Big Mother, din omsorg kvæler os ...
Hent som PDF » Hent som billede »
Big Mother, din omsorg kvæler os ...
Big Mother smiler mildt, når den nye fedtafgift
hjælper dig med at sætte gaflen i det politisk
korrekte stykke kød.
Big Mother er tilfreds, når knivloven forhindrer
folk i at arbejde, fiske eller gå på jagt, som de
plejer.
Big Mother nynner en velfornøjet vuggevise, når
Sundhedsstyrelsens embedsmænd udarbejder
retningslinjer for voksne menneskers søvnbehov.
Big Mother har efterhånden pakket os ind i et
lag vat så tykt, at vi ikke længere kan høre vores
forfædre hviske til os om drømmen om at skabe
de bedste rammer for et menneskeliv - gennem
frihed.
Tag vattet ud af ørerne og lyt: For mere end
200 år siden, i 1789, skrev franskmændene i
Menneskerettighedserklæringen: ”Friheden består
i retten til at gøre alt det, som ikke skader
nogen anden”. Og de kom med en helt konkret
instruks til politikerstanden: ”Loven har kun ret
til at forbyde de handlinger, som er skadelige for
samfundet.”
Det er, som om nutidens politikere har glemt,
hvad frihed betyder. De har glemt den sidste del
af den berømte sentens fra den amerikanske
uafhængighedserklæring: At mennesket har
”visse umistelige rettigheder, heriblandt retten
til liv, frihed og stræben efter lykke.”
Lykke er som bekendt ikke en fast størrelse.
Lykke er ikke det samme for dig, som det er
for mig. Derfor kan det enkelte menneske kun
stræbe efter lykken, hvis det har friheden til det.
Staten skal ikke bestemme, hvordan det gode
liv er for dig eller mig.
For der findes ikke ét godt liv. Vi tror på, at du
ved, hvad der er godt for dig – og jeg ved, hvad
der er bedst for mig.
Grænserne for normaliteten bliver stadig
mere snævre. Hvornår stopper det? Hvornår er
Big Mother-staten tilfreds? Man kan frygte, at
Big Mother først er tilfreds, når vi alle sammen:
Står tidligt op ... børster vores perfekte tænder
... snupper en daglig løbetur ... spiser en klid- og
speltbolle og husker vores 600 g frugt og grønt
hver dag ... har et perfekt BMI og en tilfredsstillende
IQ ... tager en akademisk uddannelse alle
sammen ... får 2,1 børn, så vi reproducerer os
selv ... afleverer selv samme børn i den kommunale
vuggestue ... husker at hente dem tidligt ...
og går tidligt i seng, så vi kan være friske igen,
når vi skal bruge endnu en dag på at tilfredsstille
statens umættelige kontrolbehov.
Men vi er ikke til for staten. Staten er til for os.
Når Big Mother er tilfreds, kan det godt være,
familiefotos og sundhedsstatistikker ser pænere
ud. Men er vi lykkelige? Nej! For Big Mother
har omklamret os med så mange love og regler
og forbud, at vores frihed er gået tabt. Og uden
vores frihed kan vi ikke stræbe efter lykken. Vores
egen lykke, vel at mærke.
På den anden side af frihedens mønt er det
personlige ansvar. Vi vil naturligvis ikke lade folk
ligge og sulte på gaden. Men vi tror på, at vi kun
skal hjælpe, når der er et reelt behov. Og som
Gandhi sagde: ”Friheden er ingenting værd,
hvis ikke den indbefatter friheden til at fejle”.
Den lovgivningsiver, som Big Mother står i spidsen
for, begrænser ikke bare vores frihed. Den
begraver os i papirer. Hver dag kommer der
flere love til, flere regler, flere cirkulærer, flere
kontrolskemaer. Vi lider alle sammen under det
- borgere, offentligt ansatte, virksomhedsejere.
1.643 flere nye love og regler har Slotsholmen
belemret os med det seneste år.
Folketinget er utrætteligt. Ikke en dag går,
uden at et nyt forbud, et nyt påbud eller en ny
regel udtænkes. Siden sidste år har man eksempelvis
diskuteret rygeforbud på efterskoler,
forbud mod solarier, forbud mod købesex, forbud
mod dyresex, påbud om alkolås i biler, påbud
om cykelhjelm for børn, forbud mod SMSlån,
forbud mod foie gras, kvoter for kvinder i
bestyrelser, obligatorisk motion på erhvervsuddannelserne
...
John Stuart Mill sagde i bogen Om Friheden:
”Vi må (…) ikke blot beskytte os mod embedsmændenes
tyranni, men også mod den herskende
tanke eller følelse, mod samfundets
lyst til uden at dømme og straffe at presse sine
ideer og adfærdsmønstre ned over hovedet på
anderledes tænkende.”
Liberal Alliance kæmper en ensom kamp mod
bureaukratiet. Mod en regeljungle, der har fået
vokseværk. Vi kæmper for at få friheden tilbage.
Og bare rolig, vi giver ikke op så let. Vi vil blive
ved med at sige de sandheder, som andre ikke
vil høre - og ikke tør sige.
Helt apropos, så sagde forfatteren George Orwell:
”Frihed er retten til at fortælle folk det, som
de ikke ønsker at høre.”
Giv os mindst 8 mandater. Så sætter vi Big
Mother på slankekur og genindfører fornuften
i dansk politik! flere love til, flere regler, flere cirkulærer, flere
kontrolskemaer. Vi lider alle sammen under det
- borgere, offentligt ansatte, virksomhedsejere.
1.643 flere nye love og regler har Slotsholmen
belemret os med det seneste år.
Folketinget er utrætteligt. Ikke en dag går,
uden at et nyt forbud, et nyt påbud eller en ny
regel udtænkes. Siden sidste år har man eksempelvis
diskuteret rygeforbud på efterskoler,
forbud mod solarier, forbud mod købesex, forbud
mod dyresex, påbud om alkolås i biler, påbud
om cykelhjelm for børn, forbud mod SMSlån,
forbud mod foie gras, kvoter for kvinder i
bestyrelser, obligatorisk motion på erhvervsuddannelserne
...
John Stuart Mill sagde i bogen Om Friheden:
”Vi må (…) ikke blot beskytte os mod embedsmændenes
tyranni, men også mod den herskende
tanke eller følelse, mod samfundets
lyst til uden at dømme og straffe at presse sine
ideer og adfærdsmønstre ned over hovedet på
anderledes tænkende.”
Liberal Alliance kæmper en ensom kamp mod
bureaukratiet. Mod en regeljungle, der har fået
vokseværk. Vi kæmper for at få friheden tilbage.
Og bare rolig, vi giver ikke op så let. Vi vil blive
ved med at sige de sandheder, som andre ikke
vil høre - og ikke tør sige.
Helt apropos, så sagde forfatteren George Orwell:
”Frihed er retten til at fortælle folk det, som
de ikke ønsker at høre.”
Giv os mindst 8 mandater. Så sætter vi Big
Mother på slankekur og genindfører fornuften
i dansk politik!
Jeg frygter for fremtidens velfærdssamfund, hvis ikke vi får skabt mere vækst og dermed nogle flere penge at gøre godt med. Det nytter ikke blot at beskatte de mest velhavende i samfundet endnu hårdere. Millionærskat, pensionsskat og deslige er peanuts i forhold til, hvad vi kan få at gøre godt med, hvis vi skaber mere attraktive vilkår for erhvervslivet.
Katrine Voigt Rasmussen, civilingeniør