Indledning

Danmark har brug for et paradigmeskifte i beskæftigelsespolitikken. Nu er det på tide at forsøge sig med mere frihed og ansvar i stedet for mere pisk og kontrol.

Vores nuværende beskæftigelsessystem har vist sig at have svært ved at flytte ressourcesvage borgere fra passiv forsørgelse til aktiv beskæftigelse, selv når det går godt i økonomien.

Den danske socialdemokratiske velfærdsmodel bygger på den logik, at retten til generøse ydelser modsvares af pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. 

Problemet er bare, at denne forpligtelse tager form af streng kontrol fra beskæftigelsessystemet, der ofte opfattes som formynderisk, meningsløs og præget af kassetænkning, som formindsker motivationen til at tage ansvar for eget liv.

Systemet bygger grundlæggende på industrisamfundets langt mere ensartede arbejdsmarked. Men på det moderne arbejdsmarked, som er præget af større fleksibilitet og kompleksitet, er denne kassetænkning forfejlet.

Liberal Alliance vil med dette udspil fremsætte bud på en model for vores beskæftigelsessystem, der giver flere mennesker de nødvendige forudsætninger for at leve et aktivt liv, og hvor systemets umyndiggørelse og meningsløshed ikke skal hænge som en møllesten om halsen på særligt vores svage borgere. Vi skal have sunde økonomiske gulerødder, mere frihed til at løse opgaverne rigtigt og mere opmuntring og medmenneskelig, hjælpsom og tillidsfuld behandling af ledige.

Udspillet går på to ben: En reform af dagpengesystemet, hvor de mindst udfordrede ledige befinder sig, og en reform af kontanthjælpssystemet, hvor de mest udfordrede ledige befinder sig. Men delene spiller sammen, fordi systemet kræver sammenhæng for at fungere bedst.

Dagpengesystemet

Det danske dagpengesystem er løbende blevet reformeret, hvor man bl.a. har skåret perioden ned fra stort set uendelig til to år, hævet genoptjeningsperioden til et års aktiv beskæftigelse, og sænket kompensationsgraden ift. lønnen i aktiv beskæftigelse. I gamle dage var målet faktisk, at kompensationsgraden skulle være 100 %, idet man dengang ikke anerkendte økonomiske incitamenters virkning. Heldigvis er mange blevet klogere siden.

Dermed har man hævet den materielle tilskyndelse til at tage et arbejde, og godt for det. Men det system, der skal stå for den såkaldt aktive beskæftigelsesindsats, virker i meget ringe grad i praksis. Det er de færreste, der har oplevet dagpengesystemet indefra, som har særlig meget godt at sige om dets processer, tilbud og resultater – hvilket ikke skal ligge medarbejderne til last. De udfører blot de opgaver, politikerne har givet dem.

Eksemplerne er legio – og er bl.a. blevet beskrevet i primært sarkastisk tonefald i bloggen Dagpengeland, der siden er blevet til en bog, som kronikerer tilværelsen for en nyuddannet ledig, der møder dagpengesystemet.

Et forløb på jobcenteret indebærer, at man som oftest taler med en ny person til hver ”jobsamtale”, som det eufemistisk hedder, når man er indkaldt til regulære samtaler om status på jobsøgning, hvor man så kan få lejlighed til at fortælle sin livshistorie om igen og få både oprigtige og velmenende råd gentaget med forskellige stemmer. 

Man kan hurtigt regne med at blive sendt på såkaldte jobsøgningskurser, der udbydes af private konsulentvirksomheder.

Brugen af disse konsulentvirksomheder udgør et dræn af ressourcer fra beskæftigelsessystemet, som ikke modsvares af nogen meningsfuld effekt, og disse kurser, dagpengemodtagere sendes på, har indhold, der ofte antager komisk karakter. Pipfuglekurser, er de bl.a. blevet kaldt, fordi de indeholder såkaldte ”samarbejdsøvelser” med at finde ud af hvilken fugl, og de indeholder instrukser om helt basale redskaber som CV-opbygning, brug af LinkedIn og alverdens andre tiltag, som man som selvstændigt menneske givetvis selv har undersøgt eller spurgt konkrete personer om hjælp til i forvejen.

