Derfor kan vi ikke bare lukke jobcentrene
En nuanceret og konstruktiv beskæftigelsespolitik
Det startede med, at Nye Borgerlige ville lukke jobcentrene – nu synger regeringen samme sang. Hvis du kan holde til en lidt mere dybdegående beskrivelse, så vil jeg gerne tage dig igennem mine overordnede tanker om det jobcenter-system, vi har – og hvilke udfordringer, vi bør tage fat i, i stedet for at lave hurtige overskrifter.
I medierne har dårlige jobcenter-historier nemlig fyldt meget, hvilket har gjort det mere og mere populært at køre med en simpel retorik om, at jobcentrene er overflødigt pengespild, der bare skal lukkes hurtigst muligt.
Jeg er helt enig i, at den aktive beskæftigelsesindsats er alt for omfattende og at der sagtens kan spares nogle milliarder på området – samtidig med, at borgerne får en mere værdig behandling.
Jeg tror dog ikke, at vejen til en mere effektiv beskæftigelsesindsats er nem eller simpel. Den kræver indsigt og den kræver grundighed.
Regeljunglen skal nemlig trimmes gevaldigt ned, så fagligheden kan blomstre, hvilket er en meget stor opgave. Den slags er vi heldigvis ikke bange for i Liberal Alliance!
Vores grundholdning er, at så mange som muligt bør forsørge sig og sine. Vores grundholdning er dog også, at vi skal støtte dem, som ikke kan selv – og hjælpe dem som selv kan, men har brug for hjælp til at opnå selvforsørgelse.
Det er måske svært for dig at holde tungen lige i munden, når du læser om Syge Sussies forløb, men Syge Sussie kan ubesværet forklare hele forløbet i udførlige detaljer, da hendes jobcentersag efterhånden fylder hele hendes liv.
Systemet i dag er dog alt for komplekst.
Det er alt for reguleret.
Det er alt for styret af Excel-ark.
Det giver ikke socialrådgiveren plads til at give den støtte, som borgeren har brug for – mest af alt fordi fokus er på korrekt registrering og at flytte borgeren fra den ene kasse til den anden, så kommunen kan spare penge, og staten ikke kommer og løfter en pegefinger for at kommunen ikke gør det “godt nok”.
Vi er mange politikere, der gerne vil forsimple området.
Men det er svært når det er så indviklet.
For at du kan få et reelt indblik i systemet, har jeg fundet et af mine tidligere indlæg fra 2020 frem igen.
Det handler om Syge Sussie.
Det er langt – men tygger du dig igennem det, så ved du nok mere om vores beskæftigelsessystem end mange politikere.
Historien om Syge Sussie? Hold godt fast – det er noget af en tur!
Det er meget synd for Syge Sussie. Hun har været i systemet i mange år. Hun er træt og mener, at hun burde få en førtidspension. Alle dem, hun kender, er enige med hende – og Jobcentrets Ofre er også rødglødende hver gang, hun fortæller om sin sag på facebookgruppen.
Det er måske svært for dig at holde tungen lige i munden, når du læser om Syge Sussies forløb, men Syge Sussie kan ubesværet forklare hele forløbet i udførlige detaljer, da hendes jobcentersag efterhånden fylder hele hendes liv.
Syge Sussie startede i Jobcentret som ledig på dagpenge. Imens hun var på dagpenge, fik hun tiltagende smerter i ryggen og blev sygemeldt – og kom på sygedagpenge. Efter 22 uger kunne hun ikke forlænges efter nogle af de 7 forlængelsesmuligheder i sygedagpengeloven. Hun var dog stadig for syg til at arbejde og blev derfor tilkendt et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, som svarer til kontanthjælpssats, men i modsætning til kontanthjælpen, så er ressourceforløbsydelsen uafhængig af evt. formue og ægtefællens indkomst (hjernedødt unødvendigt kompliceret – I know!)
