Fremtiden bliver god, grøn & gavmild
Dommedag er aflyst, og forude venter en fremtid, der bliver god, grøn og gavmild.
I Liberal Alliance bryster vi os af at være partiet for de upopulære sandheder. Vi siger det, vi mener, og vi mener det, vi siger.
For der er behov for et parti i dansk politik, der tør at sige tingene, som de er. Uanset om vi diskuterer skattetryk, ældrepolitik eller etableringen af nye omfartsveje i Kirke Hyllinge, bør politikken føres på et oplyst grundlag og debatterne tages med saglige argumenter.
En af de debatter, der i dag er kørt ud på et sidespor, er klimadebatten. På højre side af den politiske slagmark er der mange, som end ikke anerkender klimaforandringernes eksistens. Og på venstre side har man omvendt så travlt med at male skræmmebilleder ved at overdrive problemets omfang, at der i dag er børn og unge, som lider af decideret klimaangst.
Jeg tror på, at der findes en vej mellem de to ekstremer. For ja, klimaforandringerne er alvorlige, og det får store konsekvenser, hvis vi ikke griber til handling. Men ingen forskning indikerer, at klimaforandringerne vil få jorden til at gå under, eller at der er grund til at gå i panik.
Går vi til klimadebatten med fornuftige principper som ledestjerne, skal vi nok nå over den grønne målstreg – præcis ligesom vi med flid, opfindsomhed og fornuftig regulering har overkommet så mange af menneskehedens hidtidige problemer.
Hvis rammerne er på plads, er det nemlig lige så sikkert som amen i kirken, at fremdriften nok skal indfinde sig.
Det skal ikke være os politikere, der fra toppen af elfenbenstårnet håndplukker vores foretrukne teknologier, som var vi en flok bedrevidende bureaukrater i Sovjetunionens politbureau.
”Gumpetung planøkonomi med politikernes yndlingslejetøj har aldrig skabt noget stort”, som Alex Vanopslagh engang udtrykte det.
De planøkonomiske principper skal derimod afløses af det vilde vesten. Vi politikere bør holde os til at skabe de overordnede rammebetingelser, for så skal virkelystne og innovative ildsjæle nok få det til at pible frem med nye teknologier.
Derfor skal vi slippe den teknologiske udvikling fri fra spændetrøjen af høje skattesatser og dumstædig detailregulering, så vi udnytter den menneskelige kreativitet til at overkomme klimaforandringerne.
Teknologiske tigerspring
Den offentlige debat lider af, at vi ofte undervurderer, hvor vigtigt vækst og velstand er. For med økonomisk vækst følger der nemlig teknologiske fremskridt, som kontinuerligt gør verden til et bedre sted.
Hvem kunne eksempelvis for blot 50 år siden have forudset, at vi i dag kan få svar næsten alle vore spørgsmål ved at gribe ned i lommen efter vores smartphone og lave en Google-søgning?
Hvem skulle for 200 år siden have troet, at vi ville få fly, biler og højhastighedstog?
Eller at ganske almindelige mennesker i dag lever et liv i en grad af luksus, som end ikke var fortidens mest magtfulde kejsere og konger forundt?
Ingen ville i sin vildeste fantasi have troet på det. For det er utroligt svært at forudsige hvilke fremskridt, der følger i den teknologiske udviklings kølvand.
Men fra min tid som iværksætter og investor i grønne start-ups ved jeg også, at det ikke er ensbetydende med, at udviklingen ikke kommer.
Hvis rammerne er på plads, er det nemlig lige så sikkert som amen i kirken, at fremdriften nok skal indfinde sig.
Det er bare svært for politikere og mange andre at acceptere, at fremskridtet ikke sker på kommando eller efter fastlagte skemaer.
Men sådan er det – udviklingen gror som vild natur, ikke i drivhuse.
Udviklingsprocessen fordrer således, at vi politikere med fornuftig regulering og liberale rammebetingelser muliggør, at iværksættere over hele kloden kan få gang i hjulene under den teknologiske proces.
Derfor bør vi borgerlige smede, mens jernet er varmt, og kigge fordomsfrit på en grøn energiforsyning, hvor vi tager de bedste teknologier i brug.
