Mod eventyret og nye opdagelser

En drengedrøm gik i opfyldelse 2. september 2015. Ikke bare for Andreas Mogensen,
der som den første danske ESA astronaut blev sendt ud i rummet. Men også for alle os, der sad med bankende hjerter foran skærmene og blev mindet om, at dedikation, entusiasme og en lille smule planlagt held kan føre os til stjernerne – bogstavelig talt.

Hvornår vidste du, at du har en særlig drivkraft?
”Drømmen om at blive astronaut blev født, da jeg lærte om NASA og Apollo-missionerne i 4.-5. klasse og blev fascineret af eventyret. Samtidig er jeg et konkurrencemenneske – jeg skulle vinde i Matador som barn. Kombinationen af de to ting har drevet mig. Men at blive astronaut er jo en speciel drøm; den kræver ikke kun hårdt arbejde, men også held. Så jeg lagde en mere realistisk plan om at blive rumfartsingeniør og holde dørene åbne, hvis muligheden skulle vise sig. Især som europæer er det svært at blive optaget som astronaut, og der skulle en række tilfældigheder til, for at jeg fik chancen. For eksempel udsatte det opsendelserne i to år, at den amerikanske rumfærge Columbia styrtede ned i 2003, hvilket betød, at jeg havde den rette uddannelse og den rette alder, da det blev tid.”

Men du var vel ikke bare heldig?
”Nej, det er klart. Som min ph.d.-vejleder sagde: Jo hårdere du arbejder, desto heldigere er du. Jeg har arbejdet hårdt for at blive ingeniør, tage en ph.d. og så videre. Og så handler det at blive astronaut ikke kun om uddannelse, men også om praktisk erfaring – og personlighed! The right stuff har ændret sig, fra de første astronauter blev rekrutteret i 1960’erne. Dengang var der større risiko for uheld, og missionerne varede ikke så længe. Så man valgte risikovillige piloter, en slags vovehalse. I dag handler det ud over videnskab meget mere om at kunne arbejde tæt sammen med andre under lange missioner.”

Hvordan forberedte du dig til netop den del af det?
”Vi lavede nogle missioner på jorden, som mindede om forholdene i rummet. Min klasse og jeg var for eksempel på en tur, hvor vi udforskede underjordiske hulesystemer. Så langt nede mister man forbindelsen til døgnrytmen, fordi man ikke kan følge solen, så deri lå en realisme. På samme måde var vi på en mission under vandet, der lignede situationen i rummet på den måde, at du ligesom en rumstation heller ikke bare kan forlade et undervandslaboratorium på 20 meters dybde, når du vil. Efter et par timer har din krop vænnet sig så meget til trykket, at du risikerer at dø, hvis du ikke kommer langsomt op.”

Du fortæller om det, som om det mest har været sjovt, er det ikke også hårdt?
”Jeg har altid været fascineret af eventyr og opdagelsesrejser; at undersøge systemer under jorden synes jeg er ekstremt spændende – det kunne jeg finde på at gøre i min ferie, og hvis jeg kun havde oplevet det og aldrig var kommet i rummet, havde jeg også været godt tilfreds. Jeg mødte da nogle af mine egne grænser under forberedelserne, for eksempel da vi var på overlevelsestræning i fem dage med kun én nødration pr. person. Selvfølgelig blev jeg mere irritabel og råbte lidt højere, men jeg fandt også ud af, at jeg godt kan overleve uden ret meget mad. Det kan godt lade sig gøre.”

Hvordan var det så endelig at komme af sted?
”At rejse i rummet er jo den ultimative rejseoplevelse. Du er vægtløs og flyver rundt som Superman og ser på jorden. Det er som at være på en højteknologisk campingtur, hvor du har det sjovt sammen med kammeraterne, kigger ud ad vinduet og ser fantastiske ting. Arbejdet i sig selv er også sindssygt spændende – og vigtigt. Som astronauter er vi med til at skabe fremtiden. Om 500 år er jeg overbevist om, at vi har inddraget en langt større del af rummet omkring os. Til den tid vil ingen stille spørgsmålstegn ved, at vi bruger penge på at rejse ud i rummet og spreder os til månen og måske også Mars.

