Alle skal kunne tjene 84.000 kr. skattefrit årligt

Man skal kunne finansiere sig selv og sin familie, før man skal finansiere andre. Derfor foreslår Liberal Alliance, at alle danskere skal kunne tjene de første 84.000 kr. skattefrit. For ingen skal forsørge staten, før de kan forsørge sig selv.

Tekst Benjamin Holst · Illustration Shutterstock

Topskatten skal væk, selskabsskatten skal ned, og alle skal kunne tjene de første 84.000 kr., uden at en stor del af dem går til staten. Med lavere skatter får danske familier flere penge mellem hænderne, virksomheder kan skabe flere jobs, og dansk økonomi vil gå fremtiden styrket i møde.

“Vi mener, at man skal kunne finansiere sig selv og sin familie, før man skal finansiere andre. For samfundet er det et gode, at forslaget vil få flere i beskæftigelse, og det vil blive nemmere at få fodfæste på arbejdsmarkedet,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Danmark har et af verdens absolut højeste skattetryk. Det hæmmer væksten og økonomien generelt. Derfor står lavere skatter helt i toppen på Liberal Alliances politiske dagsorden.

“Alle partier taler om, hvordan de vil bruge pengene. De er så at sige udgiftspartier. Vi er et parti, der vil se på, hvor pengene skal komme fra, og pengene kommer ved, at vi sikrer, at der fortsat er vækst i Danmark,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille, og fortsætter:

“Når man ser på nøgletallene for, hvad der vil være klogest for Danmarks økonomi, så er det at sænke selskabsskatten, afskaffe topskatten, gøre det bedre at investere i aktier og afskaffe efterlønnen.”

Velfærden uændret
Topskatten er den mest væksthæmmende beskatning, samtidig med at den giver staten en relativt lille indtægt. Norge og Sveriges svar på topskatten ligger på et væsentligt højere indtægtsniveau end i Danmark, og i Sverige har den nye regering, der består af Socialdemokraterna, Miljöpartiet, Centerpartiet og Liberalerna, netop besluttet sig for droppe deres version af topskat.

Ifølge Simon Emil Ammitzbøll-Bille er det nogle realistiske forslag, som sikrer, at den danske velfærd bliver ved med at være en af verdens bedste. Partiets skattepolitik er derfor fuldt finansieret.

“Hvis man gennemfører Liberal Alliances politik, vil man stadig have et af de mest lige samfund i verden. Vi vil bare gøre en ekstremt stor stat lidt mindre ekstremt stor. Der vil stadig være masser af mulighed for at hjælpe dem, der har behov for det. Vi vil sikre et udsatte-system og et ordentligt sundhedssystem, og vi vil sørge for, at der er en ordentlig socialpolitik,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

For danske familier vil Liberal Alliances forslag betyde, at de generelt får flere penge mellem hænderne og får råd til at tage oftere på ferie, sende børnene på efterskole, købe en større bil eller kan prioritere at arbejde lidt mindre og bruge lidt mere tid sammen med familien.

I reelle tal betyder forslaget om at fritage de første 84.000 kr. fra beskatning, at en kassedame vil tjene 20.000 kr. mere om året, en LO-familie med to indtægter vil have 40.000 kr. mere mellem hænderne, og en højtlønnet vil have 60.000 kr. ekstra.

Det giver et væld af muligheder:
“Det betyder i virkeligheden, at man får mere indflydelse på sit eget liv, i stedet for at man skal knokle så hårdt for at tjene penge til staten. Når folk er misundelige på dem, der tjener mest, så er det jo, fordi penge giver frihed og mulighed for, at man kan træffe flere valg og bestemme mere over sit eget liv,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Samtidig vil forslaget gøre det mere attraktivt for ledige at komme i arbejde.