Tid er det mest dyrebare, vi har

Alex Vanopslaghs tale til Folkemødet 2026

Jeg har en fast morgenrutine med min lille søn på godt og vel et år. Mens hans mor gør sig klar, så går vi en tur ud. Vi bor ved siden af nogle hestestalde, så vi går rundt og siger godmorgen til hestene, kigger på traktorer og ellers bare lytter til fuglefløjt og nyder en stille stund.

Det er virkelig kvalitetstid. Forleden tænkte jeg for mig selv, at jeg aldrig må få så travlt, at jeg ikke har tid til de her små morgenture.

Efterfølgende begyndte jeg at filosofere over, hvad der egentlig er det mest værdifulde, vi mennesker har her på jorden.

Det er jo ikke alle, der har eller får børn.

Jeg kom ret hurtigt frem til, at det hverken er penge, status eller titler – selvom vi mennesker nogle gange jager det, som om det er det vigtigste i verden.

Først tænkte jeg: Det er tid, der er det vigtigste i livet. Lige pludselig er tiden gået, og vi ville ønske, at vi havde mere tid – eller havde brugt tiden anderledes. At vi oftere stod og lyttede til fuglefløjt eller brugte mere tid på at være nærværende med dem, vi elsker.

Men det er ikke helt rigtigt, at tiden er det vigtigste i livet. For tid i sig selv er jo ikke meningen med livet. Et langt liv uden kærlighed, uden håb, uden mening kan føles tungere end et kortere liv fyldt med det, der betyder noget.

Så måske er pointen en anden: Tid er ikke det vigtigste i livet. Men tid er den ramme, alt det vigtigste i livet kræver.

Kærlighed kræver tid. Børn kræver tid. Venskaber kræver tid. Arbejde, fordybelse, virkelyst, frihed – det hele lever i tiden.

Derfor bør vi politikere have en ydmyg respekt for andre menneskers tid (siger jeg, mens jeg er nervøs for, om jeg overskrider min 10 minutters taletid).

Og måske burde vi i højere grad måle på, om den politik, vi fører, er noget, som frigør mere tid i folks liv – eller om den stjæler mere af deres tid og dermed også af deres fremtid.

I Danmark betaler vi nogle af verdens højeste skatter. Det er de færreste, som ikke afleverer mindst 40 % af deres lønseddel til skattefar. Det er ikke blot en skat på folks løn og frugten af deres arbejde. Det er også en skat på deres tid.

Det ses måske mest tydeligt hos familier med småbørn.

I Danmark er det meget svært for almindelige familier at få andet til at hænge sammen end fuldtid for begge forældre ved samlebåndet og fuldtid for børnene i daginstitution, uanset om det faktisk er den model, den enkelte familie ønsker sig.

Det er næppe en tilfældighed, at vi i et land med et af verdens højeste skattetryk også er landet med verdensrekord i andelen af børn under 3 år i daginstitution og rekord i den tid, børnene bruger dér.

Hvis skatterne var lavere, så kunne vi frigøre mere tid hos småbørnefamilier, som så kunne bruge den på deres børn – hvis de har lyst.

Andre vil bruge en lavere skat til at tage en ekstra vagt på skadestuen, tage flere kunder ind eller sige ja til flere opgaver. Når skatten på den sidst tjente krone er 56 %, er det jo respektløst over for danskernes tid – tænk, at vi tager over halvdelen af enhver ekstra time, som folk bruger på deres arbejde!

Den time, du kunne have brugt med dine børn. Den time, du kunne have brugt på frivilligt arbejde. Den time, du kunne have brugt på at starte noget selv. Den time, du kunne have brugt på bare at leve.

Ja, det er dyrt i kroner og øre at leve i et samfund med høj skat. Men det er også dyrt i tid, at staten blander sig så intenst helt ind i borgernes kalendere.

Men der er også en skjult skat, som ingen steder står på årsopgørelsen, og som man hverken kan betale med dankort eller Betalingsservice: nemlig bureaukratiet.

Vi beder lærere om at være lærere – og så fylder vi deres tid med registreringer, målinger, planer, handleplaner og dokumentation. Vi beder pædagoger om at være nærværende voksne – og så beder vi dem bruge tid på at dokumentere nærværet.

Vi beder sygeplejersker om at tage sig af patienter – og så har vi systemer, hvor patientkontakten alt for ofte taber til skærmen. Vi beder socialrådgivere om at hjælpe udsatte børn – og så lader vi dem drukne i proceskrav, hvor ingen tør gøre det enkle og rigtige, før alt er dækket af papirerne.

