Marlene Frandsen har meldt sig ind i Liberal Alliance. Derfor er partiet nu for første gang repræsenteret i kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune. Det står klart efter, at Marlene Frandsen for nyligt brød med sit gamle parti Venstre, og siden har været løsgænger. Det er nu slut.

”Jeg har altid været en politiker med klare liberale holdninger. Personlig frihed, stærke frivillige fællesskaber og en ambitiøs erhvervspolitik er vigtig for mig, hvilket det også er for Liberal Alliance. Her kan man være mere klar liberal i sin politik end det har været muligt for mig i Venstre. Det kan jeg godt lide”– udtaler Marlene Frandsen om sit partiskifte.

Marlene Frandsen er næstformand i Børne-og Skoleudvalget og har i flere år arbejdet for at der blev skabt mulighed for at etablere en privatskole i Glostrup, så et reelt frit skolevalg blev sikret. Det glæder hun sig til at kunne fokusere mere på:

”Jeg brænder for Glostrup. Der er et stort potentiale og jeg har masser af energi. Jeg ved godt, at politik er en holdsport, så derfor betyder det noget om man står alene eller om man har et parti. Derfor er jeg glad for, at jeg har kunnet finde hjem i Liberal Alliance.”

Partiets talsperson i Glostrup, Troels Bennike, som er ved at forberede partiet til kommunalvalget i Glostrup, er glad og stolt over at partiet nu er repræsenteret i kommunalbestyrelsen:

”Det er en markant styrkelse af partiet, at vi nu sidder i kommunalbestyrelsen med en erfaren repræsentant, som kan sætte liberale aftryk på hverdagen i kommunen og styrke partiets profil på Vestegnen. Især skole- og erhvervspolitikken betyder meget for os. Det er områder som vi nu sammen vil kæmpe for rykker i en mere liberal retning.”– udtaler Troels Bennike, som selv forventer at blive opstillet til kommunalvalget.

Fra Christiansborg hilser man også det nye byrådsmedlem på vestegnen velkommen: ”Det er en stor glæde at få Marlene Frandsen med på vores kommunale hold. Det er afgørende, at vi har stærke og kompetente kræfter til også at kæmpe den liberale frihedskamp lokalt. Her passer Marlene rigtigt godt ind,” siger politisk leder af LA, Alex Vanopslagh.

Blå bog:
Marlene Frandsen er 42 år, bosat i Hvissinge med sin mand og to børn på hhv. 9 og 11 år. Til dagligt arbejder hun hos erhvervsorganisationen Dansk Industri. Hun er uddannet indenfor detailhandel og har arbejdet både som funktionær og leder i flere år. Hun er næstformand i Børne- og Skoleudvalget, samt medlem af Kultur- og Fritidsudvalget og Social,- Sundheds- og Seniorudvalget. Derudover er hun repræsenteret bl.a. forhandlingsudvalget for kommunale ekspropriationer.

Kontakt:
Troels Bennike: 3140 4098
Marlene Frandsen: 2859 0129

Peter Loft, tidligere mangeårig departementschef i Skatteministeriet, stiller op som både kandidat til Kommunalbestyrelsen i Gentofte og som Folketingskandidat i Københavns Omegns Storkreds.

  • Liberal Alliance står klart markeret som det liberale parti, hvor løsningerne på alle problemer i samfundet ikke automatisk er bare at råbe efter flere penge. Jeg glæder mig derfor til at kæmpe for den liberale sag både i Gentofte og på landsplan, siger Peter Loft

Peter Loft er kendt som en af landets dygtigste skatteeksperter, men har også været kommunaldirektør på Bornholm. Peter Loft var som departementschef i Skatteministeriet en af de mest erfarne topembedsmænd på Slotsholmen.

  • Som embedsmand holder man sine politiske holdninger for sig selv. Derfor glæder jeg mig nu til at bruge min erfaring på især skatteområdet og det økonomiske område og arbejde på at få skabt dynamik og vækst i samfundet, så vi igen kan få fuld fokus på frihed og personligt ansvar som drivkraft for privat virkelyst i Danmark. Det er der i den grad behov for, siger Peter Loft.

Kommunalvalget til november bliver Peter Lofts politiske entré, og han er klar til at gøre en indsats både lokalt og på landsplan for Liberal Alliance.

Næstformand for Liberal Alliance i København Omegns Storkreds, Jacob Rørdam Holm-Jørgensen, glæder sig til at få Peter Loft med på holdet.

  • Vi er rigtig glade for, at Peter Loft har valgt at styrke vores parti ved at stille op både lokalt og på landsplan. Han kan med sin store erfaring være med til at styre Danmark i en mere liberal retning. Vores samfund står i en værdikamp – og den kamp skal vi vinde med viden og indsigt – såvel i Gentofte som på Christiansborg.

Liberal Alliance i Gentofte holder opstillingsmøde senere i februar måned, hvor Peter Loft formelt ventes at blive godkendt som kommunalbestyrelseskandidat. Der er endnu ikke sat dato på opstillingsmødet til Folketinget.

Peter Loft kan kontaktes på telefon: 4030 2315