Hvad tænkte du, da du så jorden udefra?
”Det tager halvanden time at flyve hele vejen rundt om jorden. Du oplever det som én klode uden landegrænser. På dagsiden ser du heller ikke mennesketegn som broer og veje. Du ser jorden som en rolig planet, der eksisterer i stilhed og fred. Når du kommer ud på nattesiden og ser milliarder af stjerner, giver det en helt anden fornemmelse af, hvor stort universet er. Så virker jorden pludselig lillebitte, selv om den før virkede så imponerende stor. De oplevelser gør selvfølgelig, at man får en større dybde i sin tankegang og også nogle refleksioner om vores skrøbelighed. Når du kigger sidelæns på jorden, ser du atmosfæren som en tynd blå linje – og det er jo den, der beskytter os. Selv om det er en kliché, så er jorden virkelig vores rumskib på vores rejse rundt om solen.”

Hvad var sværest deroppe?
”Vægtløsheden var en udfordring. Når du for eksempel skal udføre et eksperiment, og skruerne bliver ved med at flyve ud ad posen, og du skal stoppe dem ned igen – det kan være sindssygt besværligt. Jeg har blandt andet en video, hvor jeg er ved at sætte et instrument op, som er samlet fra mindre dele og stykker. Mod slutningen manglede jeg et stykke og tænkte, det var da underligt – men da jeg så videoen, kunne jeg se, at den fløj hen og svævede foran mit ansigt helt fra starten. Man mister mange ting på sådan en tur. Selve arbejdet er til gengæld ikke svært. Min chef, som også er tidligere astronaut, plejer at sige med et glimt i øjet, at det kun kræver tre ting at være astronaut: 1. Du skal kunne læse en vejledning. 2. Du skal kunne trykke på en knap. 3. Du skal kunne skrue en skrue i. Hvis du har evnerne og synes, det er sjovt, så er det ikke særligt svært.”

Hvordan var det så at komme hjem?
”Min første tanke ved landingen var glæde og tilfredshed over at have fuldført missionen med succes. Fordi vores rejse tog længere end planlagt, endte jeg med kun at skulle tilbringe otte dage deroppe og skulle derfor presse ti dages arbejde sammen på otte dage. Så det føltes lidt som at have arbejdet hårdt på et projekt og endelig kunne aflevere det. Samtidig var jeg fuldstændig udmattet, jeg har aldrig været så træt i hele mit liv. Kroppen skulle også vænne sig til ikke at være vægtløs mere. Det svarede jo til, at jeg havde ligget i sengen i ti dage og ikke brugt mine muskler. Men den lange ferie, jeg havde forestillet mig, måtte vente, for det næste halve år var lige så travlt som tiden optil, på grund af den enorme interesse, der var for missionen, ikke mindst i Danmark.”

Hvad skal du så nu?
”Jeg arbejder på at komme på en mission igen. En udfordring for mig er, at jeg kommer fra et lille land, fordi ESA er en politisk organisation, hvor de store lande bestemmer mest. Men planen er, at alle seks fra min klasse skal af sted igen. Og det er også realistisk.”

Hvad har gjort det muligt for dig at blive den, du er?
”Mine forældre har skabt et miljø derhjemme, hvor det at være nysgerrig og lave lektier var en positiv ting. Vi har desuden rejst rigtig meget, og det har styrket min eventyrlyst at opleve lande og kulturer. Samtidig har det gjort det naturligt for mig at rejse; jeg har aldrig tænkt, at det var svært at tage til udlandet. Da jeg ville være rumfartsingeniør, kunne man kun blive det i England, og det tænkte jeg ikke som en stor ting. Jeg tog bare af sted. I det hele taget har jeg altid tænkt, at hvis andre kan, så kan jeg også. Selv om noget har været farligt, så er risikoen værd at tage, hvis gevinsten er stor nok.”