I velfærdsstaten finder befolkningen sig i frås, spild og inkompetence
I 1970erne kunne man kort og godt blive populær på at sige, at ikke alene slugte den offentlige sektor for mange af skatteborgernes penge, men den gjorde også noget dårligt både for medarbejderne, der blev motivations- og initiativløse bureaukrater, og for borgerne, der blev frataget deres personlige ansvar og virkelyst.
I dag er det svært at forestille sig en større tabersag end at fremsætte en grundlæggende kritik af velfærdsstaten. På en god dag giver det cirka fem procent af stemmerne. På en almindelig dag omtrent det halve.
Sådan har det ikke altid været.
I 1970erne kunne den socialdemokratiske økonomiprofessor Jørgen S. Dich opleve, at hans fagbog»Den herskende klasse«blev en bestseller. Mogens Glistrup kunne komme i Folketinget med 28 mandater. Henrik Stangerup kunne få både gode anmeldelser og mange læsere med romanen»Manden der ville være skyldig«.
Og i den folkelige afdeling ligger der som regel en robust kritik af bureaukrati og embedsvælde i Olsen-banden. Man kan tænke på politiet, der ikke fremstår som en særligt veldrevet eller effektiv organisation. Eller man kan tænke på den halv-fiktive myndighed Rigsregistraturen, der i filmen»Olsen-banden går i krig«har vokset sig så stor, at det er Herlev Hospital, der spiller rollen som dens hovedkvarter.
Nederlag for velfærdskritik
I 1970erne kunne man kort og godt blive populær på at sige, at ikke alene slugte den offentlige sektor for mange af skatteborgernes penge, men den gjorde også noget dårligt både for medarbejderne, der blev motivations- og initiativløse bureaukrater, og for borgerne, der blev frataget deres personlige ansvar og virkelyst.
Det endelige nederlag for velfærdskritikken kommer i to tempi i årene 1998-2001.
I 1998 gik Venstre under ledelse af Uffe Ellemann-Jensen til valg på et program, der set med LA-øjne var glimrende. Blå blok tabte knebent til Poul Nyrup Rasmussen (dog ikke mindst, fordi Det Konservative Folkeparti fik et katastrofevalg).
Hurtigt dropper den nye leder Anders Fogh Rasmussen velfærdskritikken. Det vækker naturligvis stor opsigt, fordi han i 1993 har udgivet den ramsaltede velfærdskritik»Fra socialstat til minimalstat«. Opgivelsen af bogen medfører en del kritik for opportunisme. Men Fogh Rasmussen vinder en knusende sejr over rød blok, indgår en pagt med Pia Kjærsgaard om, at velfærden skal tøjles af et skattestop (som kommunerne i øvrigt blæser på), og at Danmark skal have en stram udlændingepolitik. Det holder blå blok ved magten de næste ti år.
Frås, spild og inkompetence
Der findes dem, som hævder, at når velfærdskritikken er forstummet, så skyldes det, at den såkaldte velfærdskoalition er kommet til at udgøre langt over halvdelen af befolkningen. Det vil sige koalitionen af dem, der arbejder i den offentlige sektor og dem, der lever af overførsler af den ene eller den anden art.
Jeg opfatter ikke argumentet om velfærdskoalitionen som et dårligt argument. Tværtimod har det nok en del for sig.
Men selve det forhold, at der eksisterer en velfærdskoalition, forklarer ikke i sig selv, hvorfor vi har en velfærdsideologi, der er tæt på uovervindelig.
Ser man sig omkring i velfærdssamfundet, må man konstatere, at befolkningen i det store og hele finder sig i både frås, spild og inkompetence. Disse ting er langt fra at være allestedsnærværende. Og der findes masser af offentligt ansatte, der gør et virkelig godt job. Men selv tanken om, at der måske kunne spares nogle procent af de samlede driftsomkostninger ved at sætte ind over for det rene spild, bliver som oftest mødt med mistænksomhed.
Jeg tror, at velfærdsideologien er en del af det skjulte pensum i vore dannelsesinstitutioner. Ikke forstået sådan, et der undervises i, at dette er det rigtige at gøre. Men forstået sådan, at moralen af næsten al undervisning i Danmark er, at det er umuligt at forestille sig, at tingene nogensinde kan blive anderledes.