Bureaukratiet er en tidsrøver i vores velfærdssamfund. Men det koster ikke kun folks tid. Det koster også på omsorg for de syge, på trivsel og læring til vores børn og på hjælp til de mest udsatte borgere.

Det gælder også i erhvervslivet. Danmark er fyldt med dygtige mennesker med idéer, mod og virkelyst. Men alt for ofte møder de et system, der siger: Vent. Ansøg. Dokumentér. Afvent. Udfyld. Ring igen næste uge.

I en global økonomi, hvor tempo betyder mere end nogensinde, betaler vi en ekstremt høj pris, når staten behandler fremtiden som en sag, der ligger nederst i bunken.

Når det tager måneder og år at få tilladelser, kan vi ikke tillade os bare at kalde det for administration. Når man skal vente op til 10 år for at blive sluttet til elnettet, så er det jo ikke bare træls ventetid.

Når medarbejdere i dansk erhvervsliv samlet bruger mere end 40 millioner timer om året på indrapportering til det offentlige, så er det jo ikke bare lidt bureaukrati.
Så er det staten, der rationerer fremtiden.

Summen af al den stjålne tid medfører jo et Danmark, der er langsomt. Ikke langsomt og afslappende som en sommervarm feriedag under parasollen, men langsomt og frustrerende som en trafikprop på E20 i myldretiden.

Hvor tiden ikke bliver brugt på det vigtige.

Det stjæler både livskvalitet og fremgang.

Men der er heldigvis noget, vi kan gøre ved det. Det er muligt, at vi får mere af tiden tilbage. At vi politisk beslutter os for at respektere folks tid og stjæle mindre af den.
Og ja, det betyder blandt andet at sænke skatten på arbejde. Både så vi belønner og respekterer den ekstra tid og indsats, folk lægger i deres arbejde. Men også så vi giver folk mulighed for at bruge tiden på mere fritid og familietid.

Hvis det står til Liberal Alliance, så skal vi have en arbejdsglæde-reform i den offentlige sektor.

Vi ser desværre alt for mange eksempler på, at velfærdsarbejdere flygter fra de fag, som de er uddannet til. Det kan vi kun løse ved, at arbejdsglæden bliver større. Mindre spildtid med bureaukrati. Mere faglig frihed.

Vi kunne bede sygeplejersker, sosuer, pædagoger og alle mulige andre om at pege på alt det bureaukrati, som de mener stjæler unødvendig tid fra kerneopgaverne. Og bagefter afskaffer vi alle de dokumentationskrav. Ikke som et forsøg. Ikke i en enkelt udvalgt kommune. Ikke som en valgfri ordning. Men i hele landet.

I mellemtiden kunne vi starte med et dokumentations-stop. Et stop for, at vi påfører offentlige velfærdsarbejdere nye dokumentationskrav.

Det er ikke kun de offentligt ansatte, som skal have deres tid tilbage. Vi skal også have bindende mål for at nedbringe bureaukratiet for dansk erhvervsliv og resten af samfundet i øvrigt.

Og tænk, hvad vi ikke kan frigøre af tid, hvis vi omfavner den kunstige intelligens i stedet for at frygte den. Alle steder i den offentlige sektor oplever borgere og virksomheder lange sagsbehandlingstider. Lad os sætte et mål om, at mindst en tredjedel af al sagsbehandling inden 2030 skal være håndteret af kunstig intelligens.

Danmark skal ikke være et land fanget i en gigantisk trafikprop, hvor alt vigtigt bliver forsinket. Hvor virksomheder venter på tilladelser. Hvor medarbejdere venter på systemer, der virker. Hvor patienter venter. Hvor børn venter. Hvor fremtiden venter.

Danmark skal være et land, hvor ting kan lade sig gøre. Hvor staten respekterer borgernes penge – og borgernes tid.

På Christiansborg er vi gode til at måle vores politik efter, om den øger arbejdsudbuddet og BNP. Eller om den belaster kloden og naturen.

Men måske skal vi være bedre til at måle, om vi med vores politik ender med at frigøre folks tid, eller om vi bare stjæler mere af den.

Respekt for borgernes tid er nøglen til bedre velfærd. Mere vækst og flere muligheder. Et mere konkurrencedygtigt Danmark.

Og det er nøglen til at frigøre det vigtigste i menneskers liv: tid til det, vi hver især mener gør vores liv meningsfuldt at leve. Kærlighed, nærvær, omsorg, fællesskab, foretagsomhed, dannelse – alt det, der aldrig nogensinde kommer til at stå i noget regneark, men som vi hver især tænker tilbage på med glæde, når vores tid er ved at være forbi.

Og min tid er også ved at være forbi. I hvert fald min taletid.

Tak for ordet. Og tak for jeres tid.