Syge Sussie er sygemeldt fordi hun har en diskusprolaps, som giver rygsmerter. Derudover har hun følt sig presset igennem alle mulige indsatser under sin sygemelding, såsom fysioterapi, mentor og praktik. Det har medført, at Sussie også lider af en belastningsreaktion. Derfor har Jobcentret sendt hende til støttende beskæftigelsesrettede psykologsamtaler og til et mestringsforløb om stress.
I en lægeattest skriver Sussies læge, at Syge Sussies ryg er så velbehandlet, som den kan være og at hun helbredsmæssigt godt kan stå til rådighed for et arbejde, der ikke belaster ryggen. Ifølge lægen er problemet bare, at hun har et barn med ADHD, som for tiden er så belastet af, at kommunen ikke vil give ham det rigtige specialtilbud. Hun kan derfor ikke tage på arbejde, fordi hun skal passe på sin dreng derhjemme.
Jobcentret ’raskmelder’ Syge Sussie, selvom hun er uenig i, at hun kan varetage et arbejde med sine rygsmerter. Det er lige meget, fordi Jobcentret har jo lægelig dokumentation for, at hun godt kan arbejde med skånehensyn og at årsagen til, at hun ikke kan arbejde, ikke skyldes helbredet. Derfor fastholder Jobcentret afgørelsen om at stoppe hendes jobafklaringsforløb, da hun ikke er uarbejdsdygtig grundet egen sygdom.
Syge Sussie troede, at raskmeldingen ville være det største chok den måned. Men det var det ikke. Det store chok kom, da hun blev afvist af A-kassen, da hun igen skulle melde sig ledig (som hun måtte gøre for at få penge, selvom hun ikke troede, at hun kunne arbejde).
Hun blev mødt af dagpengesystemet med en dobbelt afvisning.
For det første mente de ikke, at hun kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis hun havde så ondt i ryggen. Det syntes Syge Sussie var latterligt, at de pludselig gik op i, da sygedagpengeafdelingen jo mente, at hun godt kunne arbejde med sin ryg.
Derudover havde hun ingen dagpengeret tilbage, da jobafklaringsforløbet åbenbart tæller med i brug af dagpengeperioden, som er tidsbegrænset.
Uden ret til dagpenge, sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb måtte Syge Sussie ty til det laveste niveau i det offentlige forsørgelsessystem – kontanthjælp (jaja, der er naturligvis også selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, som kan være lavere, men den gælder ikke for Sussie, som er født og har boet i Danmark hele livet).
På kontanthjælpsafdelingen fortæller Syge Sussie til sin rådgiver, at hun slet ikke kan arbejde, fordi hendes søn har det så skidt, og derudover er hendes stress forværret, efter at sygedagpengerådgiveren raskmeldte hende – hun fortæller, at hun har klaget over afgørelsen, men at det minimum tager et halvt år, før Ankestyrelsen er færdige med at behandle sagen. Syge Sussie fortæller, at hun har søgt tabt arbejdsfortjeneste fra sønnens sagsbehandler i familieafdelingen, så hun kan passe sin søn med ADHD hjemme.
Håbet om at komme væk fra Jobcentret og få tabt arbejdsfortjeneste blev dog hurtigt taget fra Syge Sussie. Hun fik afslag på ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste, da kommunen vurderede, at de kan give den støtte som drengen har behov for i normaltilbuddet, og det derfor ikke var nødvendigt, at han skulle passes hjemme.
Kontanthjælpsafdelingen omvisiterer hende fra at være jobparat til at være aktivitetsparat, da hun har problemer udover ledighed, og skal deltage i aktiviteter, som skal fremme hendes muligheder for at opnå beskæftigelse.
Syge Sussie mister lidt efter lidt håbet om en fremtid på arbejdsmarkedet – og bliver mindre og mindre samarbejdsvillig med Jobcentret. Nu er hun henvist til en socialøkonomisk virksomhed, hvor hun syr grydelapper. Det er meningen, at hun stille og roligt skal vænne sig til mødetider igen efter lang tid uden for arbejdsmarkedet. Hendes sagsbehandler har snakket om at sende hende til kommunens rehabiliteringsteam, da hun måske hellere bør være i et ressourceforløb, da hun har en så langvarig en sag og efterhånden komplekse problemer ud over ledighed.