Vi skal smede, mens jernet er varmt
Sidste år var det præcis 100 år siden, at Niels Bohr modtog nobelprisen i fysik. Og siden Bohr i starten af det 20. århundrede slog sine folder som banebrydende forsker på Københavns Universitet, har vi i Danmark haft nogle af verdens bedste fysikere.
I dag udvikler danske selskaber såkaldte fjerdegenerations atomkraftreaktorer, der potentielt vil kunne udvikle sig til et eksporteventyr, som vil give vind i sejlene for en grøn omstilling. Men alligevel halter vi gevaldigt bagefter mange af vores nabolande, når det kommer til atomkraft. Siden 1985 har vi nemlig haft et forbud mod at lade kernekraft indgå i den danske energiplanlægning, og den danske venstrefløj ser stadig med skepsis på den grønne teknologi.
Men på trods heraf er der – som det oftest er tilfældet – grund til optimisme. For noget tyder på, at piben omsider er ved at få en anden lyd hos danskerne, når det kommer til spørgsmålet om atomkraft.
Mens blot 17 pct. af vores befolkning var tilhængere af at få atomkraft i år 2016, kunne en meningsmåling fra september afsløre, at vi i dag er nået op på 46 pct. Udviklingen går hurtigt, og i vores nabolande begynder folkestemningen også at vende. Med dannelsen af Sveriges nye, borgerlige regering er det således ikke længere usandsynligt, at der atter vil blive spaltet uranatomer i Barsebäcks reaktorer indenfor en overskuelig fremtid.
Derfor bør vi borgerlige smede, mens jernet er varmt, og kigge fordomsfrit på en grøn energiforsyning, hvor vi tager de bedste teknologier i brug. I Liberal Alliance foreslår vi at nedsætte en Niels Bohr-kommission bestående af både indenlandske såvel som udenlandske eksperter, der skal undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk jord.
Eksperternes resultater skal gøre os klogere på de fordele og ulemper, der vil være forbundet med at få kernekraft på dansk jord, så vi kan sikre os, at klimapolitikken føres på et oplyst grundlag.
Vores klimapolitik skal være kendetegnet ved internationalt udsyn, for om CO2-udledningen stammer fra Shanghai eller Slagelse gør ingen forskel i atmosfæren.
Den grønne førertrøje
Med Niels Bohr-kommissionens kortlægning vil vi ikke blot få mere viden om, hvorvidt og hvordan vi kan anvende kernekraft på dansk grund.
Kommissionens konklusioner vil også potentielt kunne udgøre startskuddet til, at Danmark bliver et nukleart foregangsland, der med førende forskning som drivkraft understøtter en grøn omstilling i global skala.
For klimaforandringerne er grænseoverskridende, og den grønne omstilling vedrører ikke kun vores eget land. Alligevel fører Danmark i dag klimapolitik på baggrund af nationalistisk navlepilleri, hvor vi ikke evner at se længere end til vores egen danske andedam.
Sådan burde det ikke være. Vores klimapolitik skal være kendetegnet ved internationalt udsyn, for om CO2-udledningen stammer fra Shanghai eller Slagelse gør ingen forskel i atmosfæren.
Derfor har vi i Liberal Alliances klimaudspil fra foråret anvist vejen til, at vi også får reduceret CO2-udledningen i andre lande.
Navnlig på venstrefløjen er det populært at afholde politiske skåltaler om, at Danmark skal være et foregangsland, der fungerer som et grøn udstillingsvindue, de andre lande kan efterligne.
Men det forholder sig imidlertid således, at vores nuværende strategi ikke rykker så meget som en tøddel i det globale klimaregnskab.
Faktum er nemlig, at vi er alt for gode til at prioritere symbolpolitiske tiltag, der ikke bidrager med meget andet end at pynte på Dan Jørgensens Facebook-profil.
Hvis Danmark skal være et reelt foregangsland, skal det være teknologiske fremskridt, der udgør rygraden i vores klimapolitik.
Vækst og velstand skal være krumtappen i vores klimapolitiske strategi, og vores bidrag til det globale verdenssamfunds grønne omstilling skal bestå af at udvikle og udbrede ny teknologi.
Dommedag er aflyst, og forude venter en fremtid, der bliver god, grøn og gavmild.
