Efter en dekoreret militærkarriere ændrede en vejsidebombe Steen Holm Iversens livsbane. Nu vil han i Folketinget for at forsvare vores frihed.

Tekst Redaktionen · Foto Morten Nielsen

Den 26. marts 2007 ændrede mit liv sig. Jeg sad i en pansret mandskabsvogn, der blev angrebet af en vejsidebombe og herefter skud. Efterfølgende var det her, at jeg opdagede styrken af den menneskelige urkraft: For på trods af den voldsomme oplevelse har jeg formået at rejse mig igen og fundet nye veje i livet. I min tid som major i forsvaret har jeg set, hvad krig, konflikter og dårlig statsførelse kan koste, når det gælder frihed og fortabte muligheder.

Alle mennesker er født med retten til at leve frit. Derfor trives vi også bedst og har størst mulighed for at opnå vores fulde potentiale, hvis vi maksimerer den individuelle frihed.

For mig er et forbillede et menneske, der har ført andre ud af ekstreme situationer. Winston Churchill var sådan et menneske. Han stod fast, og det skabte tillid til ham, så det britiske folk kom igennem 2. Verdenskrig. Churchill er et eksempel på, at hvis man befinder sig i barske situationer, skal man gå forrest og vise vejen. Ikke gemme sig og håbe på, at andre løser det for én.

At udvikle og skabe er noget, jeg befinder mig godt i. Jeg trives grundlæggende bedst med at kæmpe for det, jeg tror på. Der er en frihedskamp, som skal kæmpes. Efter over 30 år som ansat i staten har jeg på egen krop oplevet, at den offentlige sektor er fuld af ineffektiv ledelse og absurd sløseri, som ikke fremmer de ansattes handlefrihed og effektivitet. Det resulterer i sidste ende i, at vi ikke får nok for pengene.

Jeg er bekymret for vores demokrati i disse år, fordi politikerleden fylder meget. Det optager mig en hel del, hvordan jeg kommunikerer, og jeg leder konstant efter nye måder, hvor vi kan skabe nærvær mellem borgere og demokratiet på en saglig og faktabaseret facon. Jeg vil gerne slå et slag for ordentlighed, ærlighed og god moral i dansk politik.

Steen Holm Iwersen

Blå bog

- Født 1964
- Opstillet i Sydjyllands Storkreds, sidder i byrådet i Varde
- Officer i forsvaret, hvor han har været ansat siden 1985
- Har desuden arbejdet fem år i landbruget
- Gift med Dorthe og bor i Varde sammen med Dorthes søn, Thomas
- Far til Casper og Anne Cathrine