Du behøver heller ikke at fortælle mig, om du synes, at Syge Sussie er en brokrøv, som bare skal være glad for, at hun modtager en forsørgelse – eller om du synes, at det er synd for Syge Sussie, og at hun bør få en førtidspension, da hun blot er et ødelagt produkt af vores forfejlede system. Før systemet var hun jo bare Sussie.
Ud af det blå modtager hun en afgørelse fra Ankestyrelsen i forbindelse med den klagesag, som Syge Sussie havde glemt alt om.
De har hjemvist sagen til ny behandling, fordi Jobcentret ikke havde indhentet oplysninger om den psykiske tilstand, før de traf afgørelse om raskmelding fra jobafklaringsforløbet.
Da sagen ikke var tilstrækkeligt belyst, er afgørelsen ugyldig, og Syge Sussie har ret til at komme tilbage på jobafklaringsforløbet og modtage den manglende ydelse med tilbagevirkende kraft for de seneste 7 måneder.
Syge Sussie ser afgørelsen fra Ankestyrelsen som en kæmpe sejr og som et klart bevis på, at kommunen ikke aner, hvad de laver.
Sygemeldingen i jobafklaringsforløbet skal nu fortsætte, og kommunen kan ikke raskmelde hende igen, da Syge Sussie nu også har udviklet stress og depression som følge af den længerevarende belastningsreaktion.
Den pludselige drejning i sagen medfører, at Syge Sussie har en jobafklaringsforløbssag, som snart er 2 år lang – Ifølge lovgivningen skal sagen derfor behandles i kommunens rehabiliteringsteam for at undersøge hvilke indsatser, hun har brug for, og hvilket forsørgelsesgrundlag, hun skal være på. Egentligt et fint sammenfald, da det også var kontanthjælpssagsbehandlerens plan, at sagen skulle behandles af rehabiliteringsteamet.
Rehabiliteringsteamet er ikke i tvivl om, at Syge Sussie skal bevilges et ressourceforløb i 3 år på baggrund af sin smertetilstand, de psykiske udfordringer og rygproblematikken, sammenholdt med det langvarige forløb og de sociale omstændigheder.
Forløbet skal indeholde mentorstøtte til at motivere hende til at se en fremtid på arbejdsmarkedet, der skal fokus på træning af ryggen, og hele forløbet skal koordineres således, at det spiller godt sammen med forløbet, som kører i familieafdelingen med hendes søn og eksmand. Der peges også på, at Syge Sussie skal i praktik, så hun kan genoptræne sin arbejdsevne. Afslutningsvis anbefales det, at der tages kontakt til praktiserende læge for at høre, om Syge Sussie bør henvises til forløb ved smertelæge ift. smertehåndtering.
Tiden går, og Syge Sussie ser intet formål i noget af det hele. Syge Sussie fik 5 psykologsamtaler på sygehuset i starten af ressourceforløbet, men det hjalp ikke noget særligt. Fysioterapi og træning gør smerterne værre, så det er hun stoppet med. Hun er i sin 3. praktik og det går elendigt. Hun magter ingenting derhjemme, selvom hun kun arbejder 2 gange om ugen i 1½ time.
Jobcentret snakker om endnu en ny praktik, da de mener, at hun ikke har været motiveret nok, og at skånehensynene heller ikke er helt tilgodesete i den nuværende praktik. Jobcentret vil følge psykologens anbefaling også sætte fokus på, at Syge Sussie skal blive bedre til at sige fra og mærke efter. Derfor vil de tilknytte en virksomhedsmentor under praktikken, som skal støtte op om dét.
Syge Sussie mener, at hendes krop er fuldstændig slidt, og at intet kan få hende tilbage i arbejde. Til samtalerne i Jobcentret opfører hun sig så møgirriterende, som hun kan, da hun er så træt af det hele. Syge Sussie sviner alle rådgiverne til hver gang, hun er til en samtale. Hun møder ikke op uden en bisidder, og hun optager alle samtaler med en lydoptager. Det siger alle på Jobcentrets Ofre, at man skal gøre.
