Hvorfor vælge fra, når man kan vælge til?

Den utidssvarende danske lov om indfødsret forhindrer dobbelt statsborgerskab - og dermed borgerrettigheder og retssikkerhed - for velintegrerede danskere i udlandet og for velintegrerede udlændinge i Danmark. Derfor skal den ændres.

Tusindevis af danskere bor i udlandet. Her er de endt, fordi et spændende job, en smuk kæreste eller noget helt tredje har lokket dem væk fra de danske kornmarker. Mange af dem har dog en drøm om engang at vende tilbage til Danmark. Derfor ønsker de ikke at opgive deres danske statsborgerskab. Men her i Danmark tillader vi ikke dobbelt statsborgerskab, så tilvalget af det danske statsborgerskab er samtidig et fravalg af det udenlandske.

Og det er meget mere end et symbolsk problem for de mennesker, det drejer sig om: Som dansker i udlandet uden statsborgerskab har man en ringere retssikkerhed end sine medborgere og risikerer at blive sendt ud af det land, man bor i. Man må ikke stemme og kan ikke selv gå ind i politik. Mange steder kan man end ikke sidde i forældrebestyrelsen i børnenes skole eller sportsklub. Det er heller ikke ualmindeligt, at det kræver statsborgerskab at købe fast ejendom og jord eller blive bestyrelsesformand for en virksomhed. Endelig er det i rigtig mange lande kun statsborgere, der må varetage visse job i det offentlige, hvilket for eksempel er et stort problem for mange danske forskere.

Når vi kæmper for retten til dobbelt statsborgerskab, kæmper vi således for nogle meget konkrete rettigheder. Men dobbelt statsborgerskab handler også om identitet, integration og loyalitet.

Desværre nægter et stort flertal af de politiske partier at indse, at vi lever i en moderne og globaliseret verden, hvor mennesker bor, arbejder og forelsker sig på tværs af landegrænser. Det er et politisk valg, at vi ikke tillader dobbelt statsborgerskab i Danmark. Der er nemlig ingen praktiske hindringer i vejen for, at Danmark følger det store flertal af EU-lande, der i dag tillader dobbelt statsborgerskab. Med en eksperthøring fra foråret 2008 og en redegørelse fra Integrationsministeriet i foråret 2009 står det klart, at ingen af de 20 EU-lande, som i dag tillader dobbelt statsborgerskab, oplever problemer som følge heraf.

Vi accepterer, at dobbelt statsborgerskab er et komplekst anliggende. Derfor er det vigtigt med substans og debat, og derfor skriver vi denne kronik. På Christiansborg er de politiske argumenter imod dobbelt statsborgerskab imidlertid bundet op på mere eller mindre hypotetiske forestillinger uden noget erfaringsmæssigt grundlag. I Dansk Folkeparti mener man således, at mennesker kun kan have én identitet, og at dobbelt statsborgerskab vil true nationalstatens eksistens. Den lader vi stå for sig selv. Socialdemokraterne har stillet spørgsmålstegn ved de økonomiske konsekvenser for staten ved dobbelt statsborgerskab samt betydningen for integrationen af nydanskere. Venstre og De Konservative har fremhævet problemer omkring diplomatisk bistand samt spørgsmålet om værnepligt som grundlag for at afvise dobbelt statsborgerskab.

Ser man lidt nærmere på Integrationsministeriets redegørelse står følgende dog klart: Retten til sociale ydelser i Danmark er ikke afhængig af statsborgerskab, men derimod af en persons lovlige ophold i landet. Skatteborgerne kommer altså ikke til at hænge på en ekstra portion "samfundsnassere", hvis vi tillader dobbelt statsborgerskab. Spørgsmålet om værnepligt løses i andre lande gennem bilaterale aftaler landene imellem, og dobbelt statsborgerskab strider i øvrigt ikke imod nogen internationale konventioner. I forhold til integrationen har Sverige og Tyskland begge brugt dette som et af de bærende argumenter for netop at tillade dobbelt statsborgerskab. Undersøgelser viser nemlig, at hvis man giver nye statsborgere mulighed for at bevare sine rødder, medfører det både bedre integration og større loyalitet i forhold til det nye land.

