Steffen Frølund
14. november 2024

Med to tredjedeles flertal er Dan Jørgensen blevet godkendt af EU-parlamentet som unionens nye energi- og boligkommissær.

Det sker, efter at vores tidligere klimaminister har været under politisk beskydning i tre timers høring, hvor han blandt andet skulle svare på kritiske spørgsmål om sin holdning til atomkraft. For vil man godkendes som EU’s energikommissær, kommer man ikke uden om en af verdens grønneste, sikreste og mest stabile energikilder.

I lighed med anbefalingerne fra en kakofoni af uafhængige klimaforskere har EU nemlig officielt grønstemplet atomkraft som en bæredygtig energikilde, der er nødvendig for den grønne omstilling. Og netop derfor var der masser af kritiske spørgsmål til Dan Jørgensen, der indtil for ganske nylig var en arg modstander af atomkraft.

Som klimaminister i 2021 udtalte Dan Jørgensen eksempelvis, at “atomkraft er ikke bare dyrt og farligt. Det er decideret unødvendigt”. Og da EU forsøgte at anerkende atomkraft som bæredygtigt i 2019, forsøgte Dan Jørgensen som klimaminister at blokere for EU’s officielle udmelding.

Men for at kunne blive energikommissær har piben pludselig fået en anden klang. Nu lyder det, at “der ikke findes noget scenarie, hvor verden kan leve op til målsætningen om at holde temperaturstigninger under 1,5 grader uden brug af atomkraft”. Når Dan Jørgensen er nødt til at krybe til korset og skifte holdning for at kunne blive udnævnt som energikommissær, er det et symptom på et generelt paradigmeskifte i synet på atomkraft.

Mens 66 pct. af danskerne eksempelvis var imod atomkraft tilbage i 2016, var det sidste år kun 26 pct. , der var modstandere af energikilden. For nye vinde blæser over den energipolitiske slagmark, og både de uvildige eksperter såvel som menigmand har set skriften på væggen; hvis vi er seriøse omkring at ville have en grøn omstilling, kan vi ikke længere undlade at bruge en af verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilder. Nemlig atomkraft.

(Indlæg bragt i Børsen d. 11/11-2024)