Turisme. Vi skal skabe friheden til at udvikle dansk camping

Katrine Daugaard
12. maj 2026

Sommeren nærmer sig, og for mange danskere betyder det camping. Ikke nødvendigvis den samme slags camping som for 30 år siden, men ferie tæt på kysten, naturen, børnene, grillen, roen og friheden.

Camping er en vigtig del af dansk feriekultur. Fra Vesterhavet til Bornholm. Fra de fynske øer til Djursland, Lolland-Falster, Sønderjylland og Nordsjælland.
Det er familier på ferie, pensionister på langtur, autocampere ved vandet og udenlandske gæster, der oplever Danmark fra sin mest jordnære side.
Og det er arbejdspladser, omsætning og liv i lokalsamfund. Når gæsterne kommer, handler de i den lokale købmand, spiser på restauranten, besøger museet og køber is ved havnen.

Derfor er camping også erhvervspolitik, landdistriktspolitik og turismepolitik.
Men staten behandler alt for ofte campingpladser, som om de skal passe ned i en skabelon fra en anden tid. Campingreglementet er fyldt med regler, som burde pensioneres.

Liberal Alliance vil afskaffe kravet om, at en campingplads som udgangspunkt skal have mindst 100 campingenheder. Det spænder ben for mindre, lokale og mere nicheprægede pladser. En lille plads ved en havn, en sø, et naturområde eller en lokal attraktion skal ikke tvinges op i en størrelse, som hverken markedet eller lokalområdet kan bære.

Vi vil også fjerne kravet om, at mindst halvdelen af pladsen i højsæsonen skal være reserveret til korttidscampering. Det lyder måske uskyldigt i et ministerium. Men pladser er forskellige. Nogle lever af børnefamilier i juli. Andre af sæsongæster, lystfiskere, seniorer, autocampere eller gæster uden for de klassiske ferieuger. Ejerne kender deres gæster bedre end staten gør.

Det samme gælder reglerne om campinghytter. I dag blander staten sig i størrelse, højde, antal og indretning på måder, der gør det sværere at investere i moderne overnatningsformer. Vi foreslår en enklere regel: Vil man opføre campinghytter, skal det kræve kommunal tilladelse. Punktum.
Så kan kommunen tage hensyn til lokalplaner, natur, naboer, trafik og landskab – uden at Christiansborg behøver detailstyre, hvor store hytterne må være, eller om to forbundne hytter også skal kunne udlejes hver for sig.

Vi vil også afskaffe reglen om, at campingvogne over 25 kvadratmeter højst må stå på en campingplads i fire uger om året. Enten er en enhed forsvarlig, lovlig og passer ind på pladsen eller også er den ikke. Størrelsen alene bør ikke udløse et statsligt stopur.
Og så skal vintercamping gøres enklere. Kravet om særskilt tilladelse til vintercamping bør fjernes, ligesom kravet om, at 30 procent af campingpladsen ikke må bruges om vinteren.
Hvorfor skal staten forhindre en campingplads i at holde liv i lokalområdet i januar, hvis der er efterspørgsel, og kommunen vurderer, at forholdene er i orden?

Det handler ikke om at bygge frit i naturen. Det handler ikke om at omgå planlov, miljøregler eller kommunal myndighedsbehandling. Det handler om at flytte ansvaret væk fra rigide landsregler og tættere på dem, der kender området.

For danske campingpladser betyder det frihed til at tilpasse sig gæsterne. Flere hytter, hvis markedet efterspørger det. Mere vinteråbent, hvis gæsterne kommer. Bedre muligheder for små pladser og autocampere. Og bedre grundlag for investeringer i en branche, hvor vejret, sæsonerne og gæsternes vaner allerede gør det svært nok.

For Danmark betyder det mere helårsturisme, mere liv i små byer og flere muligheder for lokale iværksættere.
Det bør ikke være staten, der bestemmer den perfekte campingplads. Det bør være gæsterne, ejerne og den lokale kommune.
Det bør ikke være staten, der bestemmer den perfekte campingplads. Det bør være gæsterne, ejerne og den lokale kommune.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 12. maj 2026)

DR’s omstridte dokumentar viser, at dansk public service har brug for en frisk start

Katrine Daugaard
27. februar 2025

I en situation, hvor det er åbenlyst for stort set alle andre, at DR med åbne øjne har bedrevet politisk manipulation forklædt som journalistik, er DR’s mangel på selverkendelse mildest talt tragikomisk.

