Verdens ledere sidder i øjeblikket i Bella Centeret og diskuterer abstrakte klima-mål, mens medierne flyder over med gode klima-råd: Sluk lyset, drop kødet, tag cyklen. Men hverken Connie Hedegaards eller din og min indsats vil gøre nogen som helst forskel. Forskning og udvikling er nemlig det eneste, der kan få os helskindede gennem klimaforandringerne.
Kan du undvære din tørretumbler? Din bil? Din opvarmede stue? Dit varme bad? Din mobiltelefon - eller ungernes? For slet ikke at tale om flyturen sydpå, når du skal slappe af i solen, stå på ski eller? Nej, vel! Tror du, at kineserne og inderne vil opgive drømmen om bare at komme i nærheden af det, der er min og din levestandard i dag? Og ville det overhovedet være rimeligt at kræve af dem? Nej, vel!
Godt, så har vi et realistisk billede af det, der i disse timer foregår i Bella Centeret: Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Hvad i himlens navn skal det hjælpe, at jeg sidder i mørke hjemme i min kolde stue, mens hele verdens politikere er samlet i København for at lege "Tænk på et tal". Det er helt ligegyldigt, om de bliver enige om en reduktion af CO2-udslippet på 30, 40 eller 50 procent inden 2050. Det kommer alligevel med statsgaranti ikke til at ske, for når det kommer til stykket vil hverken politikerne eller borgerne give afkald på de energikrævende goder, som den teknologiske udvikling har givet os. Jeg vil ikke sidde i en mørk stue, min søn vil ikke undvære sin mobiltelefon, og du vil ikke tage toget til Kina.
Og det skal vi egentlig ikke være så kede af. Der vil ikke komme noget godt ud af at bombe os alle sammen 30 år tilbage, for det vil gøre os så ineffektive, at det vil gå alvorligt ud over væksten. Og uden vækst, ingen penge til at udvikle miljøvenlige energiformer, sætte vindmøller op og bygge dæmninger. Så enkelt er det faktisk.
Samtidig skal vi få øjnene op for, at klimaudfordringen ikke er et spørgsmål om at fordele en vis mængde energi mellem os: "Hvis jeg nu slukker lyset i tre timer hver aften, så er der en kineser mere, der kan få et køleskab." Sådan er det ikke. Økonomisk vækst, stigende levestandard og en mindre CO2-udledning kan faktisk gå hånd i hånd, så den samlede energi-kage bliver større - og så er der mere energi at bruge af for både mig, dig og kineseren.
I stedet for at rejse tilbage i tiden er svaret at rejse frem i tiden. Mere - ikke mindre - teknologi er det, der skal til for at tackle klimaforandringerne. Vi skal simpelthen holde op med at bruge tid på at fedte rundt med sparepærer, vegetariske klima-opskrifter og dele-biler og i stedet gribe udfordringen an på en realistisk og kontant måde: Ved at bruge langt flere penge på forskning og innovation og dermed også skabe et erhvervseventyr med vækst og arbejdspladser som en behagelig sidegevinst.
Forskning er ikke billig. Men det er langt, langt billigere at forske og udvikle end at bremse den økonomiske vækst ved at putte afgifter på CO2-udledning og begrænse virksomhedernes albuerum. De gammeldags teknologier skal simpelthen smides på møddingen og udskiftes med grønne, effektive og rene energiformer. Det kan lykkes, hvis vi på globalt plan bruger 100 milliarder dollars om året på forskning og udvikling af grøn energi. Det svarer til 0,2 procent af verdens BNP, og det er en 50-dobling af det beløb, som vi i dag bruger. Det lyder måske voldsomt, og det kræver da også nogle alvorlige politiske beslutninger. Men det er langt, langt billigere og langt, langt lettere end det, der i øjeblikket bliver forhandlet om i Bella Centeret.
Og der er noget, der tyder på, at befolkningen har fået øjnene op for det vildspor, som forhandlinger og CO2-aftaler fører os ud på. Mens regeringen har stirret sig blind på CO2-reduktion og kvoter, viser en ny meningsmåling nemlig, at 54 procent af danskerne ser atomkraft som en vigtig brik i kampen mod klimaforandringerne. Atomkraft er netop en af de teknologiske løsninger, som kan give os billig, grøn energi - og med mere forskning og innovation kan vi også løse værkernes affaldsproblemer. De lande i Europa, der udleder mindst CO2, er netop de lande, der har satset på atomkraft: Frankrig, Sverige og Schweiz.
