Kontaktoplysninger:

Email: kontakt@louisebrown.dk
Telefon: +45 51 23 64 32

Facebook

Om Louise Brown

Louise Brown, på 41 år, bor i Randers sammen med sin mand Peter og deres datter Havanna, på 13 år. Hun er vokset op ved Langå og Stevnstrup, men rykkede i sine teenageår til Randers og senere København. Som 25 årig vendte Louise tilbage til Randers, hvor hun har boet siden. Louise stiller op som folketingskandidat for Liberal Alliance i Østjyllands Storkreds.

Uddannelse

Louise er uddannet markedsføringsøkonom og har en HD i Organisation og Ledelse. Derudover har hun 11 andre uddannelser/certificeringer. Det er vigtigt for Louise at være i udvikling, og hun er ekstremt nysgerrigt anlagt, så hun forsøger hele tiden at blive klogere. Louises mormor var meget politisk aktiv, hvilket kan være grundstenen til Louises politiske interesse.

Øget ansvar og frihed til borgerne

Det enkelte menneske skal have mulighed for at tage frie valg. Men vi mennesker er ingenting, hvis ikke vi er en del af et fællesskab. Derfor bør fællesskabet gøres endnu bedre. Dét kan gøres ved at give den enkelte mere ansvar for sit eget liv. Mennesket er intelligent og behøver ikke guidance i alt, hvad det foretager sig. Som vores samfund er lige nu, er vi blevet til en stor curling-familie. Vi er nødt til at give tilliden og ansvaret tilbage til individet.

Vores unge mennesker kan godt finde ud af at tage vare på dem selv. Voksne mennesker kan godt selv finde ud af at tage vare på dem selv. De, der ikke kan, skal vi som samfund hjælpe. Det har vi pligt til. Det er en del af det at være et fællesskab. Men kan man selv, så skal man selv. Nogle skal have lidt hjælp, men når så hjælpen er givet, så vil vi også opleve en opblomstring og lyst til at gøre mere selv. For det er fedt at tage ansvar for sit eget liv.

Vi skal have skabt et Danmark, hvor tillid og ansvar er i højsædet. Hvor respekten for og troen på, at borgerne selv ved, hvad der er bedst for dem, er mere udbredt end kontrol og bedrevidenhed fra systemets side.