Længere henne i processen kommer aktiveringen, der sjældent har nogen særlig relevans for at udvikle de kompetencer, man kommer med eller ønsker at udvikle, men som derimod i høj grad virker som systemets måde at fortælle dets herrer i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at der skam bliver arbejdet på sagen.

Den gennemgående oplevelse er, at man mødes af et system præget af ekstrem kassetænkning, hvor papirerne, reglerne og registreringerne er det bærende element, og hvor de konkrete redskaber, man erhverver sig, ofte er enten komisk banale eller irrelevante for éns specifikke situation.

Det kan vi gøre bedre. Derfor foreslår Liberal Alliance følgende:

1) Aktivering for dagpengemodtagere overtages af A-kasserne, mod at A-kasserne bærer en større del af den økonomiske risiko.

Det offentliges aktivering af dagpengemodtagerne skal ophøre. Formynderiet erstattes med tillid til, at de fleste dagpengemodtagere gerne vil tilbage i job – blot at de og A-kasserne har et økonomisk incitament hertil.

Dagpengemodtagerne er de stærkeste ledige. De skal ud af jobcentrene. Den hjælp, man kan få fra A-kassen, er som regel langt mere orienteret mod såvel den konkrete lediges situation som den konkrete virkelighed udenfor beskæftigelsessystemet.

A-kasserne skal til gengæld have bedre incitamenter til at hjælpe deres medlemmer i beskæftigelse. Forsikrede personer betaler i dag et fast, årligt medlemsbidrag til A-kassen. Medlemsbidraget består af et statsbidrag, et administrationsbidrag og et ATP bidrag. Administrationsbidraget tilfalder a-kassen, mens stats- og ATP-bidraget tilfalder staten og ATP, og det er statsbidraget, der udgør den egentlige ”forsikringspræmie”.  Stats- og ATP-bidraget er ens for alle A-kasser, mens de enkelte A-kasser selv fastlægger administrationsbidraget. 

Statsbidraget skal fjernes i den forstand, at A-kasserne selv beholder den del af kontingentet og selv kan fastsætte dets størrelse. I dag bidrager staten med 17-19 mia. om året til udbetaling af dagpenge. Det beløb skal fastholdes uændret, men omlægges til et fast bloktilskud til A-kasserne på baggrund af A-kassernes medlemssammensætning og den historiske gennemsnitlige ledighedsrisiko for de enkelte medlemskategorier. 

A-kasser med mange ufaglærte, som har højere gennemsnitlig historisk ledighed end f.eks. akademikere, vil altså få et højere tilskud. Det medfører, at omkostningen ved højere gennemsnitlig ledighed i A-kassen betales af A-kassen selv og ikke af statskassen. Det giver A-kasserne et incitament til effektivt at hjælpe deres medlemmer i beskæftigelse.  Effektive A-kasser kan altså sætte deres kontingent ned og ineffektive A-kasser må sætte deres kontingent op. 

Det medfører også, at A-kasserne i højere grad vil kunne differentiere deres produkter. Vil en A-kasse tilbyde højere kompensationsgrad, f.eks. de første 3-6 måneder, så kan den frit gøre det. Men den skal selv afholde udgifterne hertil. Endelig vil de enkelte faglige organisationer få et incitament til at tage større hensyn til, om deres overenskomstkrav resulterer i større ledighed. For høje lønkrav vil resultere i, at medlemmernes A-kassekontingent stiger, hvor regningen for sådanne overenskomster i dag bæres af alle skatteydere.

Bloktilskuddet baseret på historisk ledighed justeres kun med lange tidsintervaller for at fastholde incitamentet til at bidrage til medlemmernes beskæftigelse, og for at sikre forudsigelighed og stabilitet for A-kassernes arbejde.