»Groft vildledende.« Sådan betegner tidligere økonomisk overvismand DR’s dokumentar ”Grønlands hvide guld” om udvindingen af kryolit i Grønland, som efter kun få dage er blevet pillet så meget fra hinanden af en række enige topøkonomer, at det må undre de fleste, at DR har valgt at bringe den.

Det er utroligt, at Danmarks Radio midt i en grønlandsk valgkamp og en skæbnestund for et skrøbeligt rigsfællesskab kan udkomme med et angiveligt journalistisk produkt, som ifølge økonomiske eksperter er groft vildledende og tenderer til misinformation.

Men skal vi tro en af de utallige DR-mellemledere, som har fået den utaknemmelige opgave at forsvare dokumentaren, så er den imidlertid faktuelt set korrekt. Den skal blot anskue spørgsmålet om økonomien på en »lidt mere kompleks måde«. Og det er præcis der, hvor dokumentarfilmen knækker.

Journalisterne bag dokumentaren har nemlig været i dialog med adskillige anerkendte og fremtrædende danske økonomer, som alle har advaret mod dokumentarens centrale påstand om, at man på en måde kan betragte en omsætning på angiveligt 400 mia. kr. over en 100-årig periode som en form for fortjeneste for Danmark. Men de blev vraget til fordel for en indisk marxistisk økonom med speciale i ”postkolonialisme”, Arindam Banerjee, der vel efterhånden er den eneste af dokumentarens eksperter, der vil stå på mål for dokumentarens budskab.

Og pudsigt nok er denne ekspert af præcis samme ”postkoloniale” og venstreorienterede skole som den hovedperson, DR har valgt til dokumentaren, og som også grædende i dokumentarens højdepunkt accepterer den forfejlede måde at regne på som den pureste sandhed.

”Grønlands hvide guld” er blot det seneste – men alvorligste – eksempel på indhold fra DR Dokumentar, der har vist sig at være groft politiserende og fyldt med grelle fejl. God, saglig journalistisk har ikke behov for at fordreje, underdrive eller overdrive.

Som public service-institution er det DR’s opgave at sikre alsidig og politisk uafhængig folkeoplysning til borgerne, og vi betaler årligt 4 mia. skattekroner for det.

Desværre tyder en del på, at det primært er venstrefløjen, som får noget for pengene. Når man tænker på, hvor travlt DR har haft med at advare mod fake news og misinformation, som vi frygter skulle komme fra Rusland og andre fjendtlige aktører, er det så meget desto mere kritisk, at de nu selv er afsender på samme type indhold.

Og mens både dokumentaren og DR’s efterfølgende svar på kritikken har skabt rystelser i det politiske Danmark, må man konstatere, at DR Byen er bygget til at modstå jordskælv. For det lader ikke til, at kritikken af de mange fejl og fordrejninger har rokket ved selverkendelsen i ledelseslagene. Det ville ellers være klædeligt med en anelse selvransagelse og en vilje til at placere ansvaret. Begge dele udebliver.

Ifølge DR er det primært alle andre, der har misforstået deres dokumentar, og har de endelig en smule ansvar, så er det kun for ikke at kommunikere tydeligt nok. I en situation, hvor det er åbenlyst for stort set alle andre, at DR med åbne øjne har bedrevet politisk manipulation forklædt som journalistik, er den mangel på ansvarlighed og selverkendelse mildest talt tragikomisk.

Det er derfor på tide, at vi fra politisk hold erkender, at DR ikke lever op til sit formål som folkeoplysende institution. Derfor er der behov for en nytænkning af, hvordan vi organiserer public service-virksomhed i Danmark, så det reelt er i offentlighedens interesse. En frisk start for DR. Dokumentaren kunne have været en spændende og velkommen belysning af relationen mellem Grønland og Danmark. Desværre er det vigtigste og mest sandfærdige, dokumentaren kan lære os, at DR har droppet sit folkeoplysende virke til fordel for politisk aktivisme.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. februar 2025)