LA: Behold EU-retsforbeholdet
Liberal Alliance vil beholde EU-forbeholdet på retsområdet, fordi lov og ret bør høre under det danske Folketing.
Det fremgår af partiets nye arbejdsprogram, som offentliggøres i næste uge.
”Det retlige område i EU er i kraftig vækst. I Liberal Alliance er vi bekymrede for denne udvikling, og vi ønsker at bevare forbeholdet for at beskytte danske borgere bedst muligt. Den demokratiske debat omkring det retlige område fordufter, hvis dette lægges over til EU,” siger Anders Samuelsen og fortsætter:
”Vi er positive over for politisamarbejdet og den fælles-europæiske bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. Dette arbejde kan vi fortsætte uden at ophæve retsforbeholdet, da EU jo også samarbejder med lande, der står helt uden for EU omkring bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet,” siger Anders Samuelsen.
Liberal Alliances partileder har desuden ikke meget tiltro til, at Danmark vil få tilstrækkelig indflydelse, hvis det retlige samarbejde udvides.
”Det er naivt at tro, at Danmark vil få særlig stor indflydelse på de retlige processer i EU. De 27 medlemslande er meget forskellige og har forskellige retssystemer, og der er ingen garanti for, at det er den skandinaviske model, der vil blive udbredt til resten af EU. De retsgarantier, som Danmark værner så kraftigt om, risikerer simpelthen at gå fløjten, hvis retsforbeholdet ophæves, og retlige og indre anliggender fremover skal høre under EU,” siger Anders Samuelsen.
Liberal Alliance ønsker, at EU skal vende tilbage til de oprindelige søjler: Fred og frihandel.
”EU skal koncentrere sig om at sikre fred, frihandel og et velfungerende indre marked. Alt andet skal EU blande sig langt udenom,” slutter Anders Samuelsen.

Jeg er meget glad for, at Liberal Alliance er kommet med et oplæg til en fair udlændingepolitik, der betyder at staten ikke blander sig i borgernes kærlighedsliv – når bare de kan forsørge sig selv.
Dina Cords Jensen, skolelærer