Regeringens skandalesager

Scroll for mere

Mette Frederiksens socialdemokratiske regering trækker et spor af skandaler efter sig. Med en uhørt grad af styringstrang og magtfuldkommenhed slår regeringen flere og flere revner i de værdier, der udgør grundsøjlerne i det danske demokrati.
Ikke siden Anden Verdenskrig har der været så meget virak om Grundlovens paragraffer, som mens Mette Frederiksen har været statsminister.

Og aldrig i danmarkshistorien har vi været vidne til en regering, der ufortrødent tromler hen over de retsstatsprincipper, der er sat i verden for at fungere som bremseklodser for regeringens uindskrænkede magtudøvelse.

En Voxmeter-måling fra september dokumenterer endda, at 44,7 procent af danskerne har fået mindre tillid til retssystemet, politikerne og den offentlige administration de seneste år, mens blot 5,7 procent har fået mere tillid.

Hvis man betragter den enkelte skandale isoleret set, kan man få indtryk af, at de blot er et produkt af tilfældigheder – for fejl kan jo ske for selv den bedste og også for Mette Frederiksen og hendes ministre. Men når man ser på sagerne som helhed, bliver det tydeligt, at skandalerne kan spores tilbage til regeringens måde at lede landet på.

Folkestyret var her, før nogen af os blev født, og det skulle også gerne være her den dag, ingen af os er her mere. Derfor er det afgørende, at vi står vagt om danskernes retssikkerhed og Danmarks demokratiske værdier.

I Liberal Alliance har vi samlet et udpluk af regeringens talrige skandalesager nedenfor.

Minkskandalen

På blot 44 minutter besluttede regeringen at bryde Grundloven ved at lægge hele det danske minkerhverv i graven med en ulovlig ordre. Minkskandalen ødelagde tusindvis af danskeres livsværk og fratog tusindvis af danskere deres levebrød.

Skandalens omkostninger på 19 mia. kr. blev sendt videre til de danske skatteydere, der som bekendt betaler nok i skat i forvejen.

For den sum penge kunne vi i stedet have givet 150.000 unge mennesker en faglært en uddannelse – og mange minkavlere har endda endnu ikke fået deres erstatning, fordi udbetalingen er druknet i bureaukrati.

Da skandalens hændelsesforløb blev undersøgt, satte minkkkommissionen utvetydigt to streger under, at statsministerens instruks om at aflive alle danske mink var ”groft vildledende og klart ulovlig”.

Og den tidligere Socialdemokratiske Finansminister, Bjarne Corydon, har sagt, at minkskandalen var ”udtryk for et systemisk sammenbrud, som landets politiske leder har forårsaget”, og at sagen er ”et direkte, logisk og nok uundgåeligt resultat af statsministerens brud med den danske model for regeringsledelse og forvaltning”.

Men et politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre besluttede at holde hånden over Mette Frederiksen ved at blokere for, at en advokatundersøgelse kunne sætte skandalen under lup og vurdere, om der er grundlag for at rejse en rigsretssag.

Skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste

Det sidste punktum i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste er endnu ikke sat, da skandalen stadig er ved at udspille sig.

Men det pibler løbende frem med nye oplysninger i sagen, der bidrager til at tegne konturerne af en sag, der kan vise sig at være mere alvorlig en selv minkskandalen.

Regeringens daværende Forsvarsminister, Trine Bramsen, har hjemsendt fem ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste, herunder FE-chefen Lars Findsen.

Lars Findsen er gennem to år blevet udsat for en uværdig og ydmygende behandling, hvor han er blevet overvåget af staten, har fået delt intime oplysninger om sit sexliv og siddet varetægtsfængslet i 71 dage – og sigtelsen af ham for landsforræderi hænger stadig over hans hoved.

Aldrig før i Danmarkshistorien er en FE-chef blevet anklaget for landsforræderi, og adskillige uafhængige eksperter har været ude og råbe vagt i gevær over det absurde hændelsesforløb.

Sagen er endda så alvorlig, at den trækker internationale overskrifter, og ifølge flere eksperter ser skandalen ud til at kompromittere Danmarks samarbejde med udenlandske myndigheder.

