Ældrepleje? Der skal være tid til menneskelighed...
Hent som PDF » Hent som billede »
"Tænk, hvis man kommer ind og skal barbere hr. Jensen … og så
sidder han og er ked af det. Han er lige kommet til at tænke på den
kone, han har mistet. Så sætter man sig ned og snakker lidt og får en kop
kaffe. Når man går derfra, så er der gået 20 minutter, og hr. Jensen vinker og
siger ’hej … vi ses i morgen’. Det kan være den eneste, han møder den dag.
Men når man så kommer tilbage til kontoret, sidder der én og kigger på uret
og siger - det tog ikke 10 minutter som afsat, det tog 20 minutter … hvad
pokker har du lavet? Og når hjemmehjælperen svarer, at hun har givet hr.
Jensen livsmodet tilbage, får hun at vide, at tidsplanen skal overholdes.
Det kan alle vist se, er helt skævt.
Men hvordan gør vi så tingene bedre? Jeg tror, det handler om, at vi skal
have frihed til at arbejde med det, vi er uddannede til i stedet for at spilde
tiden på at registrere på håndholdte computere og udfylde det ene kontrolskema
efter det andet.
Så får vi en offentlig sektor, hvor sosu-hjælpere og -assistenter, sygeplejersker,
læger, lærere, politibetjente, brandmænd og socialrådgivere igen kan
bruge deres tid og deres faglighed på det, de er uddannede til.
Det er også grunden til, at jeg stiller op for Liberal Alliance –– for her er et
parti, der er enig med mig i, at ansvaret skal tilbage til det enkelte menneske,
og at vi skal fokusere på det vigtige i stedet for at gemme os bag
computere og alle mulige og umulige regler og procedurer.
Jeg kan ikke love dig, at vi får gennemført alle de ting, vi gerne vil –– men
jeg kan garantere dig, at vi vil kæmpe hårdt for sikre, at plejepersonale,
skolelærere og alle andre, der har den direkte kontakt med mennesker i det
daglige, igen kan komme til at gøre det, de er gode til – i stedet for at bruge
så meget tid på at skrive rapporter og udfylde kontrolskemaer."
Mange hilsener
Thyra Frank

Jeg stemmer på Liberal Alliance, fordi det er et parti, der baserer sig på saglige argumenter og ønsker at gennemføre de ting, som er nødvendige for at gøre Danmark til et rigt og fremtidssikret land, hvor man har lov til at nyde resultatet af egen indsats.
Lars Balle Andersen