Alex: Der er håb for fremtiden!
Vi er fulde af håb for alt det, Danmark og danskerne kan, hvis de får frihed og ansvar til det.
Alex’ tale til Folketingets afslutningsdebat d. 6. oktober 2022.
Så kom valget! – Alex & Alex
Blå Alex glæder sig til valgkampen. Røde Alex synes ikke, der er noget at glæde sig til for Liberal Alliance. Men Blå Alex har en pointe, som Røde Alex ikke lige har tænkt over.
Trash-talk og chili med Alex Vanopslagh og Rosa Lund
Alex Vanopslagh svarer på tweets
De Radikale falder for Socialdemokratiets spin
Det er socialdemokratisk spin, at regeringens nye finanslov er stram. Men det tror Det Radikale Venstre åbenbart på.
Fra finanslovsdebatten 06/09/22.
Se Ole Birk rive Socialdemokratiets spin midt over
Her er den mest vildledende præmis i den kommende valgkamp
Når valgkampen for alvor går i gang, er der mange præmisser, der trænger til at blive udfordret.
Er det korrekt, at børn er »vores«, som de røde partier plejer at sige? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Rent juridisk tilhører børn som udgangspunkt deres forældre. Det er dem, der er værge.
Er det korrekt, at offentlige ydelser, der stilles til rådighed for borgerne uden vederlag, er gratis? Nej, selvfølgelig er det ikke det. De er betalt af skatteborgerne. Hvorfor kontrollen med forvaltningen af vederlagsfrie, offentlige tjenester burde være langt skrappere end kontrollen med forvaltningen af tjenester, hvor brugerne skal betale en større eller mindre andel.
Er det korrekt, at man »får« gevinsten ved en skattelettelse? Nej, det er det argeste sludder. Skat består helt grundlæggende i, at staten konfiskerer en del af borgerens indtægt. Når staten konfiskerer mindre, »får« borgeren følgelig ikke en bønne. Borgeren beholder bare en større del af sine ærligt tjente penge, end der ellers var lagt op til.
I en perfekt verden, hvor medierne faktisk var kritiske, stoppede studieværter og andet godtfolk politikere hver evige, eneste gang, de sagde »vores børn«; »gratis ydelser« eller »tjener på skattelettelser« og fortalte dem, at nu sagde de noget principielt vildledende og manipulerende sludder, der kun tjente til at afspore den politiske samtale. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Derfor vil jeg nøjes med at opfordre den interesserede borger til selv at være på vagt under valgkampen.
Men den mest vildledende præmis i den kommende valgkamp har jeg gemt til sidst: At alle medarbejdere i den offentlige sektor er beskæftiget med at frembringe kerneydelser.
Når borgerlige politikere siger, at den offentlige sektor bør være mindre, vil den røde politiker indigneret – og rutinemæssigt – afparere med, at så er der jo nogle børn, der ikke bliver undervist, og nogle syge, der ikke bliver passet og plejet, og nogle ældre, der ikke får assistance i hjemmet og nogle forelæsninger, der bliver aflyst og så fremdeles.
Det er for alvor en vildledende præmis. Fordi den bygger på den ikkeformulerede antagelse, at alle, der arbejder på en skole underviser; at alle, der arbejder på et hospital, helbreder og plejer; at alle, der arbejder i ældreomsorgen, har kontakt med borgerne og at alle, der arbejder på et universitet, er forskere.
Sandheden er, at på næsten enhver offentlig arbejdsplads er der bunker af mennesker ansat, der ikke er beskæftiget med andet end pseudoarbejde. De laver handlingsplaner, der ikke bliver fulgt. De indkalder til møder, der hverken har konklusioner eller konsekvenser. De opstiller verdensmål. De arbejder med »udvikling«. Eller med »strategi«. Eller med »facilitering«. Eller de producerer legitimation for, at den institution, de arbejder på, i fremtiden skal have endnu større bevillinger. For eksempel ved at opfinde alle mulige dynamiske og afledte effekter – der er supertynde og tvivlsomme – for, at samfundet har langt større gavn af institutionen, end den koster i løn og drift.
Den offentlige sektor er proppet med mennesker, hvis jobfunktion ikke eksisterede for 20 eller 30 år siden. Hvilket typisk vil sige: Den er proppet med jobfunktioner, som det ikke ville have nogen som helst konsekvenser at nedlægge. Ud over, at det ville afhjælpe en del af den arbejdskraftmangel, der hersker i andre sektorer.
