Folketingsmedlem

Ole Birk Olesen

Gruppeformand
Finansordfører
Naturordfører

Scroll for mere

Derfor er jeg liberal

Frihed er noget, vi giver hinanden. Det er en aftale mellem os om, at vi lever i fred og fordragelighed med hinanden, uden at Jensen bilder sig ind, at han skal bestemme, hvad Hansen skal gøre med sit liv.

Frihed er en central politisk værdi for alle os, der kalder os liberale. Der er så mange politiske prioriteter, man kan have i denne verden, men uden frihed er de andre intet værd. Jeg vil hverken bytte friheden for tryghed eller for orden, selvom jeg gerne vil have begge dele og ikke mener, at frihed står i modsætning til tryghed og orden, tværtimod. Når politiske magthavere stiller sig op og lover tryghed og orden, hvis bare vi vil afgive vores frihed, siger jeg nej. Jeg tror ikke på, at ufrihed skaber tryghed og orden.

Der findes folk, som ikke kalder sig liberale, som påstår, at de skam også er for frihed, men jeg kan ikke høre det på dem.

Autoritære mennesker langt til ”højre”, som især findes i udlandet, vil acceptere friheden til at leve, som vi altid har gjort, men de vil ofte ikke acceptere friheden til at leve på nye måder. Forstokkede imamer i Iran hænger homoseksuelle i kraner, på Færøerne må kvinder, som bliver gravide ved et uheld, ikke skille sig af med graviditeten, og i USA er store religiøse grupper imod, at deres børn har frihed til at lære, hvad vi ved om universets og plante- og dyrearters skabelse.

Herhjemme har vi autoritære venstreorienterede, som godt nok gerne tillader folk at bryde med samfundets mest udbredte sociale og kulturelle normer, men ikke kan acceptere folks ret til at beholde de penge, de tjener, eller de virksomheder de stifter. ”Lev som du vil! Men de penge, som det koster at leve, beholder vi en meget stor del af, så du kun har råd til at leve på de måder, som det offentlige giver tilskud til,” er deres princip. Det er ikke frihed.

Det handler om frihed, men det handler også om, at et samfund kun kan udvikle sig i nye og mere positive retninger, hvis vi tillader hinanden at eksperimentere med andre måder at være sig selv på, være sammen med andre på, få idéer på, tjene penge på, skabe nye produktioner på. Ofte finder vi ud af, at eksperimenterne førte til fiasko. Så behøver andre ikke at efterabe! Men af og til opdager folk nye måder at indrette sig på, som er bedre end de gamle måder, og så kan alle andre lade sig inspirere, og de nye måder kan vinde udbredelse, og vi får det alle bedre! Kulturel og økonomisk evolution gennem frihed.

Samfund, hvor folk kan leve frit, har mest menneskelig værdighed, flest fremskridt og mest velstand.

Derfor er jeg liberal.

Udvalgsposter og ordførerskaber

Ordførerskaber
Finansordfører
Naturordfører

Udvalgsposter
Medlem af:
Finansudvalget
Miljø- og Fødevareudvalget
Udvalget for Forretningsordenen
Udvalget til Prøvelse af Valgene
Udvalget til Valgs Prøvelse

Om Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen er folketingsmedlem og gruppeformand for Liberal Alliance. Han er søn af Nis Olesen og Margit Olesen og gift med fotografen Sif Meincke. Ole blev i 1999 færdiguddannet som journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og blev efterfølgende ansat som politisk journalist på Ekstra Bladet. Herefter skiftede han til Berlingske Tidende, og i 2007 blev han ansvarshavende redaktør på den borgerlige netavis 180Grader.

Ved siden af sin journalistiske karriere har Ole i en årrække været en markant stemme i den offentlige debat. I 2007 udkom hans debatbog Taberfabrikken, hvor han italesætter nogle af de negative konsekvenser, som den danske velfærdsstat har for bl.a. familier, kriminalitet og økonomien. Og han skriver jævnligt debatindlæg i aviser som Berlingske og deltager som debattør i diverse tv-programmer.

Oles politiske karriere begyndte i 2010, da han blev folketingskandidat for Liberal Alliance. I 2011 blev han valgt til Folketinget i Østjyllands storkreds, hvor han også blev genvalgt ved valgene i 2015 og 2019. Da Liberal Alliance i november 2016 blev en del af VLAK-regeringen, blev Ole transport-, bygnings- og boligminister. Som minister gjorde Ole det bl.a. muligt for fjernbusser at konkurrere med DSB på strækninger under 75 km; gennemførte en aftale om udbud og automatisering af S-tog; og fik igangsat byggeri af fast forbindelse til Femern Bælt.

Ole er i dag gruppeformand i partiet. Desuden blev han ved kommunalvalget i 2021 valgt til Københavns Borgerrepræsentation – og genvalgt til Folketinget i 2022.