
Vi har i dag verdens højeste skattetryk, hvilket koster dyrt i konkurrenceevne og arbejdspladser. Liberal Alliance ønsker ikke, at Danmark skal være verdensmester i skattetryk, og derfor vil vi sænke skatten til maks. 40 procent ved helt at afskaffe topskatten og lette bundskatten. Det vil betyde, at det igen bliver attraktivt at tage en uddannelse, være iværksætter og at yde en ekstra indsats på arbejdet. Når vi sænker skatten, mindsker vi samtidig sort arbejde.
Skattesystemet skal være mere enkelt. Det kan ikke være rigtigt, at man efterhånden skal være revisoruddannet for at kunne forstå sin egen selvangivelse. Et retfærdigt skattesystem er et enkelt skattesystem.
Vi oplever i dag, at veluddannede danskere søger til andre lande, fordi de betaler alt for høj skat i Danmark. Samtidig ser rigtig mange dygtige udlændinge bort fra Danmark, når de ønsker at prøve lykken i et andet land – netop fordi skatten er alt for høj. Det er specielt topskatten, som skræmmer såvel danskere som højtkvalificerede udlændinge væk fra Danmark. Derfor skal topskatten helt afskaffes.
Det er dog ikke kun de mange flittige danskere, som betaler alt for meget i skat. Danske virksomheder må nemlig sande, at det har en høj pris at drive virksomhed i Danmark. Det vil Liberal Alliance ændre på. Vi ønsker at skabe bedre rammevilkår for erhvervslivet, så både danske og udenlandske virksomheder finder det attraktivt at investere i Danmark. Derfor skal selskabsskatten halveres fra 25 procent til 12,5 procent – et niveau svarende til de laveste blandt de vestlige EU-lande. Selskabsskatten virker som en skat på beskæftigelse og løn i Danmark, så en sænkning af selskabsskatten vil tiltrække kapital og skabe flere arbejdspladser og dermed velstand.
Hvis vi ønsker at komme vores rekordhøje skattetryk til livs, er det samtidig nødvendigt at gøre op med de tåbelige særskatter, som er blevet til i et forsøg på at styre vores adfærd. Liberal Alliance vil derfor afskaffe multimedieskatten, udligningsskatten og iværksætterskatten.
Multimedieskatten er en uretfærdig og bureaukratisk skat, der straffer fleksible, moderne medarbejdere og trækker arbejdsmarkedet i den helt forkerte retning. Liberal Alliance ønsker et fleksibelt arbejdsmarked, hvor familier kan finde en balance mellem et krævende arbejde og et velfungerende familieliv. Flere og flere danskere har en hjemmearbejdsplads til glæde for både medarbejder og virksomhed, og det skal vi fra statens side ikke besværliggøre. Det kan ikke være rigtigt, at danskerne skal straffes for at udvise fleksibilitet over for deres arbejdsgivere. Liberal Alliance vil derfor afskaffe multimedieskatten helt.
Udligningsskatten, eller særskatten på pension, som den også hedder, skal fjernes. Det er helt urimeligt, at folk, som har sparet op til deres pension, skal betale denne skat. Derudover er udligningsskatten overordnet set et brud på hele fundamentet i det danske pensionssystem, nemlig at det skal kunne betale sig selv at spare op til sin egen alderdom. Denne særskat tilskynder nemlig flittige danskere til at trække sig fra arbejdsmarkedet i stedet for at blive et par ekstra år, hvilket vil gavne alle.
Iværksætterskatten skal ligeledes afskaffes. Den har allerede kostet dyrt i tabt vækst og arbejdspladser. En undersøgelse foretaget af DVCA (Danish Venture Capital & Privat Equity Association) viser, at Danmark er gået glip af investeringer for op imod 15 milliarder kroner, hvilket vi simpelthen ikke har råd til. Danmark har brug for iværksættere, hvis vi for alvor vil have gang i væksten.
Uanset om vi taler skat på arbejde, for virksomheder, pensionister eller iværksættere, gælder det, at vores høje skatter i dag bremser os. De bremser Danmarks udvikling og globale konkurrenceevne og dermed vores vækst og velstand. Det vil Liberal Alliance ændre.

Jeg stemmer Liberal Alliance, fordi det er det eneste parti, der tør stå inde for en liberal politik. Der er behov for politikere og ikke populister, hvis Danmark skal komme godt ud af krisen. Liberal Alliance giver ikke afkald på deres principper for at få indflydelse.
Jacob L. Kjellerup, selvstændig