May-Britt Kattrup er født i Herlev. Hendes forældre ønskede at hun og hendes lillebror skulle vokse op på landet. Derfor sparede de sammen og købte et skur på otte kvadratmeter og flyttede til Orø. May-Britts forældre arbejdede hårdt og målrettet. Det lærte hende at gå efter det, hun ville have, og det har ført hende langt.

Tekst Katrine Basbøll · Foto Martin Bubandt

Min baggrund er ret anderledes end mine kollegers. Mine forældre var 18 og 23, da de fik mig, og boede under ret beskedne kår i en lille lejlighed i Herlev. Ved at tage ekstra arbejde om aftenen fik de sparet sammen til, at vi kunne flytte til Orø, da de gerne ville give min lillebror og mig muligheden for at vokse op på landet. Vores ‘hus’ var faktisk mere et skur på omkring 8 kvadratmeter, men vi følte nu aldrig, at vi manglede noget; der var masser af kærlighed og sunde værdier. Efter nogle år flyttede vi til et større hus, der nok stadig ville blive betragtet som ret beskedent, men for os var det nærmest et slot.

Det lå ikke i kortene, at jeg skulle have en længere uddannelse, eller at jeg ville ende med at blive politiker, men jeg kom i gymnasiet som den første i familien og læste efterfølgende til civiløkonom på Handelshøjskolen (nu CBS, red.). Jeg er altid blevet bakket op hjemmefra, og jeg har aldrig været bange for at arbejde hårdt eller køre langt for at få de jobs, jeg gerne ville have, og tjene penge til det liv, jeg gerne ville kunne leve.

Politik har aldrig været noget, jeg har drømt om. Jeg har altid stemt borgerligt, men reelt følte jeg ikke, det gjorde den store forskel. Det irriterede mig også, at borgerlige havde det med at trække i land, hver gang de endelig sagde noget fornuftigt. Men da Liberal Alliance dukkede op, blev jeg tiltrukket af, at de ikke bare sagde noget, jeg var grundlæggende enig i, men også stod fast på det, selv om det gav modvind.

I LA stopper vi dagligt forslag, der blander sig i den enkeltes frihed. Statens opgave er at beskytte os mod andre – ikke mod os selv og vores egne valg. Alle skal have lov til at leve, som den, de er. Det er både et personligt ansvar, en ret og en pligt.

Blå bog

- Født 1962
- Opstillet i Nordsjællands Storkreds
- Medlem af Folketinget siden 2015
- Ordførerskaber: Erhverv, Sundhed og ældre og Psykiatri
- Civiløkonom
- Tidl. produktchef, eliterytter og brand manager
- Gift med Niels, mor til Philip og bonusmor til Sofie og Frits
- Bor i Hørsholm