Alex Vanopslagh & Sandra Elisabeth Skalvig
21. august 2023

Det smukke ved det danske velfærdssamfund er, at man næsten uanset sit ophav har muligheden for at blive til noget, hvis man er villig til at lægge en indsats.

Det skyldes blandt andet, at vi har en fremragende uddannelsessektor, hvor det ikke er antallet af cifre på dine forældres bankkonto, men derimod din arbejdsindsats, der fungerer som adgangsbillet til de videregående uddannelser.

Det er med til at sikre, at både overlægens datter og rengøringsassistentens søn begge kan realisere deres potentiale – og ikke mindst, at Danmark som helhed ikke misser talent.

Men én af de ting, der imidlertid ikke rykker en tøddel på i forhold til, om alle har muligheden for at blive til noget, er, om de kan modtage SU på landets kandidatuddannelser.

Forskning fra de uafhængige, statslige institutioner Vive og Det Økonomiske Råd dokumenterer nemlig, at en omlægning af SU på kandidatuddannelserne til rentefrie lån ikke vil påvirke den sociale mobilitet negativt.

Kigger man på de nabolande, vi normalt sammenligner os med, er den danske SU mere end dobbelt så høj som gennemsnittet i Norge, Sverige og Finland, hvor man “kun” modtager hhv. 34.800, 24.400 og 16.900 – mens man i Danmark får 65.700 efter skat. Danmark har nemlig den højeste uddannelsessats i verden, men hverken gennemførelsesraterne eller uligheden er i disse lande nævneværdigt anderledes end herhjemme.

Den danske SU er faktisk på et niveau, hvor vi bruger flere penge på at betale de studerende for at tage en uddannelse, end vi gør på selve de videregående uddannelser.

Derfor mener vi i Liberal Alliance, at den nuværende SU på kandidatuddannelserne bør omlægges til gunstige lån. Det vil ikke blot give skatteyderne en velfortjent rabat på årsopgørelsen.

Det vil også bidrage til, at flere af landets kandidatstuderende bliver tilskyndet til at have et arbejde, hvilket vil give dem en lektion, som man ikke kan lære fra studiebøgerne. Nemlig værdien af at tjene sine egne penge.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. august 2023).