Sigtelsen af Claus Hjort Frederiksen

I slipstrømmen af FE-skandalen forsøgte regeringen også at sigte tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, for landsforræderi.
Det vides ikke med sikkerhed, hvad Claus Hjort skulle have gjort. Men sikkert er det i hvert fald, at der er tale om en højst mærkværdig og mystisk sag.

Som folketingsmedlem har Claus Hjort parlamentarisk immunitet, men regeringen ville have Folketinget til at ophæve hans immunitet i blinde, da kun partilederne måtte orienteres om, hvad han er sigtet for.

Da Danmarks Grundlov blev skrevet for 170 år siden, indsatte man netop bestemmelsen om parlamentarisk immunitet for at sikre, at justitsministeren ikke kunne udnytte sin udøvende magt til at sige politiske modstandere – og det var der en grund til.

For lande hvor magthaverne forsøger at retsforfølge oppositionspolitikere, som kritiserer regeringen, er typisk bananrepublikker, hvor borgernes retssikkerhed er en by i Rusland.

Men under Mette Frederiksens regeringstid er retstilstandens hegnspæle blevet flyttet betragteligt, og med en vaklende retstilstand, opstår der mange uforståelige og mystiske sager.

Regeringens behandling af medierne

Mens Mette Frederiksen har haft nøglerne til Statsministeriet har regeringens forhold til medierne udviklet sig til en krigszone.

Det mest oplagte eksempel fik vi syn for sagn for, da Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, kunne berette om en trussel, han havde fået af Mette Frederiksen op til en debat.

Baggrunden for truslen var, at Berlingske var på vej med en afsløring om Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, hvilket fik Mette Frederiksen til at udbryde, at hun håber, at Berlingske er blevet politianmeldt.

Da Mette Frederiksen senere i folketingssalen blev spurgt ind til, om Tom Jensens udlægning af sagen var gengivet korrekt, ville Statsministeren ikke svare på spørgsmålet. Og truslen mod Berlingskes chefredaktør er ikke bare en enlig svale.

Mette Frederiksen har tidligere været ude med beskyldninger såsom ”Nu kan man bare sige alt muligt, som er forkert, helt uden at der sker noget. Aviserne trykker det… I dag er der helt fri adgang og ikke mange voksne, der siger, at vi skal have nogle spilleregler”.

Det er i sig selv et mærkværdigt budskab, men det klinger ekstra hult set i lyset af, at Mette Frederiksen er notorisk kendt for at undgå interviews med pressen og i stedet koncentrerer sin kommunikation omkring de sociale medier, hvor hun er fri for kritiske spørgsmål.

I de sjældne tilfælde, hvor Mette Frederiksen ikke kan undslå sig pressens kritiske spørgsmål, er det efterhånden blevet lige så sikkert som amen i kirken, at hun svarer udenom:

”Det er ikke en diskussion, jeg har behov for at gå ind i”, ”Jeg kommenterer ikke på enkeltsager” og ”Af respekt for kommissionens arbejde, vil jeg ikke udtale mig” er alle eksempler på Mette Frederiksens konstante forsøg på at undvige de danske medier.

Danmark skal ikke være et samfund, hvor landets statsminister undgår pressens kritiske spørgsmål eller sågar forsøger at true medierne til tavshed, når de gør deres job.

Det er en forudsætning for ethvert demokrati, at pressen har mulighed for at kigge magthaverne i kortene uden at skulle frygte for repressalier.

Den gradvise udskiftning af ministeriernes neutrale embedsmænd

Siden Socialdemokratiet indtog Danmarks ministerier i 2019, er flere af landets neutrale embedsmænd blevet udskiftet med nye medarbejdere, som tilfældigvis alle sammen har bånd til Socialdemokratiet.

Den danske forvaltning bygger på en unik kultur, hvor befolkningen altid har kunnet være sikre på, at embedsmændene var uafhængige af skiftende regeringer, og at de besad deres stillinger på baggrund af kompetencer.

Men i januar 2022 havde 14 ud af 20 ministerier mystisk nok fået skiftet deres departementschef ud, hvilket er et historisk højt tal.

