LA: Konservative arbejder – men for en rød misundelsespolitik
Liberal Alliances skatte- og erhvervsordfører, Ole Birk Olesen, er dybt skuffet over, at de Konservative nu vil stemme for SF-skatteminister Thor Möger Pedersens forslag om brandbeskatning af familieejede virksomheder.
Selv om forslaget nu er ændret en smule i en aftale med de Konservative, er det nemlig stadig et stort skridt i den forkerte retning, mener Ole Birk Olesen.
”Masser af familieejede virksomheder vil stadig blive ramt af Thors – og nu også de Konservatives – røde hammer, når virksomhederne forsøger at gennemføre et generationsskifte. Det er uretfærdigt, fordi familier skal have lov til at lade deres virksomheder gå i arv uden at blive drænet af Skat, og det er dumt, fordi det ødelægger vækst og arbejdspladser i Danmark,” siger Ole Birk Olesen.
Han er helt uforstående over for, at de Konservative bryder med de øvrige borgerlige partier for at lægge stemmer til denne SF-politik.
”De vil måske sige, at de er borgerlige stemmer, der arbejder, men vi kan alle arbejde. Det afgørende er, hvad vi arbejder for, og i dette tilfælde arbejder de Konservative for en rød misundelsespolitik, som alle borgerlige partier burde være indædt imod,” siger Ole Birk Olesen og fortsætter:
”Argumentet om, at der ellers ville være gennemført en værre politik, holder overhovedet ikke. Skatteministeren havde allerede før forhandlingerne med de Konservative erkendt, at hans politik var for hårdhændet over for de familieejede virksomheder, og han var derfor tvunget til at lave den om, uanset om de Konservative ville være med eller ej. Det eneste, de Konservative opnår med dette, er at lægge stemmer til en politik, der gør forholdene for de familieejede virksomheder dårligere end i dag – og at splitte det borgerlige regeringsalternativ på Christiansborg. Det er simpelthen dårligt politisk håndværk!”

Big Mother statens motto synes at være, at hvad ikke alle kan finde ud af, det skal ingen have lov til. Hvad med om vi i stedet sagde: hjælp dem, der har behov for hjælp, og lad os andre være i fred?
Dennis Nørmark