Principprogram og Arbejdsprogram

Liberal Alliance sætter din frihed i højsædet. Vi ønsker et samfund, som er præget af frisind med højt til loftet og med plads til mange forskellige holdninger. Som mennesker har vi brug for albuerum. Vi skal kunne leve vores liv sammen med vores familie og venner, søge at få vores drømme opfyldt og nå de mål, vi sætter os, enten hver for sig eller sammen med andre.

Liberal Alliance vil forandre samfundet, så du får mulighed for og flere får mod til at bruge den ret til at leve frit, som vi er født med. Frie mennesker er forskellige, og det har værdi i sig selv at få lov til at gribe chancen, kæmpe for sin succes og dermed sætte sit eget individuelle præg på sin tilværelse. Smålighed, ensretning og ligemageri er det modsatte af liberalt frisind.

Liberal Alliance ønsker et samfund, hvor du bliver anerkendt for den, du er. Du er først og fremmest dig selv og skal måles på din indsats, dine evner og personlighed.

Liberal Alliance vil give dig ansvaret tilbage. For et større ansvar for sig selv er en naturlig følge af mere frihed. Frem for stræben efter materiel lighed kan vi alle høste fordel af vækst, velstand og fremgang i Danmark. Liberale reformer er helt nødvendige. Det er den eneste vej til at gøre Danmark til en vindernation og sikre velfærden på sigt.

Liberal Alliance vil aldrig svigte dig, hvis du ikke kan klare dig selv. Vi har et ansvar for de medborgere, som enten på grund af sygdom, handicap eller uforskyldt ledighed har svært ved at forsørge sig selv. Et velstående samfund har altid mulighed for at række dig en hjælpende hånd, hvis du kommer galt af sted.

Liberal Alliance vil have færre regler og restriktioner. Det er ikke alt, der kan reguleres, som bør reguleres. Når vi sætter frihedsidealet højere end lighedstanken, bliver mange ordninger, tilskud, regler og love overflødige. Når staten ikke skal omfordele så store summer mellem det store flertal af velfungerende og selvforsørgende borgere, kan meget bureaukrati afvikles, og den offentlige indsats fokuseres.

Liberal Alliance vil styrke velfærdssamfundets kerneområder. Vi vil have et sundhedsvæsen i topform, vi vil have et uddannelsessystem, der giver os et internationalt forspring, og vi vil øge kvaliteten i de kerneydelser, som kommunerne har ansvaret for i dag. Det vil vi gøre ved at give dig mulighed for at vælge lokale løsninger, ved at styrke selvforvaltningen og ved at overlade meget af driften til private.

Liberal Alliance vil have et åbent samfund. Vi vil engagere os i omverdenen. De, der kan bidrage positivt til vores samfund, skal have lov til at arbejde i vores land og føle sig velkomne. For at det kan fungere, skal vi konsekvent slå ned på antidemokratiske trusler og være tilbageholdende med at give ophold til folk uden efterspurgte kvalifikationer.

Liberal Alliance vil kæmpe for et rigt, åbent, venligt og attraktivt Danmark.

Liberal Alliance er et liberalt parti, der bygger på fem principper:

1. Vi tror på personlig frihed. Liberal Alliance tager udgangspunkt i, at mennesker trives bedst i frihed. Livet er vort eget, og vi skal have lov til at bruge det, som vi vil. Friheden er ikke til salg.

2. Vi tror på frisind. Når vi må gøre, hvad vi vil, får vi mulighed for at udfolde os på mange forskellige måder. Leve i familier, leve i kollektiver eller leve alene. Enhver må søge lykken på sin egen måde. Vi accepterer andres valg, så længe de ikke skader os.

3. Vi ønsker mindre stat og mere privat. En begrænset statsmagt, lav skat, en robust grundlov, uafhængige domstole og klare individuelle rettigheder er en forudsætning for et frit samfund. Vi tror på medborgerskab, hvor respekten for menneskenes ligeværd og de demokratiske spilleregler er grundlaget for samfundets organisering.

4. Vi tror på frihed under ansvar. Personligt ansvar er en naturlig følge af den personlige frihed. Man er ansvarlig for sine succeser såvel som sine fiaskoer. Ligesom man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig.

Det fri samfund skaber stor velstand, og derfor vil samfundet også være i stand til at tage vare på de borgere, der ikke kan klare sig selv.

5. Vi tror på frihed til at disponere over sine egne ressourcer. Ejendomsret og kontraktfrihed er grundlaget for menneskelig virksomhed. Ved at styrke den private ejendomsret skaber vi økonomisk fremdrift og dynamik i samfundet.

Et frit marked uden unødig offentlig indblanding er den bedste garant for, at mennesker kan udvikle sig, eksperimentere og opnå ny viden.

Disse fem principper er udgangspunktet for vores politiske målsætninger.
Liberal Alliances politiske målsætninger er en reformstrategi. Vi kender retningen: Mere frihed, mindre formynderi. Vi holder af Danmark. Danmark som en vindernation. Alle, der vil den vej, kan være med i Liberal Alliance.