Frie og forpligtede
Liberal Alliance ønsker ikke at fremelske et internt fjendskab i den danske befolkning.
Derfor må vi have bedre sikkerhed for, at nye statsborgere har en intention om at overholde gældende ret og respektere ånden i Grundloven. Et liberalt demokrati består kun, hvis borgerne vil det, og derfor skal vi naturligvis ikke tildele de mange rettigheder, der følger med et statsborgerskab, til personer, der ikke kan betrygge os i, hvad der naturligt følger med af krav til sådanne rettigheder. At modtage statsborgerskab er ifølge Grundloven et privilegie, der besluttes af et flertal i Folketinget. Der er derfor behov for, at vi præciserer, hvilke betingelser der skal knytte sig til dette privilegie med udgangspunkt i Grundlovens ånd.
Liberal Alliance ønsker at stramme kravene til statsborgerskab, fordi vi mener, der knytter sig en række krav og forventninger til det privilegium, det er at blive borger i et liberalt demokrati. Vi vil gerne have en større sikkerhed for, at nye statsborgere har forstået, hvad det kræver af dem at være en demokratisk medborger, end det er tilfældet i dag.
Det liberale demokrati består kun, hvis borgerne vil det. I den verden, vi lever i, kan vi ikke tillade os at være naive. Nye statsborgere er velkomne, men kun hvis de rent faktisk også har forstået, at et statsborgerskab er et særligt privilegium, der kun tildeles borgere, der kan betrygge os i, at de har forstået, hvad demokratiet kræver af os som borgere.