Liberal Alliance flytter sommergruppemøde til Vejlegården
Liberal Alliances folketingsgruppe flytter årets traditionelle pressemøde efter sommergruppemødet til restaurant Vejlegården på fredag kl. 14.00.
Det sker for at markere partiets sympati med Vejlegården og Amin Skov, der i øjeblikket bekæmpes hårdt af fagforeningen 3F, fordi han har tegnet overenskomst med fagforeningen Krifa.
”3F er ude i et decideret misbrug af den danske arbejdsmarkedsmodel med deres uhæmmede hetz mod en restaurant, bare fordi de har tegnet overenskomst med en konkurrerende fagforening. Liberal Alliance bakker Vejlegården 100 pct. op i kampen for fagforenings- og organisationsfriheden i Danmark,” siger Liberal Alliances gruppeformand Simon Emil Ammitzbøll og fortsætter:
”Liberal Alliance støtter den danske model, hvor løn- og arbejdsvilkår forhandles decentralt uafhængigt af politikerne. Men den danske model har brug for at blive korrigeret, så den ikke kan bruges til at tryne små forretningsdrivende og de ikke-socialistiske fagforeninger.”
Praktisk information
Liberal Alliance afholder sit sommergruppemøde 2.-3. august.
Den 2. august afholdes mødet på DI’s konferencecenter Gl. Vindinge ved Nyborg.
Fredag 3. august kl. 14.00 er der pressemøde på restaurant Vejlegården, Toldbodvej 13B, 7100 Vejle.

Som "gammel" venstremand har jeg altid gået efter de liberale idéer. Tingene er dog gået i stå hos de borgerlige partier, og alle har berøringsangst for ændringer. Liberal Alliance har en klar, direkte og ukompliceret politik, som ikke andre formår at fremvise.
Jan Christoffersen, butikschef hos 4Sound i Aalborg