Danny Malkowski
Om Danny Malkowski
Danny Malkowski er 39 år og Investment Manager hos DTU Science Park A/S, hvor han hjælper små og mellemstore virksomheder med at finde investorer. Han er opvokset i Hørning, som er en forstad til Aarhus.
Han er uddannet civilingeniør i nanoteknologi fra Aalborg Universitet og har bl.a. arbejdet som ”rejsende ingeniør” hos Haldor Topsøe A/S i Lyngby, nord for København.
Siden 2014 har han arbejdet med startups, som han enten selv har stiftet, investeret i eller hjulpet med at finde vækstkapital til.
Sammen med sin bedre halvdel, Bettina, bor han i Taastrup og har datteren Silke på 5 år og sønnen Lukas på 3 år.
Han var Liberal Alliances spidskandidat til kommunalvalget i Høje-Taastrup Kommune i 2021. Han er desuden også tidligere medlem af Folketinget, hvor han var Liberal Alliances Social-, IT- og Iværksætterordfører i efteråret 2016.
Danny stiller op til Europa-Parlamentsvalget 2024, fordi han mener, at EU blander sig alt for meget i medlemslandenes interne anliggender, såsom overførselsindkomster og øremærket barsel. EU skal fokusere på det, der fra starten har været dets kerneopgaver – nemlig fred, frihed, og frihandel.
Han vil kæmpe for et Europa, der respekterer individets rettigheder og friheder, og som samtidigt fremmer økonomisk vækst og velstand.
Danny stiller op for Liberal Alliance i Københavns Omegns Storkreds, men du kan stemme på ham i hele landet.