Når det gælder retten til diplomatisk beskyttelse, kan en person med dobbelt statsborgerskab ganske rigtigt være mere udsat end andre. Med et dobbelt statsborgerskab er man nemlig ikke automatisk sikret dansk bistand under ophold i et tredjeland. Men det er et personligt valg, som den enkelte må foretage. Staten skal blot sikre et højt informationsniveau, så danskere, der søger om dobbelt statsborgerskab, kan træffe beslutningen på et ordentligt grundlag. Og så må det væsentligste jo være, at ingen af de lande, som er omtalt i Integrationsministeriets redegørelse, kan komme med konkrete eksempler på problemer i forbindelse med diplomatisk beskyttelse af borgere med dobbelt statsborgerskab.

Der er således ingen af de argumenter, som modstanderne af dobbelt statsborgerskab bringer på banen, der har hold i virkeligheden. De bygger på et fastfrosset og snæversynet verdensbillede. Men spørgsmålet er, hvor længe modstanderne kan blive ved med at vende ryggen til fakta?

Reglerne om dobbelt statsborgerskab går nemlig ikke kun ud over danskere bosat i andre lande. Også velintegrerede udlændinge, der har boet i Danmark i årtier og opfylder alle betingelser for at opnå dansk statsborgerskab, lever i dag uden basale borgerrettigheder. Præcis som danskerne i udlandet vil mange nye danskere ikke fraskrive sig de rettigheder, der kommer af det første statsborgerskab og dermed retten til at tilhøre det nationale fællesskab, han eller hun stadig føler sig knyttet til. Den direkte konsekvens for disse mennesker er ringere retssikkerhed og færre borgerrettigheder.

Vi kender alle en jysk københavner eller en københavnsk jyde. Men alene af den grund kalder vi hverken den ene eller den anden for skizofren eller "samfundsnasser". Som jyden og københavneren eksisterer der i den globaliserede verden tusinder af danskere, der blandt mange andre nationaliteter også er amerikanere, finner og italienere. At føle sig hjemme i to lande er ikke en sygdom, men en realitet for mange - og en gave, der gør livet endnu mere farverigt.

Den jyske københavner tager hjem til Vejen og så igen hjem til Vanløse, mens den danske italiener på samme måde tager hjem til Herning og derfra hjem til Milano. Sådan er verden altså i dag, også selvom et flertal i det danske folketing hårdnakket benægter det.

Uanset den danske modstand mod at stille alle lige bliver der også i Danmark til stadighed flere og flere dobbelte statsborgere. Børn født af forældre med forskelligt statsborgerskab bliver nemlig automatisk dobbelte statsborgere. Statistikken viser også, at 40 procent af dem, der får tilkendt dansk statsborgerskab, beholder det oprindelige statsborgerskab på trods af det danske forbud, fordi oprindelseslandet ikke anerkender, at man fraskriver sig sin identitet.

Den utidssvarende danske lov om indfødsret forhindrer dobbelt statsborgerskab - og dermed borgerrettigheder og retssikkerhed - for velintegrerede danskere i udlandet og for velintegrerede udlændinge i Danmark. Derfor skal den ændres, så de mange mennesker, der opfylder kravene om statsborgerskab og har et ønske om at blive en fuldgyldig del af det samfund, de har valgt at leve i, ikke er udelukket fra at blive det. Man bliver ikke udansk af at flytte til udlandet. Det ved de, der har prøvet det. Omvendt bliver man selvfølgelig heller ikke mindre amerikansk af at flytte fra USA til Danmark. Livet er ikke et enten-eller, men et både-og, så hvorfor vælge fra, når man kan vælge til?

Kronikken er skrevet af Simon Emil Ammitzbøll og Tina Thuesen. Den blev bragt i Kristeligt Dagblad den 7. januar 2010. Simon Emil Ammitzbøll er politisk ordfører for Liberal Alliance , og Tina Thuesen er talsperson for kampagnen for dobbelt statsborgerskab (www.statsborger.dk)