Hvis du vil sætte skatten ned, er du latterlig, umoden og naiv
Hent som PDF » Hent som billede »
Hvis du er borgerlig og mener skatten skal ned, så må du leve med, at regeringen og DF synes, du er ‘umoden’ og ‘latterlig’. Det er godt nok sølle, at vi nu er nået derhen, hvor ansvarlig opførsel latterliggøres!
Danmark i dag: Verdens højeste skattetryk. Verdens største offentlige sektor. Galloperende arbejdsløshed. Tab af konkurrenceevne. Udflagning af arbejdspladser. Velfærdsmodellen på vej mod afgrunden.
Danmark år 2011: Mere af det hele! Endnu flere skatter. Endnu større offentlig sektor. Endnu flere arbejdspladser ud af landet. Endnu mindre mulighed for at skabe vækst og fastholde velfærd.
Stilstand: Det er realiteterne i regeringens nye finanslov. 11 mia. mere i skatter. Ingen reelle initiativer til at stimulere vækst eller skabe nye arbejdspladser. Og skulle man tillade sig at være kritisk – ja, så er man ‘latterlig, umoden og naiv’.
Kære Pia Kjærsgaard, Lars Løkke og Lene Espersen:
Hvis I ikke har fattet det endnu, så lad mig understrege, at vi mener det alvorligt, når vi siger, skatterne skal ned, og at den personlige frihed skal tilbage på agendaen. Vi vil ikke og kommer ikke til at lægge stemmer til en finanslov, der sætter skatterne i vejret. Hverken nu eller efter et valg, hvor vi
muligvis sidder på de afgørende mandater.
Vi er heller ikke interesserede i ministerbiler og symbolpolitik, og vi ønsker ikke at lefle for enhver tænkelig målgruppe. Til gengæld har vi intet mod at slagtehellige køer som efterløn, aktivering, iværksætterskat, multimedieskat mv.
I modsætning til jer er vi nemlig liberale og stolte af det. Vi tror på vækst, reformpolitik, lavere skatter og større frihed (og ansvar) hos den enkelte. Og vi er sikre på, at vejen til et bedre Danmark med råd til at fastholde vores velfærd er brolagt med øget konkurrenceevne og mange nye arbejdspladser.
Vi forstår jeres iver for at samle stemmer. Og da vi er liberale i både sind og handling, respekterer vi jeres ret til at opføre jer som socialdemokrater uden atbeskylde jer for at være ‘latterlige, umodne og naive’.
Til resten af det borgerlige Danmark, der stadig tror på et frit samfund og en betragtelig lavere skatteprocent, vil jeg bare sige, at I skal være hjertelig velkomne hos Liberal Alliance!
Giv os otte mandater. Så genindfører vi fornuften i dansk politik.

Jeg støtter Liberal Alliance, fordi partiet kæmper for den personlige frihed. Danmark har brug for et parti, som vil give borgerne ansvaret tilbage. Jeg vil gerne selv bestemme over mit liv – og det giver Liberal Alliance mig lov til!
Anne Larsen