Det er frihed under ansvar, og det virker.

 

2) Afskaffelse af dimittend-dagpenge 

 

Er man nyuddannet fra en erhvervskompetencegivende uddannelse af mindst 18 måneders varighed, kan man få dagpenge på dimittendsats, hvis man er indmeldt i en A-kasse senest 14 dage efter dimission. Dimittendsatsen er 71 pct. af højeste dagpengesats, dvs. 13.644 kr. per måned før skat i 2020 (15.648 kr. for forsørgere).

Det er en indkomstfremgang fra SU’en under uddannelse (6.243 kr. pr. måned før skat i 2020) på næsten 7.000 kr. Uden, at man har været offer for andet end en godkendt afsluttende opgave.

Det er en usædvanligt generøs ordning. Dagpengesystemet eksisterer som en forsikringsordning i tilfælde af tab af arbejde, men dimittender har ikke tabt et arbejde. Der er heller ikke noget krav om at optjene ret til dagpenge og betale kontingent hos en A-kasse, før man modtager dagpenge.

Det kan ikke retfærdiggøres, at dimittender stilles så fordelagtigt, når deres udgiftssituation netop ikke har ændret sig mærkbart fra studielivet. Ganske vist mister man retten til en række rabatter og kollegier, men at dette skulle retfærdiggøre mere end en fordobling af den offentlige understøttelse, er ikke en troværdig påstand.

Dimittendsatsen har også konsekvenser for systemets sammensætning. Dimittendledigheden har ligget på omkring 20.000 fuldtidspersoner siden 2013 ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet, selvom beskæftigelsesmulighederne er blevet gradvist bedre i perioden, hvilket dog delvist kan forklares med et forøget antal dimittender. Ikke desto mindre har det haft den konsekvens, af dimittendledige i dag udgør en fjerdedel af dagpengemodtagerne, hvor de tidligere udgjorde en tiendedel.

Dagpengesystemet skal ikke fungere som incitament til forlænget ledighed efter endt uddannelse.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at dimittendsatsen for dagpenge sættes lig med SU-satsen, 6.243 kr. pr. måned før skat i 2020.

 

3) Fradrag for faglige kontingenter

 

Samtidig med finansieringsreformen ændres fradraget for A-kassekontingentet fra at være ligningsmæssigt fradrag til lav fradragsværdi til at kunne fradrages i lønnen før indkomstskatteberegningen på samme måde som arbejdsmarkedsbidraget og indskud på arbejdsmarkedspensioner. I dag er fradragsværdien af kontingentet mindre end skatten af dagpengene. Det er ikke rimeligt, da de penge, den forsikrede får udbetalt, er penge, den forsikrede selv har indbetalt. Det forringer incitamentet til at være medlem af en A-kasse og diskriminerer især medlemmer med høj marginalskat. Bloktilskuddet justeres, så forbedringen af fradraget er provenuneutralt.

Liberal Alliance hilser det altid velkomment, når man selv tager ansvar for at forbedre sin situation. Det gælder også, når man vælger af egen lomme at købe en privat lønforsikring.

Det er nu omkring hver tiende lønmodtager, som har erhvervet sig en sådan forsikring, og tallet har været stigende siden begyndelsen af dette årtusinde. Det har flere partier på venstrefløjen forsøgt at problematisere.

Argumenterne mod privat lønsikring afslører et underligt syn på privat initiativ – hvis meningen med dagpengesystemet er at hjælpe dem, der ikke selv kan, hvorfor er det så et problem, endsige en udhuling af systemet, at mange selv tager ansvar for at sikre deres indtægt i tilfælde af ledighed? Den universelle kassetænkning er åbenbart vigtigere end folks muligheder for at tage vare på sig selv.

