Nyhedsbrev fra Anders Samuelsen 7. juni 2012
I tirsdags fejrede vi Grundlovsdag i Danmark. Det er demokratiets festdag, og jeg synes – den aktuelle politiske situation i Danmark upåagtet – at det er værd at fejre.
Men det er mindst lige så vigtigt at være på vagt og forsvare det demokrati og de friheder, som Grundloven står for.
For demokratiet er under et voldsomt pres i disse år. Ikke bare i Danmark, men over hele Europa. Det er blevet tydeligere og tydeligere over de sidste ti-femten år, at afstanden mellem befolkningerne og politikerne er blevet større og større. Især er afstanden mellem det, politikerne lover befolkningen, og det, de så rent faktisk leverer, blevet større og større.
I min grundlovstale, som jeg holdt ved Middelfart på Fyn, understregede jeg, at det ikke er befolkningen, der er noget galt med. Det er politikerne.
Helle Thorning-Schmidt og hendes regering opførte sig nærmest som skuespillere før valget. De indstuderede og sagde det, som de troede folk ville høre - også selv om de godt vidste, det ikke holdt i den virkelige verden.
I mine øjne er det intet mindre end udemokratisk. Man skal og bør gå til valg på at sige sandheden – også selvom den ikke altid er populær.
Jeg tror, at en sådan ærlig tilgang til politik vil sikre Liberal Alliance fortsat fremgang. Og gør det ikke, så hellere gå ned med æren i behold - end som S og SF at gå ned på at blive afsløret som det, de er: skuespillere med falske replikker.
Bedste hilsner
Anders Samuelsen

Det er ikke det offentliges opgave at bestemme over danskerne, heller ikke hvem de må bo sammen med. Kodeordene er frisind, frihed og medmenneskelighed. Det synes jeg, Liberal Alliance står for.
Ulla Jensen, Supervisor