Joachim Riis
Uddannelse- og forskningsordfører
Cybersikkerhedsordfører
Digitaliseringsordfører
Derfor er jeg liberal
Jeg er liberal, fordi jeg tror på mennesker før systemer. Jeg tror på, at mennesker har bedst styr på, hvad deres egne ønsker og udfordringer er. Det er det, jeg har set i mit eget liv.
Alt for ofte forsøger politikere og offentlige systemer at kontrollere, regulere og detailstyre menneskers liv. Det sker ofte med de bedste intentioner, men desværre uden blik for de begrænsende konsekvenser.
Derfor tror jeg på frihed under ansvar. Jeg tror på, at hvis mennesker har frihed, kan de som udgangspunkt godt træffe beslutninger for sig selv, deres familier og deres virksomheder uden konstant indblanding fra staten.
Men for mig handler liberalisme ikke kun om lavere skat og mindre bureaukrati. Det handler også om frihed til at leve det liv, man ønsker. Frihed til at tænke anderledes. Frihed til at skabe virksomheder, frihed til at tage chancer og forme sin egen fremtid.
Jeg tror på et Danmark, hvor vi belønner dem, der tager ansvar, arbejder hårdt og bidrager. Og hvor de danskere, der har mindst, bliver mødt med værdighed i stedet for systemtænkning.
Jeg kæmper for et Danmark, hvor vi tør tænke nyt inden for teknologi, digitalisering, uddannelse og forskning. Og hvor vi ikke er bange for udvikling, innovation og kunstig intelligens, men tværtimod bruger det til at skabe et stærkere og mere frit samfund for os alle.
Om Joachim Riis
Joachim Riis er medlem af Folketinget for Liberal Alliance samt medlem af kommunalbestyrelsen i Lejre Kommune, hvor han sidder i Økonomiudvalget.
På Christiansborg er han ordfører for digitalisering, cybersikkerhed, uddannelse og forskning – områder, som bliver afgørende for Danmarks fremtid i de kommende år.
Inden han blev valgt til Folketinget, arbejdede han i en årrække i det private erhvervsliv. Senest som Head of Marketing & Partnerships, og inden da var han 14 år i modebranchen, hvor han startede som elev og sluttede af med at drive sit eget brand sammen med sin far. Han har dermed erfaring med salg, ledelse, markedsføring, strategi og partnerskaber.
Joachim tror grundlæggende på, at erfaring fra det virkelige erhvervsliv gør politik bedre. Politik skal ikke kun skabes af mennesker, der hele livet har arbejdet på Christiansborg. Det skal også formes af mennesker, der kender virksomhedernes virkelighed, arbejdsmarkedet og hverdagen uden for Christiansborgs mure.
Privat er Joachim far til to skønne piger og bosat i Lejre Kommune.