Joachim B. Olsen bliver irriteret, når politik ikke hviler på et sagligt grundlag, og når nogen taler grimt om hans folketingsgruppe. Derhjemme griner han ofte højt – af sig selv.

Tekst Ulla Hinge Thomsen · Foto Martin Bubandt

Mit liv består af min familie, politik og en fritid, hvor jeg træner og ser venner. Det er meget parcelhus og stationcar. Vi har ingen hund, men vi har en tam kanin, Snuske, som bor en skuffe i soveværelset og selv går ud og ind ad huset. Hun er højt elsket. Vi viser mange følelser hjemme hos os. Vi er virkelig gode til at grine ad både hinanden og os selv. Jeg er ikke bange for at indrømme mine fejl og siger også undskyld – hver uge. Jeg har nogle venskaber, som jeg har haft siden teenage-årene. De er næsten som familie og kender mine styrker og svagheder. Det betyder meget.

Folk siger ofte “vi troede slet ikke, du var sådan”, når de møder mig. Jeg er en lidt kontroversiel politiker, og mange tror, at jeg er uempatisk og ikke tænker på dem, der har det svært i samfundet. Det passer slet ikke, men jeg ligger ikke søvnløs over at være fejlfortolket. Men hvis nogen siger noget grimt om Laura, Ole eller Anders i folketingsgruppen, så bliver jeg virkelig vred og har svært ved at slippe det. Da jeg konkurrerede på et hold, kunne jeg heller ikke holde ud at se de andre kæmpe, jeg blev så nervøs på deres vegne.

Jeg kan ikke lide, når politik bliver irrationelt. Jeg prøver altid at være rationel. Det er fuldstændig legitimt at lave prioriteringer; der er gevinster og omkostninger ved al politik, også ved min, og det skal man stå ved. Jeg kan godt blive irriteret på politiske modstandere, når de ikke vil tale om omkostningerne ved deres. Det er derfor, jeg går op i tal og økonomi. Man må stå på et sagligt grundlag.

Christiansborg er en god arbejdsplads. Folk er passionerede og engagerede, både politikerne og dem, der arbejder i partierne. Det er også barsk. Ved et valg er der jo nogen, der ryger ud, og det skal man kunne acceptere. Det er så meningsfyldt for mig at være i politik, og jeg vil kæmpe med næb og kløer for at blive. Alt hvad der er værd at beskæftige sig med, er ofte meget svært. Hvis jeg virkelig brænder for noget, kan jeg arbejde på det fra tidlig morgen til sen aften. Det er der, jeg har det allerbedst.

Joachim B. Olsen

Blå bog

- Født 1977
- Opstillet i Københavns Omegns Storkreds
- Medlem af Folketinget siden 2011
- Ordførerskaber: Finans, Integration, Skat og Udlændinge
- Har læst historie på University of Idaho i USA
- Professionel atletikudøver inden for kuglestød
- Bor i Søborg
- Gift med Karen, far til Victoria og Marcus