Den tidligere Socialdemokratiske Finansminister, Bjarne Corydon, har endda udtalt, at ”embedsværket i denne valgperiode har undergået en sådan politisering, at det politiske system i dag er i krise”.

Og da den tidligere pressechef i finansministeriet, Sigga Nolsøe, fratrådte sin stilling i 2020, gik hun til offentligheden og bedyrede, at det er en ”svær stilling, hvis man ikke er professionel socialdemokrat”.

Mindre end et år efter at Socialdemokratiet vandt regeringsmagten var der blevet ansat 7 pressechefer i ministerierne, som alle sammen tidligere har været ansat i Socialdemokratiet. Du kan se et overblik over listen her.

Det er en central hjørnesten i det danske demokrati, at embedsmændene er politisk uafhængige. Derfor er det et stort problem, hvis ministre skeler til embedsmændenes politiske overbevisninger eller endda udskifter dem til fordel for deres egne partikammerater.

Regeringens usandheder undergraver den danske tillidskultur

Den unikke danske tillid, der plejede at være karakteristisk for vores samfund, embedsværk og myndigheder er ved at blive underløbet med Mette Frederiksen som Statsminister.

Da corona-pandemien kom til landet, og Mette Frederiksen ville lukke samfundet ned, var hendes begrundelse, at myndighederne havde anbefalet det. Det passede ikke.

Da der blev fundet coronavirus hos de danske mink, og Mette Frederiksen ville slå alle danske mink ihjel, begrundede hun det med, at myndighederne havde anbefalet det. Det passede heller ikke.

Mette Frederiksen har også hårdnakket fastholdt, at det er en forudsætning for at få Arne-pension, at man skal være nedslidt. Det er også forkert, og det ved Mette Frederiksen endda udmærket godt, da hun selv er ophavsmand til den lovtekst, hvoraf det fremgår.

I kølvandet på Medarbejder- og Kompetencestyrelsens vurdering af Barbara Bertelsens fortsatte jobfunktion efter minkskandalen, påstod adskillige af regeringens ministre, at styrelsen var uafhængig af regeringen.

Men endnu engang måtte flere professorer offentligt gå i rette med regeringens usandheder, da det slet og ret er forkert, fordi styrelsen refererer til Skatteministeren.

Regeringen bruger ufortrødent usandheder som rambuk til at gennemtrumfe sin politik. Men for hvert eneste lemfældige skridt i retningen mod at realisere det socialdemokratiske utopia undergraves den uundværlige tillidskultur, som generationer før vores møjsommeligt har opbygget.

Når regeringen kritiseres, skubber den forvaltningen foran sig eller smider embedsmændene under bussen

Et stærkt og velfungerende demokratisk samfund er kendetegnet ved princippet om, at med magten følger ansvaret.

Men mens Mette Frederiksen har stået ved roret i regeringen, har man udviklet en uheldig tendens til, at magten siver opad, mens ansvaret siver nedad.

Når regeringen har begået store fejltagelser eller endda brudt loven, har det i flere tilfælde været embedsmændene, der måtte tage skraldet, mens regeringen gik fri.

Det så vi eksempelvis i kølvandet på minkkommissionens konklusioner, hvor højtplacerede embedsmænd blev hjemsendt eller fik advarsler, mens politikerne i regeringen omvendt gik fri – selvom det var dem, der udstak den ulovlige ordre om at slå alle Danmarks mink ihjel.

Og når regeringen kommer i uføre, har vi også set, at Socialdemokratiet tilsyneladende skubber forvaltningen foran sig for give legitimitet til beslutninger, der er blevet taget af regeringen selv.

Da Taleban eksempelvis gik sin sejrsgang i Afghanistan, stemplede den fungerende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste ind i den offentlige debat og fortalte om myndighedernes ellers fortrolige arbejde.

Flere uvildige ansatte i FE har ringet med alarmklokkerne over, at den fungerende FE-chef bidrager til debatten, som var han regeringens politiske værktøj og ikke en uafhængig og neutral myndighed.