Det eneste, hun vil, er at få en førtidspension, og hun synes at det er vanvittigt, at Jobcentret ikke kan se, at det er den eneste rette løsning for hende.
Jobcentret vurderer ikke, at de har hjemmel til at bevilge en førtidspension, da betingelsen om, at alle relevante behandlingsmuligheder skal være udtømte, ikke er opfyldt. Sussie er nemlig stadig ikke færdigbehandlet for sin smertetilstand og afventer opstart på et gigt- og rygcenter til februar næste år. Nogle læger mener, at det kun er livskvaliteten, der kan forbedres ved sådan et forløb, imens andre læger mener, at man først kan vurdere Syge Sussies arbejdsevne, når hendes livskvalitet og funktionsevne er bedret.
Derudover har Jobcentret svært ved at forstå, hvorfor Syge Sussie med de samme lidelser har kunnet møde i 25 timer ugentligt i den socialøkonomiske virksomhed, men nu er max belastet med 3 timer om ugen.
På baggrund af det lange forløb og de dokumenterede lidelser taget i betragtning er det konkluderet, at Syge Sussie nok ikke kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked – men kan hun på sigt måske varetage et fleksjob på 12-14 timer om ugen? Et fleksjob til én, der ikke tror på sin arbejdsevne, har dog tendens til at resultere i en parkering på ledighedsydelse i årevis (”dagpenge” for fleksjobbere).
Hvad tænker du, at Jobcentret bør gøre? Forstår du Syge Sussie?
For Syge Sussie er der uden tvivl tale om en kamp imellem 2 sider.
Det gode og det onde.
Hende imod systemet og de røvhuller, der ikke forstår hende.
Jeg ønsker ikke at vælge side med dette indlæg – eller at få dig til at vælge side.
Du behøver heller ikke at fortælle mig, om du synes, at Syge Sussie er en brokrøv, som bare skal være glad for, at hun modtager en forsørgelse – eller om du synes, at det er synd for Syge Sussie, og at hun bør få en førtidspension, da hun blot er et ødelagt produkt af vores forfejlede system. Før systemet var hun jo bare Sussie.
Måske du hælder til en lille blanding af begge sider?
Ærligt talt. Det gør jeg faktisk selv.
Syge Sussie er en fiktiv person, men historien er en ganske realistisk beskrivelse af en typisk langvarig Jobcentersag. Man skulle tro, at jeg havde formået at præsentere jer for alle målgrupper og ydelser med denne historie – men nej, der er faktisk endnu flere. Jeg tænker dog, at denne lange smøre er nok til at illustrere min pointe.
Vores beskæftigelsesregler har udviklet sig til noget, ingen ønsker sig.
Årsagen til, at jeg ikke kan understøtte en politik om bare at nedlægge beskæftigelsesindsatsen, som vil være den indlysende effekt af bare at lukke jobcentrene, er, at jeg i mit arbejde på området har set vigtigheden og værdien af den, når den lykkes. De fleste historier er nemlig ikke som Sussies.
Der er forskellige processkridt og rettigheder, alt efter om du er:
Over eller under 30 år; forsikret ledig eller på kontanthjælp; på sygedagpenge eller i et jobafklaringsforløb; i ressourceforløb eller under revalidering; førtidspensionist eller fleksjobber – eller ledig fleksjobber.
Beskæftigelsesindsatsen er blevet alt for indviklet og fyldt med alt for meget, som enten bør varetages andetsteds, eller også bare droppes helt.
Det må vi alle sammen indse og forsøge at komme væk fra – uanset om vi mener, at ydelserne bør være højere eller lavere – eller om Jobcentrene bør lukkes eller udvides.
Årsagen til, at jeg ikke kan understøtte en politik om bare at nedlægge beskæftigelsesindsatsen, som vil være den indlysende effekt af bare at lukke jobcentrene, er, at jeg i mit arbejde på området har set vigtigheden og værdien af den, når den lykkes. De fleste historier er nemlig ikke som Sussies.
