Kontaktoplysninger:

Email: klexander@gmail.com
Telefon: +45 22 80 40 80

Twitter
Facebook

Om Kim Alexander Jensen

Kim Alexander Jensen er folketingskandidat for Liberal Alliance i Sydjyllands Storkreds. Kim er opvokset i Randers, og han er søn af pædagog Sussie D. Jensen og landbrugskundechef John K. Sørensen. I dag bor han på en landejendom i Varde Kommune sammen med sin forlovede.

Uddannelse og karriere

Kim er har en kandidat i IT-ledelse fra Aalborg Universitet, hvorfra han også har en bachelor i Engelsk og International Virksomhedskommunikation. Han arbejder i dag i salgsafdelingen hos en globalt markedsledende Dansk IT-sikkerhedsvirksomhed.

Kim meldte sig ind i Liberal Alliance i 2015, men han har været liberal i mange år. Trods opvæksten i Randers, er Kim nu landet i Sydjylland. Han har altid haft familiær tilknytning til Sydjylland og har tidligere boet i Kruså, arbejdet på Danfoss i Gråsten, samt gået på efterskole ved både Skamlingsbanken og Skibelund. Nogle af hans første lommepenge blev tjent som flaskedreng i Metro Supermarked i Kruså.

Mærkesager

Borgernes frihed

Frihed og retfærdighed er hjerteblod for Kim. Borgerne bør have ret til leve livet, som de ønsker. Valg af gymnasium, uddannelse, livsstil og bopæl skal alle være frie valg, og borgernes handlemønstre skal ikke detailstyres igennem rigide regler og høje afgifter.

Som udgangspunkt mener han, at man skal have lov til alt dét, som ikke indskrænker andres frihed og sikkerhed. Borgerne må selv overveje forskellige valg og vælge dét som er rigtigt for dém.

Effektivisering af digitale løsninger og datasikkerhed

Kim er især interesseret i teknologi og digitalisering, og ser med bekymring på den førte politik på IT, data og tech-området. Vi skal ikke afholde os fra moderne teknologiske goder, såsom Uber og udnyttelse af kernekraft, men samtidig er der behov for at justere statens tilgang til indsamling, opbevaring og brug af borgernes data, så staten i højere grad tager ansvar og hensyn til borgernes rettigheder, deres privatliv og datasikkerhed.

Samtidig er han fortaler for, at man investerer mere i digitale løsninger, som kan effektivisere den offentlige sektor og dermed indfri det velkendte og enorme effektiviseringspotentiale i offentlige organisationer.

Opgør med Statens ejerskabspolitik

Staten skal ikke eje eller drive virksomheder, som konkurrerer imod det private erhvervsliv og privat innovation. Når man opkræver tårnhøje skatter fra borgere, virksomheder og investorer, bør disse penge ikke bruges til at konkurrere imod de selvsamme skatteydere.

Dét er ikke offentlig service, men derimod urimelig og unfair konkurrence. Derfor mener Kim, at staten skal ud af SAS, PostNord, DR og diverse andre selskaber.

Gøre nytte af videnssamfundet

Kim kæmper for et rigt og frit Danmark, hvor samfundet bemyndiger borgerne til at leve frie og indholdsrige liv. Et land hvor vi på ansvarlig vis byder privat teknologi og innovation velkommen, så vi nemmere kan løse nutidens og fremtidens helt store udfordringer. Vi skal udnytte vores videnssamfund og tillade de innovative løsninger, som kan gavne befolkningen, økonomien og miljøet. Læs mere om Kim og hans mærkesager på www.kimaj.dk.