LA jubler over ACTA-afvisning
Liberal Alliance glæder sig højlydt over, at tre af Europa-Parlamentets stående udvalg i dag har nedstemt den kontroversielle handelsaftale ACTA, som truer retssikkerheden og informationsfriheden på internettet.
Afstemningerne betyder, at aftalen nu sandsynligvis ikke vil blive gennemført i sin nuværende form – og det er godt for alle i både Danmark og resten af Europa, siger Mette Bock:
”ACTA risikerer i sin nuværende form at få store konsekvenser for friheden på internettet og betyde øget overvågning. Det er en farlig glidebane, som vi ikke må gå ud ad,” siger Mette Bock.
Hun fastholder, at ophavsrettigheder på nettet skal beskyttes, men at det skal ske med respekt for ytringsfriheden:
”Hvis der skal laves en ny aftale i en anden form, er det nødvendigt, at der bliver taget højde for borgernes rettigheder. Vi skal lære at tænke ophavsret på en ny måde i internettets tidsalder. ACTA var blot strengere håndhævelse af regler, der i forvejen ikke fungerer,” siger Mette Bock.

Modsat nærmest alle andre partier siger Liberal Alliance, hvad der er brug for. Det er forfriskende! Og hvis vi i Danmark skal have et velfærdssystem i fremtiden, er jeg ikke i tvivl om, hvad vi har brug for - reel liberal politik.
Halfdan Timm, studerende