Mange mennesker både kan og vil tage ansvar for sig selv, men har brug for en støttende indsats for at komme i gang. Den indsats skylder vi både den enkelte og vores samfund, da alternativet er, at de står udenfor fællesskabet, at støttebehovet risikerer at vokse sig større, og livskvaliteten lider gevaldigt. En mindre, mere menneskelig og mere effektiv beskæftigelsessektor er derfor Liberal Alliances ambition.
I øjeblikket står vi dog også med endnu en årsag til at træde varsomt, før vi afvikler jobcentrene. Den årsag er udfordringerne i den øvrige offentlige sektor. Herunder især psykiatrien.
Bliver vi ved med at se de forskellige fagområder som særskilte emner, så lykkes vi aldrig med at skabe en sammenhængende offentlig sektor.
Grundet eksempelvis lange ventetider til både udredning og behandling i psykiatrien, har vi mange borgere med psykiske udfordringer, som modtager støttende indsatser via beskæftigelseslovgivningen, i et forsøg på at forbedre – eller som minimum vedligeholde – deres tilstand, indtil de kan få den rigtige hjælp. Det er ikke noget, som jeg anser som værende en ”jobcenteropgave”, men ofte er det den bedste løsning, jobcentrene kan bidrage med, når nu situationen er, som den er.
Jeg er ikke i tvivl om, at en bedre fungerende psykiatri vil nedbringe både varigheden af ledighedsforløbene og omkostningerne på beskæftigelsesområdet. Det samme gør sig gældende med social- og handicapindsatserne i kommunerne.
Hvad regeringen mener, når de siger, at de vil nedlægge jobcentrene, venter vi stadig på en redegørelse for. Meget tyder dog på, at de vil justere og omdøbe beskæftigelsesindsatsen, da meldingen har været at skære området med 3 mia. (omkostningen er aktuelt ca. 12 mia.). Ville de nedlægge jobcentrene, så ville besparelsen jo ikke kun være 25%.
I Liberal Alliance vil vi indgå et konstruktivt samarbejde med regeringen og kæmpe med næb og klør for at reformere området, så tillid og ansvar bliver de bærende søjler.
Konkret vil jeg, bl.a. arbejde for, at omfattende proceskrav til samtaler og planer afskaffes. At kommunens rehabiliteringsteam, som er et meget ressourcekrævende tværfagligt forum, kun anvendes, når der er faglige vurderinger som ligger til grund.
Indhentelse af helbredsoplysninger skal også overlades til fagligheden – både i forhold til hvornår og fra hvem myndigheden indhenter oplysninger fra. I dag skal praktiserende læge udarbejde en attest med borger i opstarten af sygedagpengesager – selvom sygemeldingen eksempelvis skyldes en bilulykke og behandling og opfølgning sker på hospitalet. Det er spild af ressourcer og besvær for borgeren.
Derudover skal vi have mere ensartede ydelsessatser – og ikke have 12 forskellige målgrupper (+ undermålgrupper). Målgruppeskift medfører ofte ydelsesændringer, hvilket både kan give konflikter, forhale sagen og fjerne incitament for at komme tættere på arbejdsmarkedet. Derudover bør vi ikke stille så hårde krav til at afklare borgerens arbejdsevne, da det kan tage mange år, hvis sygdomsforløbet er uforudsigeligt. En afklaring til noget der minder om en midlertidig førtidspension, har i mange år været efterspurgt i den virkelige verden – og jeg er helt enig. Den lille mulighed for en midlertidig førtidspension i nuværende lovgivning er så snæver, at den sjældent kan anvendes.
Visionen bør være, at beskæftigelsesindsatsen er understøttende, med plads til tillid, ansvar, forskellighed og faglighed. Kan vi ændre rammerne i lovgivningen i den retning, så er jeg sikker på, at den vil blive værdsat, både af borger og myndighed.
I kan hjælpe derude med at bidrage til den nuancerede debat, så vi kan få fornuft og faglighed til at præge emnet – i stedet for hurtige overskrifter.
