Liberal Alliance
12. august 2022

Byrådsmedlem Martin Bech fra Brønderslev Kommune skifter Venstre ud med Liberal Alliance og melder sig samtidig under LA’s faner til det kommende folketingsvalg.

Kommunalpolitikeren Martin Bech, som siden 2013 har siddet i byrådet i Brønderslev Kommune, har netop meldt sig ud af Venstre for at blive medlem af Liberal Alliance. Dermed får Liberal Alliance et sæde i Brønderslev Byråd for første gang i partiets historie.

Martin Bech er trods sine 32 år en erfaren politiker. Han blev allerede som 19-årig valgt til regionsrådet i Nordjylland, hvor han har siddet i tre perioder og været gruppeformand. Derudover blev han ved kommunalvalget i 2021 valgt til sin tredje periode i Brønderslev Byråd.

Martin Bech begrunder skiftet sådan: ”Jeg vil gerne være med til at trække Danmark i en mere liberal retning og ikke kun lave finjusteringer af socialdemokratisk politik. Det gør jeg bedst i Liberal Alliance, og jeg glæder mig meget til at blive en del af partiet og ikke mindst at arbejde for partiformand Alex Vanopslagh. ”

”Jeg har været medlem af Venstre mere end halvdelen af mit liv, så det har ikke været nogen nem beslutning at melde mig ud. Men jeg er nået til den konklusion, at jeg som menneske og politiker passer bedst til Liberal Alliance. Det er det parti, der kæmper hårdest for at sænke skatterne, bekæmpe bureaukratiet og give det enkelte menneske bedst mulighed for at sætte præg på egen tilværelse. ”

Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, er begejstret for tilgangen af Martin Bech.

”Jeg er meget glad for at få Martin Bech med på holdet, for han passer perfekt ind i Liberal Alliance. Han er kerneliberal og kan på trods af sin unge alder bidrage med en masse politisk erfaring til holdet i Nordjyllands Storkreds. Han bliver et stort aktiv for partiet, og jeg glæder mig allerede til at se ham i aktion til folketingsvalget. ”

I Nordjylland glæder Liberal Alliances storkredsformand, Kenneth Skatka Hammer, sig til samarbejdet med den nu tidligere Venstre-politiker: ”Vi kender Martin som en seriøs og dygtig politiker fra tiden i regionsrådet, og derfor er vi utrolig glade for nu at kunne byde Martin velkommen i Liberal Alliance”.

Kontakt og interview:
Peter Bollerup Andersen, Pressechef, Liberal Alliance (6162 3972) & Martin Bech (5051 7524).