Meld dig ind
Doner

Statsministeren slukker sin egen drøm

| 5 Kommentarer

»Danmark skal være blandt de ti rigeste lande i verden i 2020«. Sådan lød et af statsministerens ti pejlemærker, da han ved Venstres landsmøde i 2009 præsenterede regeringsplanen Den Danske Drøm - en plan for, hvordan Danmark skal se ud om ti år. Nu har regeringen så fremlagt sit arbejdsprogram »Danmark 2020«, som på alle måder er i modstrid med statsministerens drøm om at gøre Danmark til et af de rigeste lande.

Regeringen har nemlig ikke tænkt sig gennemføre de reformer, der er altafgørende for at få skabt den nødvendige vækst, som skal få Danmark ud af krisen, og som skal genoprette underskuddet på de offentlige finanser.

En ny undersøgelse, som forskningsgruppen Dream har foretaget for DA viser rent faktisk, at underskuddet er langt større end hidtil antaget. Hvis regeringen ikke får sat en stopper for det øgede forbrug i den offentlige sektor, vil statskassen mangle 87 mia. kr. hvert år, skriver Børsen.

Nulvækst er regeringens løsning på at lukke hullet i statskassen. En nødvendig løsning, men også en løsning, der hverken får flere danskere i arbejde eller gør Danmark til et rigere land. Vi kommer ikke uden om reformer, hvis vi vil sikre, at danskerne også i fremtiden skal have adgang til velfungerende sygehuse, skoler og plejehjem.

Vi har brug for reformer, der kan skabe vækst og velstand. Ellers bliver der ikke råd til velfærd. Ved at afskaffe efterlønnen helt vil staten kunne spare 18 mia. kr. årligt og samtidig få 100.000 danskere ud på arbejdsmarkedet, viser tal fra Arbejdsmarkedskommissionen.

Og det bliver der brug for. Danmark har ikke råd til, at arbejdsdygtige 60-årige danskere bruger deres tid på golfbanen frem for bag ved skrivebordet, når en række økonomer advarer om udsigterne til flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder. Allerede fra 2015 vil der være flere personer uden for arbejdsmarkedet end personer på arbejdsmarkedet. Og fortalerne for efterlønnen kan godt pakke argumentet om, at danskerne er nedslidte og har brug for efterløn, væk. Ifølge de økonomiske vismænd er højst 10-15 pct. af efterlønnerne nedslidte, og de skal selvfølgelig hjælpes. Blot gennem en af de andre nuværende ydelser. I Liberal Alliance mener vi, at det må være for egen regning, hvis 60-årige vil gå tidligt på pension.

Så når statsministeren siger, at regeringen med sit nye arbejdsprogram vil føre aktiv reformpolitik, må det tages med et gran salt - regeringen kommer nemlig ikke til at pille ved efterlønnen, dagpengesystemet eller skatten, så længe regeringen er afhængig af Pia Kjærsgaard og co.

Og det er synd - uden reformer bliver statsministerens drøm om at gøre Danmark til et af de rigeste lande i verden nemlig aldrig til andet end en drøm. I stedet vil de manglende reformer betyde, at Danmark kravler længere ned på ranglisten over de rigeste lande, og kommer til at ligge blandt de 30 OECD-lande med den laveste økonomiske vækst.

 

Indlæget blev bragt i Børsen den 26. februar 2010

 


Share this post:
FaceBook

5 Kommentarer

Hørt, hørt - godt indlæg - nødvendige handlinger.
Her ved siden af skal vi ha` ændret kolde kontornusserkontrolfingre til varme hænder og overgivet ansvar til dem der står med fødderne i mulden istedet for i kontorernes nullermænd.
Kontornussernes antal stormer fortsat frem.
Folketinget har ansvaret.
Leo, m.LA

Kære L.A:
Jeg er landmandskone- har læst ovenstående indlæg og er stort set enig.
Et andet stort samfundsproblem- som jeg er en væsentlig del af, er landbrugets økonomiske krise. Har L.A. en mening?. Hvad skal vi gøre?. Vi er hårdtarbejdende, relativt beskedne forbrugere- ønsker at gøre et godt stykke arbejde og tjene en fornuftig løn. Jeg vil gøre opmærksom på de mange udefrakommende krav, som er en tung økonomisk byrde, og er med til at gøre tallene på bundlinien temmelig røde.
Miljøansøgninger,som tager år, hvorfor? samfundets og politikeres nedgøring af faget, som dagligt virker negativt på den enkelte landmand- det er dog et stort og vigtigt erhverv med mange arbejdspladser. Mvh Birgitte Tolstrup

