Opslået: 18. november 2024

Er du vild med kommunikation, og har du en solid politisk forståelse? Så har vi måske den perfekte stilling til dig på Liberal Alliances kontor på Christiansborg.

Om stillingen

Vi søger en student til Liberal Alliances kommunikationsafdeling, Kampagne & Digital. Afdelingen arbejder kreativt med alt fra store kampagner til dagligdagens historier i det politiske Danmark, og uanset opgaven arbejder vi altid bedst, når vi finder på, sætter hurtigt i værk og tager ansvar. Derfor vil du i stillingen også få stor kreativ frihed.

Afdelingen kommunikerer og udkommer på mange måder og platforme. Bl.a. arbejder vi med korte og lange videoer, SoMe-opslag, grafikker, og større kampagner. I dit arbejde vil du skulle producere indhold til alle vores kanaler.

Det gælder f.eks.

• Kreativ konceptudvikling til strategiske kommunikationsindsatser
• Korte videoer til Reels og TikTok – fra idéudvikling til slutprodukt
• Grafisk arbejde i Canva
• Digitale driftsopgaver på vores hjemmeside og SoMe

Vi ser gerne, at du kan arbejde mellem 15 og 20 timer om ugen, og i eksamensperioder har du altid mulighed for at holde fri.

Om dig

Liberal Alliances sekretariat er en arbejdsplads, hvor alle ansatte har muligheden for at tage ansvar for både små som store projekter. Derfor søger vi dig, der brænder for at skabe et fedt produkt fra bunden og er proaktiv, selvstændig og kreativ. For os betyder iver, vilje og ild i øjnene nemlig mere end formelle meritter.

Vi forventer, at du har en stor interesse for samfundet og den politiske verden, så du kan vinkle en politisk dagsorden korrekt og forklare partiets budskaber på en simpel måde – ofte i et højt tempo. Hertil er det vigtigt, at du kan følge ting til dørs, og at du ikke er bleg for meget af det benarbejde, vi også skal lave på det digitale område. Derudover er du komfortabel med let teknisk arbejde – f.eks. videoredigering til SoMe.

Om Liberal Alliances sekretariat

Liberal Alliances sekretariat er en arbejdsplads med et meget fladt hierarki og en jovial omgangstone. Vi holder af at more os med hinanden, og derfor går der ikke mange timer mellem de høje grin på gangen, mens vi også samtidig gerne stævner ud mod en øl efter arbejde. Vi er lige over 30 ansatte på hele kontoret, der løfter i flok og arbejder sammen på kryds og tværs. Det vil du særligt opleve til vores daglige morgenmøder for hele sekretariatet, hvor alle byder ind og vender dagens begivenheder.

Af den grund er det også afgørende for os, at du er en holdspiller uden lige, der gerne vil sejre i flok.

Sådan søger du

Send din ansøgning og dit CV til afdelingens kreative chef og souschef, Sebastian Savio Nørby, på sebastian.noerby@ft.dk.

Har du spørgsmål til stillingen er du også meget velkommen til at ringe til Sebastian på tlf. 6162 3470.

Ansøgningsfrist: 4. december.