Tiden er det dyrebareste, vi har. Derfor fortjener danske familier at få mere frihed til at planlægge deres tid sammen.
Med vores nye familieudspil vil vi kæmpe for:
– Skattefradrag for pasning af eget barn
– Lad pengene følge barnet
– Bedre vilkår for private og lokale initiativer
DET ER AT SKYDE gråspurve med kanoner, når Astrid Krag (S) indleder et socialistisk korstog mod samtlige private virksomheder, som yder sociale ydelser til kommunerne, fordi enkelte brodne kar misbruger fællesskabets tillid.
I Danmark har private virksomheder i mange år hjulpet med at løse opgaver på socialområdet. Hundredvis af dygtige danske virksomheder driver sunde og populære sociale tilbud til eksempelvis anbragte børn og unge. Det er virksomheder, som hver dag tilbyder et trygt helle for sårbare og udsatte grupper i vores samfund. Det vil regeringen med Astrid Krag i spidsen nu ændre på.
Med et trylleslag vil regeringen nemlig tvinge dygtige, private institutioner til at ændre markant på deres struktur, så man går fra at være en privat virksomhed og til at blive ” selvejende”. Dermed vil ministeren forhindre, at der trækkes profit fra virksomhederne ud til ejerne.
Men er det så enkelt, som ministeren gør det til? Svaret er et rungende nej.
De facto vil omlægningen betyde, at en lang række botilbud vil gå konkurs, fordi ingen selvejende vil have kapital til at overtage. Dermed vil vores mest sårbare borgere få revet deres hverdag op med roden. Bare fordi Astrid Krag har set sig sur på nogle brodne kar. Det synes vi er sørgeligt og uambitiøst.
Og værst af alt, så bekræfter det os i, at regeringen er dybt i lommen på den yderste venstrefløj, som længe har haften hed drøm om at tvangsnationalisere virksomheder på velfærdsområdet. Til trods for at virksomhederne og deres dygtige medarbejdere løfter et særligt samfundsansvar for de mest udsatte grupper i det danske samfund.
Det er blandt andet anbragte børn og unge, som nu kan se frem til at få deres hverdag vendt på hovedet, fordi landets socialdemokratiske regering skal tækkes socialisterne i sit parlamentariske grundlag.
Betyder det så, at alle de private sociale tilbud er fejlfri? Slet ikke. Eksempelvis har vi set en indehaver af en række private sociale tilbud, som trak store summer ud til sig selv og også sammenblandede sin egen økonomi med bostedets samtidigt med, at han hævede en eksorbitant månedsløn til sig selv på 160.000 kroner. Det skal vi selvfølgelig ikke finde os i. Derfor ser vi gerne, at man slår endnu hårdere ned på de mennesker, der udnytter fællesskabets velvilje til at berige sig selv ulovligt. Men svaret er ikke at tvangsnationalisere alle private sociale virksomheder.
I stedet skal vi have et endnu stærkere socialtilsyn, så vi kan sikre et mere finmasket net til at fange dem, der forbryder sig mod fællesskabet. Og så ser vi også meget gerne, at der bliver langt mere gennemsigtighed om både takster og regnskaber for både private og offentlige tilbud. Vi er nødt til at vide meget mere om, hvad det koster at have de her tilbud, så vi kan få overblik over, om der er sammenhæng mellem pris og kvalitet.
Desværre lægger regeringens forslag slet ikke op til at sikre mere gennemsigtighed, eller at der skal være et forsvarligt brug af pengene. Man kan altså drive et sted dyrt og dårligt og spilde skattekroner omkostningsfrit. Hvorimod hvis man som privat virksomhed er dygtig, leverer høj kvalitet for de udsatte borgere og endda bruger færre penge, så er man altså uønsket.
Det er en ommer, Astrid Krag.
Debatindlæg udgivet af Marie Bjerre er socialordfører for Venstre, Karina Adsbøl er socialordfører for Dansk Folkeparti, Brigitte Klintskov Jerkel er socialordfører for Det Konservative Folkeparti, Mette Thiesen er socialordfører for Nye Borgerlige og Ole Birk Olesen er socialordfører for Liberal Alliance. Udgivet i Kristeligt-Dagblad d. 27. oktober 2020.
