Borgerne skal kunne fravælge DR
Dansk public service er i en elendig forfatning
Selvom Danmarks Radio er Danmarks suverænt største medieaktør med et budget på små 4 mia. kr. og flere tusinde fuldtidsansatte, er outputtet undervældende.
Langt hovedparten af DR’s enorme budget går til at producere indhold, som markedet allerede leverer – ofte bedre og med højere seertal.
DR har med andre ord svigtet sin kerneopgave: at levere public service-indhold, som markedet ikke tilbyder. I stedet er DR i praksis alt for ofte en for borgerne ekstremt dyr konkurrent til private medier. Derfor vil Liberal Alliance skære ind til benet af public service og give danskerne mulighed for at fravælge DR samt give andre aktører mulighed for at byde ind på public service-opgaver, der ikke kan opretholdes på markedsvilkår.

DR har fejlet
DR Nyheder har flere journalistiske medarbejdere end samtlige landsdækkende dagblade tilsammen, men producerer kun i begrænset omfang dagsordensættende egenhistorier. Når det sker, er det ofte politiseret og af ringe kvalitet – som demonstreret af dokumentaren Grønlands hvide guld. Det er ikke godt nok.
Samtidig er DR vokset til en mastodont, der spænder over utallige kanaler og formater, hvoraf mange konkurrerer direkte med private medier. At eksempelvis Deadline, børne-tv og P4 Nordjylland produceres under samme tag, giver ingen mening – det skyldes alene en forældet opfattelse af statslig medieproduktion.
Både TV 2 og Radio24syv samt dagbladene har bevist, at kommercielle og private aktører kan levere public service-indhold på mindst samme niveau som DR.

Public service er indhold, ikke en organisation
Liberal Alliance ønsker derfor en fundamental omstrukturering af public service i Danmark. DR gøres selvejende, og public service-opgaverne udbydes i stedet til aktører, der kan levere uafhængigt indhold. Et selvejende og nu markant mindre DR vil kunne byde på opgaverne på lige fod med andre aktører.
Public service skal fremover leveres gennem uafhængige, tværmedielle koncepter, der udbydes på kontrakter af en fast varighed. Her er tale om tre nye landsdækkende kanaler/medier og 10 regionale radiostationer:
• Nyheder, samfund og debat (primært fokus: live-tv og -radio)
• Kultur, historie og drama (primært fokus: tv og radio)
• Børn og unge (primært fokus: tv)
• 10 regionale stationer (primært fokus: live-radio)

Det vil Liberal Alliance:
DR gøres selvejende og skal fremover finansieres via abonnement, antennepakke og reklamer, men ikke via statslige midler. DR’s bagkatalog skal ligge frit tilgængeligt for alle danskere, der allerede har betalt for det over skatten/licens. På sigt ønsker Liberal Alliance at staten helt skal frasælge DR.
Beløbet, der hidtil er blevet brugt på DR, reduceres til 1,5 mia. kr. årligt, som fremover bruges til at finansiere tre landsdækkende og 10 regionale medier.
De tre landsdækkende organisationer får hver ansvar for at dække én af følgende:
• Nyheder, samfund og debat
• Kultur, historie og drama
• Børn og unge
De 10 regionale medieorganisationer får ansvaret for at dække områder, der svarer til de nuværende P4-regioner. Hver kanal udbydes separat, men det tillades, at samme ejer kan stå for medieorganisationerne i flere områder. De regionale stationer får mulighed for at udveksle og fællesproducere indhold med henblik på at udfylde sendefladen.
Alle relevante medieaktører kan byde på både de landsdækkende og de regionale kanaler.
Koncessionsperioden sættes til 10 år for at sikre mulighed for langsigtede investeringer og opbygning af publikum.
Hvis en kanal lever op til sine forpligtelser og opretholder høj kvalitet, kan den fortsætte uden automatisk genudbud. Samtidig kan politikerne vælge at sende en kanal i udbud, hvis den ikke lever op til forventningerne. I praksis er det en form for solnedgangsklausul.
De nye public service-aktører kan producere indhold til radio, tv og web, men ikke fx long-reads eller andet på web, der overlapper med kommercielle mediers virke.
Public service-midlerne, som i dag går til de otte TV 2-regionalkanaler, fortsætter uændret.
Alt indhold, der betales af public service-midler, skal kunne tilgås uden login af alle danskere.