Derfor har vi brug for fløjene

Regeringen hen over midten suger alt liv ud af politik, og det er et problem for os alle.

Synes du også, at politik er blevet kedeligere? Det burde jo egentlig være godt nyt for en liberal, når vi generelt ønsker at rulle politikernes indflydelse over din hverdag tilbage, men det er jo ikke fordi, der ikke sker noget i politik.

Den her regering har suget noget af livet ud af politik. Der var mere saft og kraft, da vi havde en ræverød regering, som man kunne være klart for eller imod. Nu har vi sådan en mærkelig kolos, der er lidt af det hele.

For Danmark er det selvfølgelig også bedre, at vi er sluppet af med Mette Frederiksens røde flertal og deres skalten og valten med danskernes penge, tid og ejendom.

Men som jeg efterhånden har slået fast nogle gange, har denne regering bevist, at der ikke sker noget magisk inde på midten. Jeg er stadig optimistisk, når det kommer til ambitionerne særligt om at reformere velfærden og sætte den mere fri, ligesom at det da er dejligt, at regeringen har lagt sin fuldstændig overdrevne krise-retorik på hylden – men det er stadig bare ord.

Tilbage står dog stadig, at regeringen – med sine egne ord – er et arbejdsfællesskab og ikke et værdifællesskab. Regeringen havde noget vovemod, da den afskaffede Store Bededag – dumstædigt og forfejlet vovemod, jovist, men alligevel.

Siden da har den virket mere indstillet på at hakke alle ambitioner i smadder af nøjsomme forlig og angst for særinteresser, og så har regeringen jo demonteret sin egen fortælling om at være helt unik i sin evne til at forandre Danmark. Når man bare vil forandre for at bevare, glemmer man at tænke over, om tingene overhovedet er værd at bevare.

Men det er egentlig kun bekymringer på kort sigt. På længere sigt er jeg ikke så sikker på, at det er godt for landet, at de såkaldte fløje er frosset ude og kun bliver lukket ind, når det behager flertalsregeringen over midten.

Lad os huske, hvor idéerne kommer fra i dansk politik. De kommer sjældent fra systempartierne, men derimod fra yderfløjene.

Tænk på udlændingepolitikken, hvor man er gået fra at benægte problemerne med ikke-vestlig indvandring til at have to tredjedele af Folketinget, der bakker op om den grundlæggende stramme linje. Det skete, fordi der var et parti, der ikke ville holde bøtte.

Tænk på reformpolitikken, hvor Fogh-årenes reformangst blev afløst af reformer af skatterne, folkepensionsalder, efterløn, dagpenge og førtidspension. Det skete, fordi der var et parti, der ikke ville holde bøtte. Resultaterne er så gode, at selv tre års uansvarlig politik under Mette Frederiksen ikke har sat det hele over styr. Endnu.

Tænk på klimapolitikken, hvor mere og mere vidtgående målsætninger er vandret fra den yderste venstrefløj og ind på den politiske midte. Fordi der var nogle, der ikke ville holde bøtte.

Man kan mene hvad man vil om den politik, der er kommet ud af det. Men de fleste af os er glade for den forandring, der er skabt på mindst ét af områderne. Og den kom fra fløjpartier, der ikke var bange for at ødelægge den gode stemning i magtens indre.

For gode idéer opstår ikke blandt systempartierne på midten. Deres fornemste opgave er at sørge for, at maskinen kører. De tænker ikke så meget over, om maskinen kan det, den skal, eller om det overhovedet er den rette maskine.

Derfor er det sundt for demokratiet, at en regering også skal lytte til nogle af os i fløjpartierne, selvom det forstyrrer systempartierne. For en gang i mellem har vi faktisk en pointe med det, vi siger.

Det udvikler samfundet, at det faktisk gør en forskel, om man stemmer på det ene eller det andet.

Politik behøver ikke at verdens mest spændende ting. Men der må gerne være andet og mere på spil end nogle bestemte personers ønsker om at fastholde eller erobre ministerposter. Dét kommer der i hvert fald ikke megen forandring ud af.