Så kig nærmere på jobfunktioner, der ikke fandtes i år 2000. Sådan kan man tage hul på at gøre den offentlige sektor meget mindre.
(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 7. september 2022)
Man er en dårlig redningsmand, hvis man selv skaber ulykken først
Det er altid velkomment med bud på, hvordan vi som samfund løser forskellige problemer. Desværre er det ofte dem, som har mest travlt med at spille redningsmænd, der har skabt problemet i første omgang.
Vi møder ofte politiske partier, især på venstrefløjen, som positionerer sig som redningsmænd. Der er mange vælgere, som godt kan lide at blive reddet. En redningsmand er en helt, og en helt er god. Alle vil gerne være gode. Men hvis man har skabt ulykken i første omgang, så kan man ikke siges at være god – uanset hvor flot man redder nogen bagefter.
I førstehjælp lærer alle, at de altid skal standse ulykke først. Men når det kommer til politiske redninger, så forværrer den foreslåede redning tit problemet, som man i første omgang ønsker at redde nogen fra. Det skaber selvforstærkende feedback-loops. Skad, red, skad mere, red mere, osv. ad infinitum. Heri ligger en delforklaring på paradokset: at selvom staten blot vokser og vokser, så bliver serviceniveauet blot ringere og ringere.
Alene den sidste uge har vi hørt på redningsudspil omkring børn og unges psyke, sygeplejerskers løn, en varmecheck, og huslejestigninger. Men fælles for alle disse er, at problemerne er opstået af politikfejl.
For vi ville ikke have samme problemer med børn og unges psyke, hvis ikke man lod ungdommen betale prisen for covid-nedlukningerne, udflyttede uddannelser til provinsbyer langt væk fra deres drømme, tvangsfordelte skolevenner, når de skal i gymnasiet baseret på deres forældres indtægt eller indførte skolereformer, som dræner lærerstaben for gejst og dødlægger al nytænkning af undervisningen.
Og på trods af alt dette, er det venstrefløjen, der går til valg på at gøre livet bedre for Danmarks børn og unge – selvom det er deres politik, der i første omgang har skabt problemerne.
Et andet eksempel er, at man vil afhjælpe inflationsproblemerne ved at uddele en varmecheck, der blot puster yderligere til det bål af inflation, der i disse dage brænder af danskernes privatøkonomi.
Venstrefløjen stod for at, huslejer skulle indekseres til inflationen. Og med paroler om, at der ikke kom nogen regning ved at pumpe flere penge ud i økonomien, lod man gladelig inflationen løbe løbsk, hvilket nu har ført til højere priser på alt fra fødevarer, forbrugsgoder og husleje.
Og for at føje spot til skade har regeringen endda netop meddelt, at de vil sætte yderligere loft på huslejestigninger, hvilket blot vil minimere udbuddet af boliger, så der nu skabes dårligere boligforhold for danskerne.
Et andet eksempel er, at sygeplejerskernes arbejdsmiljø og lønforhold er for dårlige. Det behøver man ikke en subjektiv vurdering af, for man kan bare se på, hvor få unge, der i disse dage har lyst til at blive sygeplejersker. Årsagen er, at man med venstreorienteret planøkonomi har besluttet, hvad en sygeplejerskeløn skal koste.
Altså den venstreorienterede klassiker med prislofter. Indfører man prislofter, så falder udbuddet. Nu falder udbuddet af sygeplejersker så i en tid, hvor der er brug for dem, hvilket skader os alle. Men som sædvanlig står venstrefløjens redningskorps i kø for at indføre flere planøkonomiske tiltag med bureaukrati og detailregulering, som vil forværre arbejdsmiljø og løn yderligere.
Men der er en vej ud af kniben. Ved første øjekast fremstår løsningen måske ikke så heltemodigt. Men hvis vi tager et opgør med forestillingen om, at politik skal fylde alt i danskernes tilværelse, kan vi undgå mange af ulykkerne.
Hvis vi tager et opgør med, at politikerne skal detailregulere danskernes liv fra vugge til grav, kommer vi ikke til at forvilde os ud i situationer, hvor politikerne må ty til halvbagte lappeløsninger. Men det kræver, at vi politikere tør blande os udenom og udviser tillid til danskerne.
