 2025. Siden da har vi oven i de eksistrende to reaktorer fra udspillet også fundet finansiering til at opføre yderligere 4-6 små modulære reaktorer. Med vores politik vil moderne atomkraft levere strøm til mellem 3 og 4 millioner husstandes årlige forbrug.

Meget mere vild natur

Danmarks natur og biodiversitet er under pres. 

Bl.a. fordi stort set hele landet er taget i brug til byer, infrastruktur og landbrug. Det har skabt velstand, men også reduceret pladsen til vild natur. Liberal Alliance vil derfor give mere plads til naturen ved at lade den udfolde sig på egne præmisser. Staten råder over betydelige skovarealer, som i dag drives kommercielt og konkurrerer med private. Disse arealer bør omlægges til fri og vild natur med offentlig adgang, fordi store sammenhængende naturområder er blandt de mest effektive virkemidler til at styrke biodiversiteten.

Ofte stillede spørgsmål

Vil Liberal Alliance have CO2-kvoter?

Ja, Liberal Alliance går ind for CO2-kvoter. Statens indtjening fra salget af CO2-kvoterne skal først og fremmest gå til at udbygge og forbedre elnettet.

Er Liberal Alliance imod vedvarende energi som vindmøller og solceller?

Nej, vi er ikke imod nogen som helst af de grønne energikilde. Men vi er imod at lægge alle æg i samme kurv, når det kommer til energimikset. I dag har skiftende regeringer haft et alt for enøjet og kortsigtet sats på vedvarende energikilder, som er vejrafhængige. Derfor foreslår vi et markant kursskifte, hvor atomkraft udgør grundlasten i strømproduktionen og vi så stadig har masser af billig strøm fra solceller og vindmøller, når vejret er til det. Det frigiver samtidigt en masse plads til vild natur, da atomkraft fylder enormt lidt sammenlignet med eksempelvis solcelleparker.

Hvordan vil Liberal Alliance indføre atomkraft i Danmark?

Det vil vi blandt andet ved at ophæve forbuddet, opbygge en dansk atomkraftmyndighed, etablere et nordisk atomkraftsamarbejde og meget mere. Du kan læse hele planen i vores 24 punkters atomkraftudspil, hvor vi både fortæller, hvor atomkraftværkerne skal ligge og hvordan vi vil håndtere det radioaktive affald.

Går Liberal Alliance op i natur og miljø?

Ja, og det er faktisk vores politik, at vi skal have markant mere vild natur i Danmark. Som det første vil vi omlægge al statsskov til vild natur med fri offentlig adgang. Som det næste vil vi opkøbe landbrugsjord i nærheden af de atomkraftværker, vi foreslår, og omlægge det til vild natur. Arealet skal svare til den plads, som man i teorien sparer ved at producere strøm med atomkraft frem for med solceller. Det svarer til et område 10 gange så stort som Amager Fælled for hver eneste af de 6-8 reaktorer, vi har foreslået.

Går Liberal Alliance ind for landbrugsstøtte?

Vi mener, at EU’s nuværende arealbaserede landbrugsstøtte gradvist skal udfases, fordi den er ineffektiv og konkurrenceforvridende. Indtil da skal støtten målrettes mod dokumenterbare positive effekter for klima, natur og miljø.

Vil Liberal Alliance reducere udledninger?

Ja, Liberal Alliance går ind for store CO2-reduktioner med globalt udsyn frem for nationalt snæversyn. Klimaet har ingen landegrænser og derfor giver det også bedst mening at prioritere ressourcerne dér, hvor vi opnår størst reduktioner for pengene – og dét er i udlandet.