Hvem skal betale for din alderdom?
Hent som PDF » Hent som billede »
I Danmark er vi stolte af vores velfærdsmodel. Lige adgang til sundhedsvæsen, uddannelse,
pension og socialt sikkerhedsnet sikrer de fleste et godt liv.
Men når alle prognoser fortæller, at velfærden i de kommende år vil koste langt mere end de indtægter, vi kan regne med at få ind, så er der grund til bekymring.
Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal påstår, at man kan løse problemet med højere skatter uden i øvrigt at tage stilling til, hvor indtægterne skal komme fra.
Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen nøjes med at sparke diskussionen til hjørne med deres såkaldte 2020-plan, der blandt andet sikrer, at de undgår at tage stilling til efterlønnen, selvom den
er en møllesten om halsen på den danske økonomi.
Men bør vi ikke se situationens alvor i øjnene? Sagen er jo ganske enkel: Vi danskere lever længere. Vi kræver mere velfærd og stadigt dyrere behandlinger. Og nu skal de store årgange på pension, så der bliver endnu færre folk på arbejdsmarkedet til at betale regningen.
Tag en beslutning i stedet for at snakke udenom!
Hvad kan vi gøre? I realiteten er der kun få løsninger: Enten må folk blive længere på arbejdsmarkedet, eller også må skatten sættes drastisk op. Det sidste er næppe realistisk i et land, der allerede har verdens højeste skattetryk. Og uanset hvad må der skabes større vækst og fl ere arbejdspladser i det private erhvervsliv for at kunne betale regningen.
Vi håber at kunne engagere vores kolleger i Venstre, Konservative og måske endda De Radikale i en debat om vigtigere emner end madpakker og burkaforbud. Det er nu, vi skal handle, hvis vi skal have råd til den danske velfærdsmodel i fremtiden!
Giv os otte mandater. Så genindfører vi fornuften i dansk politik.

Danmark har i mange år vist vejen. Økonomisk og socialt. Men nu er situationen en anden. Globaliseringen kræver andre svar på den økonomiske politik. Alle andre partier er bagvendt i deres syn på, hvordan samfundet skal organiseres. Velfærden skal jo betales. Derfor bakker jeg op om Liberal Alliance.
Carsten Hougaard, journalist