(Debatindlæg udgivet i SN d. 26. Oktober)
Alex’ besked til dig: Du kan godt
Kære Sofie Carsten: Hvis du vil lave reformer, så har du mit nummer
Hvis Det Radikale Venstre vil fremtidssikre Danmark, så bliver det næppe på Mette Frederiksens vagt.
Efter i tre år at have støttet en socialdemokratisk regering, der har gjort Danmark fattigere, og som har sjoflet mulighederne for at fremtidssikre vores land, påstår Det Radikale Venstre nu at være kommet på bedre tanker.
Med en ny 2030-plan, der både indeholder visse skattelettelser, en afskaffelse af efterlønnen og et højere arbejdsudbud, har De Radikale netop bebudet, at tiden er inde til en ambitiøs reformpolitik. Og der er et par gode forslag, hvor man kigger på fx topskattelettelser og en afskaffelse af efterlønnen.
Men på trods af disse vil udspillet samlet set medføre, at danskerne kommer til at betale endnu mere i skat, bl.a. på grund af højere afgifter, og at vores kornfede offentlige sektor tager endnu mere på. Det er jo det modsatte af reformpolitik. Det svarer til at nappe en Big Mac med en salat som tilbehør og så påstå, at man spiser sundt.
Jeg tillader mig dog at være optimistisk. Hvis vi smider de dårlige elementer i skraldespanden, står vi jo tilbage med en fin lille radikal reformpakke.
Og hvis de sorte skyer over dansk økonomi skal erstattes med solskin og blå himmel, skal der snart til at ske noget. Og her kan vi jo heldigvis supplere de radikale forslag med mere, der virkelig batter. For eksempel bør vi gå sammen om at fjerne registreringsafgiften, afskaffe topskatten, indføre nulvækst i det offentlige, sløjfe efterlønnen og give en almindelige arbejderfamilie 42.000 kr. i skattelettelser om året.
Men set i lyset af de forgangne tre års parlamentariske udvikling kan jeg nu godt forstå, hvis en enkelt læser eller to rynker lidt på brynene over, om De Radikale ikke er ankommet en lille smule sent til festen. For i hele denne valgperiode har De Radikale jo lagt mandater til en politik, der ikke ligefrem rimer på økonomisk ansvarlighed.
Med Arne-pensionen har man trukket raske danskere ud af arbejdsmarkedet og parkeret dem på offentlig forsørgelse. Med mere end 40 skattestigninger har man gjort 9/10 indkomstgrupper fattigere. Og med højere afgifter har man forøget uligheden, fordi det stigende skattetryk rammer de fattigste hårdest.
Hertil kommer, at man som finansieringskilde til Arne-pensionen har indført en særskat på Danmarks finans-, pensions- og forsikringsselskaber, hvilket skaber højere forbrugerpriser.
Og for at føje spot til skade, har de røde partier endda også gældsat de kommende generationer for at kunne dele rundhåndet ud af særchecks til udvalgte vælgersegmenter – på trods af, at både Nationalbanken og vismændene i Det Økonomiske Råd har advaret mod, at gavebodspolitikken blot forværrer de inflationsproblemer, der i disse dage hænger som sorte skyer over danskernes privatøkonomi.
Ja, den økonomiske politik har på alle tænkelige parametre været en katastrofe under Mette Frederiksens regeringstid. Inflationen galopperer fortsat derudad, erhvervslivet skriger på arbejdskraft og de røde partier har fastklemt borgerne og erhvervslivet i en spændetrøje af høje skatter og overregulering.
Og netop derfor er det kærkomment, at Det Radikale Venstre nu vil lægge kursen om og tage et opgør med Socialdemokratiets økonomiske uansvarlighed. Desværre er det som ofte med Det Radikale Venstre mere et spørgsmål om ord end om virkelighed.
Så kære Sofie Carsten Nielsen: Vis os, at der er vægt bag ordene. Lad os i fællesskab sørge for at fremtidssikre Danmark og befri vores fædreland fra den socialdemokratiske spændetrøje. Det kommer ikke til at ske på Mette Frederiksens vagt. Men du har mit nummer. Jeg ser frem til samarbejdet.