Liberal Alliance vil derimod gerne understøtte denne udvikling. Derfor skal fradraget for faglige kontingenter på cirka 6.000 kr. årligt også kunne omfatte private lønforsikringer, således at vi tilskynder, at folk i højere grad tager ansvar for deres eget liv i tilfælde af ledighed i stedet for at skubbe deres udgifter over på systemet.

Et nyt kontanthjælpssystem

Enhver debat om kontanthjælpssystemet må desværre begynde med den erkendelse, at kommunerne og jobcentrerene i høj grad har spillet fallit, hvad angår evnen til at få ledige i job.

Systemet er simpelthen en uoverskuelig jungle for særligt de svageste ledige, der er for mange forskellige ydelser, og behandlingen på tværs af kommuner er for uensartet (hvilket er en lykke for de ledige i de få kommuner, der er ekstraordinært gode, men en ulykke for resten). Der mangler lighed på tværs af kommunerne og en mere ensartet sagsbehandling – baseret på højeste fællesnævner.

De svageste ledige har ikke brug for at blive mødt med formynderi og mistillid, men derimod med medmenneskelighed og en tro på, at de kan tage ansvar for deres eget liv igen. Og det nuværende system gør det desværre ekstraordinært svært at lave den forandring.

Antallet af kontanthjælpsmodtagere er det laveste i 10 år – cirka 125.000 mennesker ifølge Danmarks Statistik. Vi er ikke langt fra det niveau på cirka 110.000 mennesker på kontanthjælp, da beskæftigelsen gik bedst inden finanskrisen i 2008, men begge disse tal afslører jo desværre en sørgelig virkelighed: At selv når dansk økonomi er overophedet, og virksomhederne skriger efter mere arbejdskraft, er mere end 100.000 mennesker, hvoraf omtrent 25.000 er under 30, der formelt set kunne varetage et arbejde, stadig parkeret på kontanthjælp. Antallet af kontanthjælpsmodtagere er derfor væsentligt mindre påvirket af konjunkturer end antallet af ledige på dagpenge.

Kontanthjælpen har desværre i mange tilfælde en tendens til at bide sig fast som indkomstgrundlag for folks hverdag. Og den går desværre også i arv: I 2017 havde 66 % af alle kontanthjælpsmodtagere under 30 mindst én forælder, der også havde været på kontanthjælp i løbet af de foregående tre årtier. Og 22 % af dem havde mindst én forælder, som havde været på kontanthjælp i mere end 10 år i samme periode.

Disse tal er rystende, og de udfordrer én af kerneargumenterne for den socialdemokratiske velfærdsstat: At den kan løfte folk i bunden af samfundet.

Det kan vi gøre bedre. Derfor foreslår Liberal Alliance følgende:

 

1) Statslig enhed skal stå for tilkendelsen af førtidspension og flexjob

 

Førtidspension og fleksjob skal samordnes, således at de to følges ad. Det skaber et system med mere sammenhæng og gennemsigtighed.

  • Ordningerne samles i én. Fleksjobordningen integreres i førtidspensionsordningen. Førtidspensionen bliver en gradueret sats på 25-50-75 og 100 pct. afhængig af den pågældendes arbejdsevne. Deltidsførtidspensionister kan supplere førtidspensionen med arbejdsindkomst eller kontanthjælp.
  • Visitation til førtidspension samles under staten. Administrationen af førtidspension bliver flyttet fra kommunerne til en central myndighed under staten. Forslaget sikrer, at borgeres chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet – som i dag – ikke bestemmes af kommunegrænsen.
  • Ressourceforløbsydelse (i praksis 8 forskellige ydelser) afvikles. Deltagerne i et ressourceforløb vil i stedet kunne modtage kontanthjælp, hvis de opfylder betingelserne herfor. Færre ydelser vil gøre systemet mere gennemsigtigt og øge den enkeltes incitament til at komme i job.
  • Kommunerne skal tilbyde en effektiv virksomhedsrettet indsats for deltagere i ressourceforløb.
2) Sanktions- og aktiveringsdel skal adskilles –  Civilsamfundet skal i spil i forhold til de svageste ledige

 

 

Når de svageste ledige (aktivitetsparate) mødet op i jobcentret i dag, møder de et system, som både skal kontrollere, sanktionere og hjælpe dem på én og samme tid og ofte i form af samme person. Det skaber mistillid på det rent menneskelige plan.

