Danmark står ved en skillevej
Hent som PDF » Hent som billede »
I Danmark har vi alle adgang til uddannelse, sundhedsvæsen, socialt sikkerhedsnet og pension. Det er grundstenene i den velfærdsmodel, som de sidste 50 år har skabt gode, trygge rammer i Danmark. Men i dag er vores velfærdsmodel under pres:
Stadig flere skal på pension. Sundhedsudgifterne stiger. Stadig flere bliver arbejdsløse. Samtidig bliver vi stadig færre til at betale regningen … omkring halvdelen af Danmark er nu på en eller anden form for overførselsindkomst… og det ser ikke lyst ud for de kommende år.
Hvordan får vi råd til velfærden?
Der er kun få muligheder: Enten må vi tjene mere, få mere ud af pengene eller også skære i ydelserne. Liberal Alliance mener, at det, der skal til, er en kombination:
Vækst: Vi styrker Danmarks konkurrenceevne ved at sænke skatterne og ved at rydde op i de sidste 20 års bureaukrati. Vores mål er en vækst på 3 % om året.
Mere uddannelse og forskning: Langt større ambitioner inden for forskning og uddannelse er en forudsætning for at kunne konkurrere globalt. Det starter i folkeskolen ... og derfor er regeringens tanke om 33 elever i klassen en rigtig dårlig idé.
Bedre brug af skattekronerne: Vi kan blive meget bedre til at købe ind – og vi kan spare en masse på at have tillid til offentligt ansatte i stedet for at bruge milliarder på at måle og veje dem i alle ender og kanter.
Slagt nogle hellige køer: Vi bruger 20 mia. om året på efterløn, 15 mia. på jobaktivering (som ikke virker) og 24 mia. på erhvervsstøtte, der favoriserer nogle fag frem for andre. Lad os slagte disse hellige køer og bruge pengene på noget bedre.
Målret indsatsen: På det sociale område skal vi sørge for, at der er bedre råd til dem, der virkelig har
behov, men til gengæld mindre ‘gavebod’ til dem, der kan klare sig selv.
Flere udlændinge. Ikke færre! Hvis vi skal klare os i den globale konkurrence, skal vi kunne tiltrække
højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Det er svært, når verden anser os for at være fremmedfjendske ignoranter! Liberal Alliance mener, at alle, der kan forsørge sig selv, skal være
velkomne i Danmark. I stedet for et unfair ‘pointsystem’ foreslår vi en ’Green Card’-ordning, hvor udlændinge de første 5 år skal have en sundhedsforsikring (som de selvfølgelig kan trække fra i skat) og ikke har adgang til offentlige ydelser … deres børn skal dog naturligvis være velkomne i den danske folkeskole mv. uden at betale for det.
Et frit og mangfoldigt Danmark med respekt for forskellighed. Liberal Alliance ønsker et samfund
med færre regler, hvor staten står som garant for åbenhed, tryghed og stor personlig frihed. Vi respekterer alles ret til at leve, som de ønsker ... og deres ret til at tro, tænke og mene, hvad de vil. Udfordringen er at skabe et åbent og tolerant samfund, hvor der er plads til mangfoldighed og respekt for forskellighed. Staten skal være individets tjener – ikke dets herre. Det er ikke regeringens opgave at fortælle dig, hvad du skal spise, ryge og drikke … eller hvad du skal læse, skrive eller lytte til. Når Liberal Alliance siger, at skatten skal ned på maks. 40 % på arbejde, handler det ikke kun om
økonomi, men også om frihed. Det kan ikke være rigtigt, at staten skal beholde broderparten af din løn. Vi ønsker ikke, at Danmark skal være et “lommepengesamfund”.Vi støtter Lars Løkke, fordi Helle
Thorning er endnu værre. Det er ikke, fordi vi synes, Lars Løkke klarer den særlig godt … men man
må bare se i øjnene, at den politik Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal foreslår, er livsfarlig for Danmark. Deres cocktail af øgede skatter, fremrykning af offentlige udgifter og en større offentlig sektor er jo den samme opskrift, som Anker Jørgensen i sin tid bragte os på fallittens rand med. Og det er samme opskrift, som i dag har bragt Grækenland, Portugal, Irland og Spanien i kæmpe
økonomiske vanskeligheder. Når man nu ved, det ender galt … hvorfor så overhovedet foreslå det?
Derfor bør du som Radikal stemme på Liberal Alliance!
Hvis du er Radikal … og social- og kulturliberal af sind, så må du også mene, at Margrethe Vestager har spillet fallit: Hun støtter en regering, der vil hæve skatterne, og som vil overvåge, styre og kontrollere befolkningen i hidtil uhørt grad. Hun bakker op om en økonomisk politik, som er dybt uansvarlig, og som risikerer at gøre Danmark til et konkursbo. Og alt sammen uden at kunne
forklare, hvad formålet med øvelsen er, udover ’metaltræthed i regeringen’.
Helt ærligt: En ægte Radikal ville da tage en pragmatisk diskussion om de udfordringer, vi står overfor, og træffe et rationelt valg. Men Margrethe Vestager vælger i stedet blindt at kaste de Radikale i armene på ’socialisterne’ og ignorerer ved samme lejlighed det faktum, at mindst 60 % af det radikale bagland er lige så liberale på social- og kulturpolitikken, som vi er det hos Liberal Alliance.
Hvis du, som jeg, kan se behovet for noget nyt – for en ny frihed, en ny åbning mod mangfoldighed og
respekt for den enkelte – så stem på Liberal Alliance næste gang.
Du skal være velkommen ombord!

For at bevare konkurrenceevnen i det globaliserede samfund, bliver vi nødt til at gennemføre reformer, der gør det mere attraktivt at tage en lang uddannelse, at arbejde hårdt og skabe nye virksomheder. Vi skal have et samfund, hvor der er plads til kreativitet og forskellighed, og hvor nye initiativer og virkelyst belønnes.
Jørgen Søberg Petersen, forskningsdirektør