For godt et år siden gik folketingsmedlemmer fra næsten alle partier til valg i Østjylland med et budskab om, at den østjyske motorvej skulle udvides snarest muligt.
Sammen med min regering og Dansk Folkeparti havde jeg som transportminister forhandlet en investeringsplan på plads, som ville sikre, at udvidelsen af E45 skulle begynde i 2021. Socialdemokraterne sagde i valgkampen, at de ville det samme. Man kunne som østjyde trygt stemme socialdemokratisk – E45 ville også blive udvidet med en socialdemokratisk regering, fik vi at vide.
Nicolai Wammen, tidligere Sborgmester i Aarhus, blev finansminister efter valget, og han har nu fremlagt regeringens forslag til en finanslov for 2021. På den er der dog ikke afsat en eneste krone til at gå i gang med at udvide E45, ligesom der heller ikke er penge til nogen af de andre vejprojekter, som den blå investeringsplan havde fundet plads til i statsbudgettet i 2021.
Altså, et klokkeklart løftebrud over for østjyderne og mange andre danskere rundt omkring i landet.
I sådan en situation ville det være nyttigt, hvis de mange østjyske S-borgmestre ville gå ud og lægge pres på Nicolai Wammen og hans regering, men det er åbenbart for meget at forvente.
For mens løftet til østjyderne om at påbegynde udvidelse af E45 i 2021 bliver svigtet af Mette Frederiksens regering, så forholder de østjyske S-borgmestre sig fuldstændigt tavse. Vi hører intet fra hverken Jacob Bundsgaard i Aarhus, Torben Hansen i Randers, Jan Petersen i Norddjurs, Ole Bollesen i Syddjurs, Nils Borring i Favrskov, Frands Fischer i Skanderborg, Kasper Glyngø i Hedensted, Peter Sørensen i Horsens eller Marcel Meijer på Samsø.
Alle disse østjyske socialdemokratiske borgmestre, som virkelig kunne udgøre en effektiv pressionsgruppe på vegne af Østjylland, siger ingenting til, at Socialdemokratiet på Christiansborg svigter partiets løfte i valgkampen om, at man var lige så optaget af at udvide E45 som Folketingets blå partier.
Det er godt nok et borgmestersvigt af dimensioner! Det er, som om de alle har mere travlt med at være gode partisoldater for Socialdemokratiet end at være borgmestre for de østjyske vælgere, som har valgt dem. Men det kan nås endnu. Regeringen har offentliggjort sit forslag til finanslov, men forhandlingerne om finansloven er ikke begyndt endnu. Hvis de socialdemokratiske borgmestre i Østjylland i samlet flok kræver udvidelsen af E45 igangsat i 2021, ligesom deres partifæller på Christiansborg lovede i valgkampen i juni 2019, så må det være muligt at få Nicolai Wammen til at reagere.
Kom nu i gang, østjyske S-borgmestre! Det kan stadig nås!.
Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 20. september 2020.
Livet er meget andet end arbejde. Men i stedet for at indføre nye særordninger til Socialdemokratiets kernevælgere bør vi forbedre mulighederne for selv at spare op til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Når vi i Liberal Alliance skal løse et politisk problem, starter vi med at spørge, om problemet kan løses med mere frihed og ansvar i stedet for mindre af begge to. Det er derfor, Liberal Alliance har foreslået en FriPension-konto til alle danskere – så de får mere frihed til at tage mere ansvar for deres tilbagetrækning.
For tiden er det nærmest ikke til at sparke sig frem for guldrandede pensionsløfter. De helt dyre handler om at fastfryse den fremtidige stigning i folkepensionsalderen, selvom gennemsnitslevealderen stiger, hvilket ikke bare ville være en bombe under statsfinanserne (og du kommer til at betale for den), men også en principielt forkert vej at gå – danskerne skal ikke være mere afhængige af staten og offentlig kassetænkning, end de er i forvejen.
Det samme gælder for Socialdemokratiets store slagnummer – en slags pseudo-efterløn for udvalgte (kernevælger)grupper. Sådanne særordninger er kendetegnet ved, at de er uretfærdige. Det bliver de nødt til at være, hvis de ikke skal være meget dyre – men det bliver denne her nu nok alligevel, ligesom det skete med efterløn og overgangsydelse.
