Passion for Porsche
Iværksætteren Mads Peter Veiby, manden bag M1, Cego og Spilnu.dk, er drevet af passionen for fede biler. Han får snart et hus, der er designet af Bjarke Ingels, hvor han kan se på sine biler fra alle rum.
I min barndom var der ikke råd til at tage på ferie, og når de andre børns familier købte nye biler, skelede vi altid til, om vores overhovedet kunne starte. Jeg blev selvstændig for at blive økonomisk uafhængig, og jeg har selv skabt alt, hvad jeg har.
Der er en magi i at træde på speederen og fare fremad. Jeg tror egentlig, at de fleste drengebørn kigger på bilkort og tænker, at de gerne vil eje sådan nogle seje biler. Det er det, jeg har taget videre som voksen. I dag har jeg 13-14 biler, og i øjeblikket er jeg i gang med at få renoveret Simon Spies’ gamle limousine, så jeg kan fragte mig selv rundt i den. Det er da en drengedrøm!
Min første bil var en gul Opel Kadett. Det var det, man kørte i uden for Aalborg, hvor jeg voksede op. Min mor havde en gul Opel Kadett, og da den ikke kunne mere, fik jeg lov til at købe en anden bil for skrotningspræmien. Jeg investerede i min kammerats bil… en gul Opel Kadett!
Den bil, jeg er gladest for i dag, er min Porsche Carrera GT. Den er bygget i kulfiber og er livsfarlig at køre i. Det er en bil for folk, der kan køre.
Det er vigtigt for mig at være med i velgørenhedsløbet Sportscar Event, hvor pengene går til Børnecancerfonden og andre gode formål, fordi jeg gerne vil dele min glæde for biler med nogen, der måske ikke har så meget at smile af i hverdagen. Uanset om det er det ramte barn, dets søster eller bror eller dets forældre. Vi ræser rundt med familierne tre gange om året, og det er fedt at kunne give dem den oplevelse.
Jeg har ikke dårlig samvittighed over noget. De første 400.000 kroner, jeg tjener hvert år, går til skat. Det er nærmere dem, der snyder skattevæsenet, som skal skamme sig. De er jo tyveknægte, men os, der selv tjener pengene, skal have god samvittighed og køre i lige så dyre biler, vi har lyst til. For tiden er jeg i gang med at få bygget et hus, hvor jeg kan gå og se på mine biler. Det er Bjarke Ingels, der har tegnet det. Man kan vel sige, at jeg kigger på mine biler, som jeg kiggede på bilkort som dreng.
Mads Peter Veiby
43 år.
Uddannet bankassistent.
Stiftede i 2003 mobilselskabet M1, som han solgte til TDC i 2009.
I 2012 startede han sammen med brødrene Jacob og Anders Spilnu.dk – som sidste år skabte et overskud efter skat på 72 millioner kr.