Endnu et Venstre-byrådsmedlem slutter sig nu til Liberal Alliance
Jens Meilvang, der sidder i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune, skifter således i dag parti. Han begrunder sit partiskifte med, at Venstre ikke længere er det liberale parti, han i sin tid meldte sig ind i:
”Jeg har altid haft borgerlige, liberale holdninger. Venstre havde dem også, da jeg som ganske ung meldte mig ind i partiet. Men for mig at se er de desværre blevet glemt i kampen om midtervælgerne. Derfor mener jeg også, at jeg med god samvittighed kan sige farvel til Venstre og sig til de vælgere, der stemte på mig ved sidste valg, at jeg fortsætter mit arbejde i Norddjurs Kommune med samme grundholdninger,” siger Jens Meilvang.
Jens Meilvang, der bl.a. er statsautoriseret ejendomsmægler, har siddet i kommunalbestyrelsen i Norddjurs siden valget i 2005. Efter at han blev genvalgt i 2009, blev han formand for kommunens miljø- og teknikudvalg.
Liberal Alliances landsformand Leif Mikkelsen byder Jens Meilvang velkommen i Liberal Alliance og ser frem til, at han skal være med til at give partiet et godt kommunalvalg i Norddjurs i 2013.
”Det glæder mig overordentligt meget, at Jens Meilvang har valgt at slutte sig til os i Liberal Alliance. Han er en mand med mange års lokalpolitisk erfaring og et klart, liberalt grundsyn. Han vil være til stor gavn både for os i Liberal Alliance og forhåbentlig fortsat for borgerne i Norddjurs Kommune også efter næste kommunalvalg.”
Med Jens Meilvangs partiskifte har Liberal Alliance nu i alt 13 byrådsmedlemmer landet over.

Hvis Danmark er Titanic, så har alle de andre partier travlt med at pudse sølvtøjet og fordele kaviaren. Liberal Alliance er de eneste, der har set, hvad der venter forude og insisterer på at ændre kurs.
Kasper Skårhøj, Studerende og offentlig ansat