Et andet eksempel så vi, da Miljø- og Fødevareministeriets embedsmænd gik i kødet på en række politiske udspil fra blå blok – selvom embedsmændene skal agere politisk neutrale og kun stå for de tekniske aspekter af forvaltningen.

For nyligt kom det også frem, at minister for fødevarer-, landbrug- og fiskeri, Rasmus Prehn, af flere omgange uretmæssigt har misbrugt ministeriets kreditkort til at bl.a. at betale for regninger på barer og restauranter.

Da Frihedsbrevet f.eks. kunne afsløre, at ministeren uretmæssigt har holdt en dyr luksusmiddag på ministeriets regning, var det imidlertid ministeriets departementschef – og ikke Prehn selv -, der var ude og sige undskyld.

Da journalisterne adspurgte departementschefen, om han var blevet bedt om at tage ansvaret for sagen af Prehn lød svaret ”Jeg går ikke ind i den der indre dialog – uanset hvordan du spørger – med vores dygtige og gode minister. Det kunne jeg ikke drømme om i nogen sammenhæng overhovedet”.

Det er endnu et eksempel på, at embedsmændene i Mette Frederiksens regering bliver sendt i byen for at tage skraldet for regeringen, når ministrene begår fejl.

Sådan genopretter vi tilliden: Liberal Alliances krav til en borgerlig regering

Vi ved endnu ikke, om der kan dannes borgerligt flertal, eller hvordan en blå regering vil se ud.

Men noget jeg med sikkerhed ved er, at Liberal Alliance aldrig vil lade en borgerlig statsminister opføre sig, som Mette Frederiksens regering har opført sig i de forgangne tre år.

Danmark har brug for et lederskab, der udviser ydmyghed overfor sin magt, sit ansvar og det danske demokratis spilleregler og institutioner.

Derfor har vi i Liberal Alliance fremlagt seks principper for et borgerligt lederskab af Danmark.

1) Vi borgerlige skal benytte proportionalitet i politikken. Respekten for den personlige frihed skal altid veje tungt, og politisk regulering med store omkostninger for frihed, økonomi og samfundsliv skal ikke gennemføres, bare så regeringen kan fremstå handlekraftig og stærk.

2) Vi borgerlige skal genetablere ministerier og styrelser som kilder til viden. En borgerlig regering skal ikke ændre på eller tilbageholde den faglige og uafhængige rådgivning, som myndighederne tilvejebringer. En regering er valgt til at træffe beslutninger, og vi skylder befolkningen, at disse beslutninger i videst muligt omfang træffes på et kvalificeret og fagligt grundlag.

3) Vi borgerlige skal ansætte de bedst mulige i centraladministrationen. Siden nøglerne til Statsministeriet blev erobret af Mette Frederiksen, har regeringen gradvist udskiftet neutrale embedsmænd med medarbejdere, der belejligt nok har bånd til Socialdemokratiet.

4) Vi borgerlige skal insistere på at lave reformer, som fremtidssikrer Danmark. At varetage visse erhvervsorganisationer eller fagforeningers særinteresser på bekostning af samfundet er rendyrket populisme. En borgerlig regering har et ansvar for at gennemføre reformer, der grundlæggende gør Danmark til et rigere, friere og bedre sted og giver de enkelte danskere så meget frihed og ansvar som muligt.

5) Vi borgerlige skal insistere på, at der skal være åbenhed i regeringsførelsen og i den offentlige forvaltning. Borgere og journalister skal ikke tage til takke med usaglige afslag på aktindsigter, blot fordi det er belejligt for regeringen. Tidsfristerne for aktindsigter skal overholdes, og regeringen skal i videst muligt omfang sørge for at skabe gennemsigtighed, så offentligheden har mulighed for at kigge regeringen efter i kortene.

6) Vi borgerlige skal insistere på, at en fri presse er afgørende for demokratiet, og vi skal til enhver til afstå fra at gøre pressen til en fjende og komme med vilde, generaliserende anklager mod medierne. Under et borgerligt lederskab skal vi insistere på, at magthaverne ikke kun skal gemme sig bag sociale medier, men også jævnligt stiller op til kritiske interviews, så befolkningen får mulighed for at træffe demokratiske beslutninger på et oplyst grundlag.