Gang i væksten
Velfærd forudsætter velstand. Med et støt stigende antal ældre er vi nødt til at få flere mennesker til at arbejde, hvis Danmark skal blive ved med at være et rigt land. Liberal Alliance vil helt afskaffe efterlønnen, hæve folkepensionsalderen til 68 år og gøre det lettere for dygtige udlændinge at komme til Danmark for at arbejde. På den måde vil der blive flere flittige hænder til at skabe den vækst, vi skal bruge til at opretholde velfærdssamfundet.
40 procent skat
Lavere skat gør det mere attraktivt at tage en uddannelse eller starte egen virksomhed. Lavere skat giver plads til større velstand og gavner alle. Derfor vil Liberal Alliance sænke skatten til maks. 40 procent og helt afskaffe topskatten. Vi vil også halvere selskabsskatten, så det bliver attraktivt at investere og skabe arbejdspladser i Danmark. Og så skal skattesystemet forenkles. Et retfærdigt skattesystem er et enkelt skattesystem.
Færre forbud - mere personlig frihed
Vi har skabt et Big Mother-samfund, hvor misforstået omsorg kvæler os i lovgivning og forbud. I forsøget på at komme terror, knivstikkerier og livsstilssygdomme til livs, skaber vi et ensrettet og kontrolleret samfund, hvor staten får alt for meget magt på bekostning af dig og mig. Liberal Alliance vil gøre op med panik-love, og vi vil sørge for, at man i Danmark kan tegne en profet, tage en kniv med på fisketur og spise kage til kaffen.
Mindre bureaukrati - mere for skattekronerne
Danmark har i dag et af verdens dyreste offentlige systemer. Alligevel er kvaliteten mange steder alt for dårlig, fordi pengene bliver brugt alt for ineffektivt. Alt for mange penge bliver brugt på overflødige skemaer og blanketter, som de offentligt ansatte og borgerne møder hver dag. Derfor er det på tide, at vi sætter en stopper for den syndflod af papirer, blanketter, skemaer og kontrol, som strømmer ud fra Christiansborg.

Som virksomhedsejer er der ikke andre muligheder, hvis jeg vil overleve som dansk firma. Friheden og liberalismen skal tilbage til vores samfund. Venstre er blevet for “socialdemokratiseret” til at de trækker os i en liberal retning. Liberal Alliance eller udlandet? Jeg foretrækker LA og Danmark!!!
Ole Thiemer