Jeg er landmand og har læst ovenstående og er også stort set enig .
Hvor finder jeg noget om L.A. politik vdr. Landbruget ? Er meget enig i de betragtninger som Birgitte Tolstrup kommer med. Det virker som om der er nogle der har behov for at profilere sig, og så har fundet landbruget som et nemt offer. Prøv lige at se, hvad vi har lagt ryg til siden, der blev fisket nogle døde hummere op af Kattegat tilbage i 1986 . 3 vandmiljøplaner er blevet pålagt os, og vi, mener jeg, er kommet meget langt på rigtig mange områder, men vi får bare ikke den mindste kredit for det, det er bare for dårligt ! Der må simpelthen være andre ting der kan gøres uden det er Landbruget der skal holde for hver gang ! Jeg mener at have læst et sted i jeres program at der ved enhver miljøindsats skal skeles til " hvad man får for pengene" Det lyder lidt ligesom Lomborg, meget fornuftigt !
Nu ser det så ud til at vi meget flot bliver hjulpet med 2 x 500 mio ved at lempe jordskatter. Efter min mening helt forkert, det vil blot være som at ti... i bukserne. Det er også et nemt beløb at henvise til, når nogen vil nedgøre erhvervet, så vil det lyde, at nu har i også lige fået så og så meget, så nu må i også gøre som vi siger.. Der er behov for helt andre boller på suppen, det kunne gøres meget enkelt ved at underlægge hele landbruget det samme regelsæt som fungerer syd for grænsen, her virker det som om, at man har indset, at det ikke er direkte landsskadeligt at bønder tjener penge....Tænk hvis vi fik lov at lave en større " lagkage" så kunne det være at vi ligefrem kom til at betale indkomst skat, der er faktisk ikke noget jeg hellere ville ! Det må da være muligt, at finde noget mere fornuftigt, at sætte offentligt ansatte til, end blot finde på regler der skal genere erhvervet mest muligt. Når vi skal konkurrere internationalt så må det mindste vi kan forlange vel være at det er under de samme vilkår mere forlanger jeg ikke.
Hvis der bliver tale om mere hjælp eller flere pakker til landbruget, er vi nød til at se det som en skjult bankpakke III, da det vil være her tabene vil vise sig, når gårdene krakker en efter en jeg tror bankerne er mere disponeret i erhvervet end de vil ud med, men lad os se ! Den store gæld Landbruget trækkes med, er blot et bevis for de store summer som er trukket ud af erhvervet, og som er blevet brugt i resten af samfundet, og har været med til at holde hjulene i gang. Lad falde hvad ikke kan stå, og få skabt et økonomisk miljø hvor det også er muligt for unge at komme ind i erhvervet.
Hvis der fra L.A. side blev talt for ervervet med den respekt som jeg synes vi har fortjent, så er der mange traditionelle venstrevælgere som er klar til at prøve noget nyt! Vi er vist godt nok kun ca. 13.000 Landmænd tilbage men vores ægtefæller og resten af familierne er absolut også påvirkelige.. se så er der lige pludselig stemmer i det ...
Som jeg ser det er manden der tør sige at efterlønnen skal refomeres også manden der tør tale positivt om Landbruget, men det kan jo være jeg tager fejl.
Til hele holdet, i er velkomne til at komme og besøge en måske uddøende race på hans lukningstruede arbejdsplads, om ikke andet kan i så med ren samvittighed sige, at i har været på besøg i en "rigtig" svinesti fornylig, modsat ham med cykelhjelmen .

Mvh Bo Ritterbusch

Kære Bo - tror gerne, at dit erhverv har behov for mærkbar bistand, og NA ville da nok have taget sagen op. Men LA'erne er jo ultraliberale, for hvem målet en tilbagevenden til jungletilstand, hvor enhver må hytte sit eget skind, og i rød blok er de jo blevet for grønne til at hjælpe landbruget. Så hold dig hellere fortsat til V.
I betragtning af din klart alvorlige situation, synes jeg iøvrigt det er for ringe, at ingen ansvarlig LA'er svarer dig. Men det gør de nu iøvrigt aldrig på den her blog.

MVH, Jørn Strand Nielsen

Kære land-mænd og koner.
Et udbredt indtryk af erhvervet som helhed er:
Selvforskyldte plager, selv medvirket til jordværdistigninger, belåning af disse, kan ikke via driften betale forrentningen. Altså dårlig forretningsførelse, ingen styr på tingene. Regeringen "hjælper" lidt nu, udskyder blot forløbet. Forudseelse: konkurser i stort tal, landbrugsboblen brister, bankkrise igen, af nogle vurderet at blive større end boligboblen, staten går ind som sidst, skatteyderne betaler igen. Store strukturændringer kommer til at ske, udlugning i et erhverv i misvækst.
Hvad er forkert i denne beskrivelse?

Glem alt om årsager, forklaringer, retfærdighed, forståelse og rettidig omhu. Vi har lige set topdebat mellem hanen og hønen, ikke et kluk om landbruget, ikke eet budgettal i den den fremlagte 5-års plan.
Regeringen ser åbenbart ingenting komme og et lille parti med 3 mandater kan ingenting gøre. Om de ville, kan jeg ikke svare på. Spørg dem.

I har god grund til pessimismen, men lad os håbe at de fire unge landmænd, der tog til Christiansborg, blev hørt.

Leo Nygaard, m.LA.

Skriv en kommentar






SMS 1212

 
 

8. september 2010
Kan friheden sikres? En liberal forfatning ved professor Peter Kurrild-Klitgaard
Læs mere her

27. september 2010
3-retters middag med MF Simon Emil Ammitzbøll
Les trois cochons
Læs mere her 

2. oktober 2010
Årets liberale fest for Sjælland
Læs mere her 

2. oktober
Liberal Alliances Ungdom holder kæmpe liberal fest på Gazstation
Læs mere her 

15. oktober 2010
Kulturnatten, besøg Liberal Alliance på Christiansborg
Læs mere her

 

 

 

 

 
Copyright © 2010 Liberal Alliance