Men vi har et alternativ til nye uansvarlige løfter om at gøre danskerne mere afhængige af staten.
For jeg forstår godt, hvis man vil bruge færre år på arbejde og flere år med sine børnebørn og familie, på sine fritidsinteresser og foreningsliv eller noget helt tredje. Men så må det jo være alles tur – det er en frihed, der skal gælde alle, som ønsker at tage ansvar.
Derfor foreslår Liberal Alliance nu:
– At alle danskere i arbejde skal have en skattelettelse på 675 kr. om måneden, hvis de sætter pengene ind på en FriPension-konto.
– Pengene er skattefri ved både ind- og udbetaling, så det gavner kassedamen lige så meget som direktøren.
– Hvis man indbetaler til FriPension hver måned i hele sit arbejdsliv, så vil man efter 40 år have en opsparing på 600.000 kr., hvis der forudsættes et moderat afkast på 3 pct. årligt på den løbende opsparing.
– Med 600.000 kr. kan man gå på pension næsten 5 år før, man kan få udbetalt folkepension, fordi beløbet svarer til næsten 5 års udbetaling af folkepension, pensionstillæg og ældrecheck efter skat.
… Eller man kan vælge at få pengene udbetalt, når man ellers går på pension, så man har lidt ekstra at forsøde tilværelsen med.
Frihed og ansvar til at planlægge sit liv. Det er da langt at foretrække over mere afhængighed af staten.
Det nærmer sig en kliché, at det borgerlige Danmark er i krise. Det er en kærkommen lejlighed til at genopbygge et borgerligt projekt, som kan hente opbakning i befolkningen – og endegyldigt droppe at bruge de gamle tricks.
Det borgerlige Danmark må genopbygge sit projekt og lære igen at sætte borgeren først. Vi skal ikke marchere i takt, men vi skal i det mindste marchere samme vej, hvis vi igen skal overbevise vælgerne om, at vi og vores idéer er bedre end de rødes.
Da Anders Fogh Rasmussen overtog formandsposten i Venstre, indvarslede han en værdikamp over en bred front. Inden man kunne gennemføre liberale og borgerlige reformer, skulle vælgernes værdier og overbevisninger rykkes. En krystalklar analyse – som desværre kun blev fulgt op at et kærkomment opgør med ekspertvældets trang til at diktere, hvordan myndige og voksne danskere skulle leve deres liv.
Men al snak om liberale teser, brugerbetaling i sundhedsvæsenet eller anden vigtig værdidebat fra folketingsgruppen blev brutalt slået ned. Værdikamp var noget man talte om – ikke noget man førte i Venstre, Danmarks Liberale Parti.
I stedet skulle alle sejl sættes mod at få magten – opskriften fandtes i den såkaldte Claus Hjort-doktrin. Den gik forsimplet ud på, at de borgerlige spillede uafgjort mod de røde på velfærdspolitik og vandt på udlændingepolitik. Det vandt de borgerlige alle valg foruden ét på i perioden 2001-2015.
Vejen væk fra skattelettelser
Prisen var gradvis borgerlig forvitring. I 1994 ønskede 51 pct. af vælgerne skattelettelser og 49 pct. ønskede højere offentlige udgifter – i 2015 ønskede 32 pct. skattelettelser og 68 pct. højere offentlige udgifter, imens de offentlige udgifter blot var vokset og vokset i perioden.
»Hjort-doktrinen ligger i koma – og det er på tide at slukke respiratoren.«
Andre lærte af doktrinen. Nu spiller Mette Frederiksen uafgjort på udlændingepolitik og vinder på velfærdspolitik. Skal vi spille uafgjort på velfærd med Mette Frederiksen, skal vi overgå Anker Jørgensen i forbrugsiver og uansvarlighed, og skal vi overgå Mette Frederiksen i stram udlændingepolitik, vil det koste på solide principper om retsstat og frihedsrettigheder – og så er det nok bedre at løse udlændingepolitikken fra bunden (så at sige) med Socialdemokratiet.
Sagt på en anden måde: Hjort-doktrinen ligger i koma – og det er på tide at slukke respiratoren.