LA: Skattetryk er skyld i dyrt Danmark
Det er for dyrt at leve i Danmark, advarer en række topøkonomer i Mandag Morgen. Det giver Ole Birk Olesen, MF og skatte- og erhvervsordfører i Liberal Alliance, dem ret i. Han afviser dog deres påstand om, at det skyldes en svag konkurrencelovgivning. Det er derimod det høje skattetryk, der er skyld i, at Danmark er et af de dyreste lande i Europa at leve i, mener skatteordføreren:
”Det er ikke en svag konkurrencelovgivning, men derimod det danske skattetryk, der er skyld i de høje priser. Alting er dyrere i Danmark, fordi intet andet land har så stor en andel af befolkningen på overførselsindkomst, og fordi intet andet land har så stort et offentligt forbrug. Det koster på moms, forbrugsafgifter og skat på arbejde, som alt sammen gør varerne dyrere,” siger Ole Birk Olesen, der efterlyser et lavere skattetryk.
”Lavere skatter og afgifter er en nødvendighed, hvis Danmark skal kunne holde på virksomheder og arbejdspladser. Det nytter ikke noget, at regeringen piller ved skatteskruen, hver gang der mangler penge i kassen – det rammer nemlig som en boomerang, fordi virksomhederne ikke kan hæve lønningerne i takt med de højere skatter uden at tabe konkurrenceevne, og så mister endnu flere danskere deres job. Danskere, som så skal forsørges af staten,” siger Ole Birk Olesen.
Liberal Alliance ønsker at sænke indkomstskatten til maks. 40 procent og halvere selskabsskatten fra 25 til 12,5 procent. Liberal Alliance er i øvrigt modstander af de afgiftsstigninger, som både den tidligere VK-regering og den nuværende røde regering har indført.

Hvis Danmark er Titanic, så har alle de andre partier travlt med at pudse sølvtøjet og fordele kaviaren. Liberal Alliance er de eneste, der har set, hvad der venter forude og insisterer på at ændre kurs.
Kasper Skårhøj, Studerende og offentlig ansat