Ingen vækst, Ingen vælfærd

Siden regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om den såkaldte genopretningspakke, har oppositionen (læs: Socialdemokraterne og SF) haft travlt med at råbe op om, hvor forfærdelig den er.

Ikke fordi den sætter skattetrykket op i verdens mest skatteplagede land.

Ikke fordi den fastholder den offentlige sektor, målt i både antal ansatte og forbrugte kroner, på et niveau langt over det, som socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen præsterede i 90′ erne.

Og ikke fordi den panisk holder fast i en række skatter og ydelser, som forhindrer både kort-og langsigtet vækst.

Nej, oppositionens kritik handler først og fremmest om, at skatterne ikke bliver skruet nok i vejret, at de offentlige udgifter ikke stiger nok, og at regeringen endelig tager fat på reformarbejdet - selvom det kun er i det små.

Det er et jammerligt perspektiv for dansk politik og for nationen Danmark.

For tager vi ikke fat på en egentlig vækstpolitik, der bygger på reformer, effektiviseringer og frihed, så får vi ikke fremtidssikret den danske velstand, som er grundlaget for, at vi hver især kan have en økonomisk tryg tilværelse.

Når man hører alle besværgelserne om, at man sandelig ikke skal have lavere skatter, en mindre offentlig sektor eller egentlige strukturreformer, er det så tåkrummende pinligt, at det store flertal i Folketinget slet og ret burde skamme sig.

For sandheden er, at uden reformer og effektiviseringer samler vi hverken regningen op eller får en fair løsning - for nu at bruge henholdsvis regeringens og oppositionens slagord.

Vi får derimod en politikerstand, som mere og mere desperat forsøger at skjule virkeligheden bag en masse tomme ord.

Men virkeligheden forandrer sig ikke, fordi man benægter den. Virkeligheden er slet og ret virkelig. Og derfor kan vi lige så godt komme i gang.

Vi kan begynde med at indse, at væksten kommer fra det private erhvervsliv.

Det er der, pengene skal tjenes. Derfor ville det være en god idé med en lavere selskabsskat, så det bliver mere attraktivt at starte egen virksomhed, og flere virksomheder vil ønske at placere sig i Danmark.

Det skaber omsætning og arbejdspladser.

Og det har vi brug for på den korte bane.

På den lidt længere bane har vi brug for det modsatte. Mere arbejdskraft. Og allerede i dag har vi brug for at kunne tiltrække flere dygtige udlændinge, end vi har mulighed for med de gældende rammer.

Derfor bør vi sætte personskatten ned.

Hvis det skal gøres på den klogeste og mest effektive måde, er det topskatten, der skal væk. For det er den, der afholder den amerikanske ingeniør eller den asiatiske it-ekspert fra at komme til Danmark på mere fast basis.

Og skal vi have danskerne til at arbejde mere, nytter det ikke noget bare at plapre løs om, at alle kan arbejde 12 minutter mere, og så i øvrigt ikke anvise konkrete forslag, som det er tilfældet med oppositionens plan, der baserer sig på nogle fremtidige beslutninger, man har deponeret i fagbevægelsens flotte domicil på den københavnske havnefront.

Der skal konkrete forslag til - såsom at fjerne topskatten.

Og lad det være sagt med det samme.

Her kommer vi ikke uden om efterlønnen.

Det er dog helt utroligt, hvilke anstrengelser der gøres på Christiansborg for at undgå at afskaffe efterlønnen.

Men sandheden er jo, at vi kunne undgå de besparelser på handikap-og uddannelsesområdet, som der nu er lagt op til - hvis vi ville. Vi kunne jo bare droppe efterlønnen.

Og jeg vil til hver en tid vælge at have gode uddannelser, en massiv forskningsindsats og ordentlige forhold for handikappede og syge frem for at lade staten betale for raske og rørige efterlønsmodtagere, der for langt de flestes vedkommende sagtens kunne passe et arbejde.

Og efterlønsmodtagere er faktisk den gruppe overførselsindkomstmodtagere, der nemmest kunne passe et arbejde.

Men det virker desværre, som om efterlønnen næsten har fået sakral status i dansk politik. Dette tabu skal vi have gjort op med.

I Liberal Alliance tager vi vækst meget, meget alvorligt. Den økonomiske samarbejdsorganisation OECD forudser, at Danmark får en af de laveste vækstrater i den vestlige verden frem mod 2025.

Samtidig har væksten i den offentlige sektor siden dette årtusindes begyndelse ligget langt over det planlagte i regeringens 2010-plan.

De danske lønstigninger har det seneste årti været langt større end i de lande, vi skal konkurrere med på verdensmarkedet.

Det burde være tydeligt for enhver, at noget må gøres.

Også selvom det er nemmest for politikerne at lade være på den korte bane. Men det nytter ikke noget at sejle under politisk bekvemmelighedsflag, for det er vores fælles fremtid, det handler om. Din og min. Og Danmarks.

Så lad os droppe topskatten, halvere selskabsskatten og få den offentlige sektor ned på Nyrup-niveau. Og lad os ikke mindst afskaffe efterlønnen. For - som den kontroversielle canadiske kommentator Mark Steyn har sagt i en let omskrivning af Bill Clintons vinderslogan fra det amerikanske præsidentvalg i 1992 - »It's the demography, stupid!«. Sagt på rent dansk: Der skal være flere ydere og færre nydere, hvis vi skal have Danmark tilbage på sporet.

Vi bliver nødt til at vække det politiske Danmark, så vi kan få gang i den vækst, som er helt afgørende for vores velstand.

Og til denne verdens Mette Frederiksen'er og Ole Sohn'er er der kun én ting at sige: Husk nu, at uden velstand, ingen velfærd.

Af Simon Emil Ammitzbøll, politisk ordfører, Liberal Alliance

Bragt den 10. juli 2010 i Politiken.