Dem, der skal hjælpe de ledige med at komme tættere på arbejdsmarkedet, skal ikke også sanktionere dem. De to funktioner skal adskilles. 

Ledige skal leve op til krav, de skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og de skal aktivt søge job. Optimalt set bør det kunne håndteres digitalt, måske suppleret af medarbejdere, som er i dialog med evt. uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, hvor den ledige er i tilbud. 

Selve indsatsen med at bringe den ledige tættere på ordinær beskæftigelse skal håndteres af andre. Vi ser gerne af denne del overtages af civilsamfundet fx gennem udlicitering, så længe, det er en virkningsfuld indsats, der ikke blot bliver en kopi af jobsøgningskurserne i dagpengesystemet.

 

3) Nyt kontanthjælpsloft

 

Kontanthjælpsloftet har været en succes i at flytte folk væk fra kontanthjælpssystemet, så kontanthjælpen netop ikke bliver en permanent forsørgelse. Samtidig skal loftet bedre koble beskæftigelsessystemet sammen, således at de bygger på samme politisk bestemte udgangspunkt for ydelserne.

  • Kontanthjælpsmodtagere skal have en større økonomisk gevinst ved at tage et job til en månedsløn i den lave ende af lønskalaen (19.876 kr.), når der tages højde for, hvad de samlet set modtager i kontanthjælp, boligstøtte, særlig støtte, , børne- og ungeydelse samt børnetilskud.
  • Loftet sættes som udgangspunkt til et niveau svarende til 75% af 19.876 kr., som er den arbejdsindkomst, man maksimalt kan medregne pr. måned ved optjening af dagpenge. Loftet sikrer, at den disponible indkomst man kan opnå på kontanthjælp højest udgør 75 pct. af den disponible indkomst ved et lavtlønsjob til 19.876 kr. pr. måned. Dermed øges sammenhængen i hele systemet.
  • Loftet omfatter kontanthjælpslignende ydelser, boligrelaterede ydelser, børnetilskud og børne- og ungeydelse: Loftet omfatter personer over 30 år på kontanthjælp. Der er ingen ændringer i loftet for personer på integrationsydelse eller for personer under 30 år på kontanthjælp eller uddannelseshjælp.
  • Forslaget ophæver Rød Bloks forhøjelse af integrationsydelsen med 2.000 kr. om måneden samt den midlertidige forhøjelse af børnechecken for modtagere af integrationsydelse/personer berørt af kontanthjælpsloftet
  • Optjeningen af børnecheck stopper efter 3 år på det nuværende niveau (50 pct.). Efter man har optjent retten til kontanthjælp ift. opholdskrav, får man ret til fuld børnecheck.

Kontanthjælpsloftet har følgende konsekvenser (2020-pl, følger satsreguleringen) for modtagere af kontanthjælp eller uddannelseshjælp svarende til en voksensats (beløbene i tabellen er efter skat): 

Eventuelle forslag til principper for hjælp til de svageste langtidsledige:

  • Det er vigtigere, at kontanthjælpsmodtagere hjælpes til at gøre ting med formål og mening, end at de aktiveres for aktiveringens skyld. 
  • Det er vigtigere, at kontanthjælpsmodtagere anspores til at gøre noget for at forbedre deres generelle livssituation, end at de piskes til at gøre så meget så muligt.
  • Det er vigtigere, at kontanthjælpsmodtagere mødes af mennesker med tid og forståelse, end at de kontrolleres hyppigt og skematisk.
  • Det er vigtigere, at virksomheder og civilsamfund inddrages så smidigt som muligt, end at kommunen løfter det meste.