På tærsklen til en teknologisk revolution

Kunstig intelligens er på rekordtid gået fra at høre til sci-fi bøgernes univers til at blive allemandseje. Men hvordan bør vi forholde os til de teknologiske tigerspring politisk?

I november løftede det amerikanske tech-selskab, OpenAI, sløret for det seneste skud på stammen i de hæsblæsende fremskridt indenfor kunstig intelligens.

Den nye AI-baserede chatbot ved navn ChatGPT så dagens lys, og siden har den spirende udvikling indenfor kunstig intelligens ført til både panderynker og beundring.

For ChatGPT er i sandhed udtryk for et teknologisk kvantespring.
Den kan trylle svar frem på alverdens spørgsmål, skrive digte, noveller, skolestile til 12-taller, originale bryllupstaler, raffinerede kokkeopskrifter eller politiske klummer som denne, der er gode nok til at blive bragt i landsdækkende dagblade.

På dette bagtæppe er kunstig intelligens således på rekordtid gået fra primært at høre til i sci-fi bøgernes univers til nu også at være et samtaleemne, som hr. og fru Danmark kunne finde på at drøfte under sommermånedernes studentergilder. Det er der primært to årsager til: Udviklingens hastighed og udviklingens uforudsigelighed.

I disse dage er der nemlig på ugentlig basis nye gennembrud, der trækker avisoverskrifter og får tidligere teknologier til at blegne.
Men alligevel er de teknologiske nybrud for langt de fleste af os stadig en enigma, som det er svært at blive klog på.

Frygt som automatreaktion

Vi forstår ikke teknologierne, og derfor har vi ikke en jordisk chance for at gennemskue udviklingen. Og når vi mennesker ikke kan gennemskue noget, så er automatreaktionen ofte, at vi bliver bange for det.
Det fik vi syn for sagn for, da Folketingets afslutningsdebat for nyligt løb af stablen. Her havde Mette Frederiksen nemlig fået ChatGPT til at skrive noget af sin tale for at sætte trumf på sin pointe om, at vi skal være særdeles varsomme, når det kommer til teknologiens rivende udvikling.
Nu er det selvfølgelig sådan, at man altid bør tage det med et gran salt, når Mette Frederiksen finder den kriseretoriske pensel frem for at male dommedagsprofetiske skræmmebilleder.

Men Statsministerens kritiske røster er langt fra at være en enlig svale.
I marts måned var der eksempelvis over 1.100 techmoguler og eksperter (heriblandt Elon Musk og forfatteren Yuval Noah Harari), der råbte vakt i gevær og opfordrede til at sætte udviklingen i AI på pause med et 6 måneders moratorium.
Og for nyligt ringede mere end 350 topchefer og forskere fra nogle branchens førende aktører såsom Sam Altman (hovedudvikleren bag ChatGPT), Google og Microsoft med alarmklokkerne i en fælles udtalelse om, at teknologien kan blive menneskehedens endeligt.

Men selvom mange eksperter råber vagt i gevær, er der mindst lige så mange ekspertvurderinger, der lovpriser fremgangen og peger på hvor meget værdi, teknologien kan skabe.
Det gør det utroligt svært at finde hoved og hale i, hvad man skal mene om kunstig intelligens.
Så hvordan skal vi politisk forholde os til den teknologiske udvikling?

Kigger man mod EU og USA er politikerne allerede nu ved at snedkerere nye love, der kan sætte hegnspæle for teknologiens udfoldelse.
Det kan der muligvis være en vis ræson i. Men før vi har en endelig lovtekst på plads, gør man nok ret i at være forsigtig med hverken at bifalde eller dømme den nye regulering ude på forhånd.

For på den ene side kan gumpetung regulering af kunstig intelligens sagtens være dét, der hæmmer udviklingen i så høj grad, at vi ender med at gå glip af teknologiens potentiale eller lader kineserne definere de etiske rammer for udviklingen.
Og på den anden side kan udviklingen også potentielt føre en masse dårligdom med sig – og i yderste potens sågar føre til menneskehedens udryddelse, som vi kender det fra plottet i adskillige bøger eller Hollywood film.

Et blik i historiebøgerne

Men alligevel må jeg erkende, at min egen grundindstilling er, at jeg som udgangspunkt er optimistisk anlagt.
For selvom nye teknologier ganske vist kan medføre uforudsete konsekvenser, er historien ligeledes rig med eksempler på, at nye opfindelser afføder enorme fordele for menneskeheden.

Så selvom uforudsigeligheden og frygten for det ukendte kan være skræmmende, må vi ikke lade vores mistroiskhed hæmme de teknologiske fremskridt, der kan afføde kolossale, men uforudsete fordele.
Da hæveautomaterne eksempelvis blev opfundet i 70’erne forventede man, at bankkassererne ville miste deres arbejde.

Men der endte med at ske præcis det modsatte. Flere jobs som bankkasserer skød frem, fordi hæveautomaterne skabte nye markeder, som fik efterspørgslen til at eksplodere.
Samme historie gør sig gældende, når det kommer til fremvæksten af automatiske symaskiner og tekstilindustrien eller 00’ernes software til scanning af dokumenter i advokatbranchen og antallet af advokatsekretærer.

Vejen frem herfra

Hvis vi politikere i en cocktail af frygt, bedrevidenhed og socialingeniør-kunst forsøger at detailregulere den kunstige intelligens ihjel, risikerer vi nemlig at blive efterladt på perronen.
Derfor skal vi sørge for, at de teknologiske fremskridt indenfor kunstig intelligens får lov til at spire. Men vi gøre det på en måde, hvor udviklingen ikke ender med at ramme os som en boomerang.

Vi må nemlig hverken forfalde til de bedrevidende politikeres overdrevne reguleringsiver eller de lalle-libertarianske anarkokapitalisters sirenesang om at vende tilbage til Det Vilde Vesten.
Som i så mange andre sammenhænge handler det nemlig om at finde den rette balance.

For vi står på tærsklen til en teknologisk revolution.
De valg, vi træffer i dag, sætter kursen for, om det næste kapitel i historien om teknologisk udvikling kommer til at handle om menneskelig fremskridt eller forværring.