LA afviser radikalt ønske om totalforbud mod rygning
De Radikales sundhedsordfører Camilla Hersom sagde onsdag morgen på radiokanalen Radio24syv, at hun synes, at et totalforbud mod rygning ville være ganske fint, hvis det kunne lade sig gøre.
Liberal Alliances sundhedsordfører Joachim B. Olsen afviser det radikale ønske om et totalforbud mod rygning.
”Når Camilla Hersom har et principielt ønske om helt at forbyde rygning, er det udtryk for ekstremt formynderi. Det er et ønske om at trække partiets egne politisk korrekte værdier ned over hovedet på danskerne. Det er ikke et udtryk for ansvarlighed, men vidner om en flok politikere inde på Christiansborg, der ikke har tillid til, at danskerne ved, hvad der er bedst for dem selv, ” siger Joachim B. Olsen.
Han undrer sig over, hvordan et parti som Det Radikale Venstre overhovedet kan kalde sig selv for social-liberalt:
”Forbud og frihed er hinandens diametrale modsætninger. De Radikales ønske om et totalforbud mod rygning vidner om, at partiet slet ikke er liberalt, sådan som det ellers bryster sig at være. At ville bestemme over, hvordan folk skal leve deres liv, er decideret uliberalt, slutter Joachim B. Olsen.
Liberal Alliance er imod regeringens forslag til en stramning af rygeloven og har derfor netop forladt forhandlingerne.
Det blev der sagt i Radio24syv i morges:
Interviewer:
”Camilla Hersom, hvis det kunne lade sig gøre, synes du så, at I skulle lave et totalforbud mod rygning?”
Camilla Hersom:
”Ja, hvis det kunne lade sig gøre. Så ville jeg synes, at det var ganske, ganske fint. Jeg er overbevist om, at hvis cigaretten blevet opfundet i dag, så ville den være forbudt. Så skadeligt er det."
"Sagen er bare, at vi ikke har en bar mark at gå på. Mennesket har røget tobak i hundredevis af år, og så kan vi ikke lade sig om, at den udvikling ikke har fundet sted, og derfor tror selv jeg ikke på, at det ville kunne lade sig gøre at lave et totalforbud, men det vi kan gøre, det er at bruge alle de virkemidler, vi har, for at gøre opmærksom på, hvor forfærdeligt sundhedsskadeligt det er.”

Liberal Alliance kæmper for den personlige frihed, og partiet er seriøst interesseret i gode vilkår for erhvervslivet. Man anvender simpel logik og sund fornuft; tiden spildes ikke på bureaukratiske systemer, personsager og andre ligegyldigheder. Gode erhvervsvilkår gavner beskæftigelsen - også i metalindustrien.
LARS SKOVSBOE MADSEN, MASKINARBEJDER