Det er lige præcis den vej, vi skal gå: Lade de gamle fordomme og den politiske korrekthed ligge og i stedet tackle klimaproblemerne på en realistisk og ærlig måde. Sandheden er jo, at mens København i disse dage svømmer over i dårlig klima-kunst på gader og stræder, kedelige klima-udsendelser på tv og latterlige klima-råd på nettet, er Danmark stadig et af de lande i Europa, der udleder mest CO2 per indbygger - og så tæller vi ikke engang Mærsk og skibsfarten med! Vi kan have nok så mange populære klimaministre, forkromede topmøder og endeløs snak, men der sker først noget, når vi tør erkende, at det ikke er nok at slukke lyset og tage cyklen på arbejde.
Det er jo ikke målet, der er til diskussion: Vi vil reducere CO2-udledningen for på den måde at sætte en stopper for de menneskeskabte klimaforandringer. Det sætter jeg bestemt heller ikke spørgsmålstegn ved. Men for de af os, der har et lidt bredere perspektiv end politikerne i Bella Centeret, er midlerne til gengæld i meget høj grad noget, der bør diskuteres. Populært sagt står kampen mellem Hr. Jensen med sparepæren og forskeren med innovationsevnen. Og jeg sætter altså mine penge på forskeren.
Han kan nemlig gøre grønne energiformer billigere end de gammeldags og svinende fossile brændstoffer. Det er den eneste måde, at vi for alvor kan få de store CO2-syndere som USA, Kina og Indien til at reducere deres udledning - for slet ikke at tale om de allerfattigste lande, som helt med rette prioriterer sult og sygdom højere end miljø og klima. Når først grøn energi er blevet billig, behøver vi slet ingen komplicerede, internationale forhandlinger, som alligevel løber ud i sandet. Så vil den grønne revolution ske helt af sig selv, og vi kan igen tænde lyset, skrue op for varmen og sætte tænderne i en god bøf helt uden at have dårlig samvittighed.













Hvad er det grønne ved atomkraft? Er der ikke her igen tale om et råstof der udvindes af jorden - futtes af og med uvisse affaldsproblematikker - ganske som kul og olie - og med en begrænset tidshorisont før det slipper op.
Innovationskraften må sættes ind på at udvinde de enorme kræfter der ligger ligefor - sol, vind, temperaturforskelle, fordampning, tyngdekraft m.fl.
Her har vi et stort potentiale i ægte grønt, som vi kun lige er begyndt på at benytte.
Kære Anders,
Jeg er enig med dig et langt stykke hen af vejen i dit indlæg, men man kan faktisk via lovgivning prøve at styre udviklingen i en mere miljøvenlig retning uden at dette nødvendigvis behøver at medføre højere skatter og afgifter, f.eks. indenfor udviklingen af mere miljøvenlige fartøjer indenfor den maritime transport, som du selv berører i artiklen, f.eks. ved at stille skærpede miljøkrav til turist- og rutesejlads i særligt følsomme vandområder i Danmark, jf således min artikel på Levende Havs hjemmeside den 4/9 2009 under den direkte reference (link) http://www.levendehav.dk/politik/enkeltsager/miljo-debat/solar-boats-2009.htm .
Herefter mener jeg ikke, som du antyder i overskriften til artiklen, at du bør underkende den effekt, som klimatopmødet COP15 i København kan have alene ved at sætte fokus på problemerne omkring klimaændringerne ved at blive eksponeret på alverdens TV stationer, nyhededsmedier osv.
Jeg er bange for, at LA ved at øge støtten til Bjørn Lomborg sammen med DA over finansloven de næste 3 år til endnu flere endeløse rapporter blot er med til at forsinke processen, istedet for at støtte organisationer, som arbejder med at anvise konkrete løsningsmodeller indenfor udnyttelsen af den vedvarende energi som eksempelvis Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy, http://www.folkecenter.net/dk/ .
Jeg er bange for, at det vil koste LA stemmer til næste folketingsvalg, hvis partiet bliver opfattet som "nedladende" overfor de ganske alvorlige problemer, som må forventes som følge af klimaændringerne. Jeg tror ikke, at LA skal forvente at kapre stemmer fra DA på den konto.
Kære Anders,
Ja, som du skriver: Vi skal reducere CO2-udledningen for på den måde at sætte en stopper for de menneskeskabte klimaforandringer. Og, der skal satses massivt på mere teknologiudvikling via forskning og innovation og dermed et erhvervseventyr med vækst og arbejdspladser.
Det sker faktisk allerede her i DK, kan jeg bekræfte, idet jeg i over 20 år indtil nu har arbejdet med produkt- og procesudvikling i to store danske private internationalt eksporterende firmaer med udnyttelse af grøn energiteknologi og næsten-CO2-neutrale ikke-fossile brændsler/energiproduktion (bl.a. affald og biomasse) anvendt på synlige produktionsanlæg med høje skorstene - og vi har et tæt samarbejde med danske og internationale energiforskere.
Vores produktudvikling de seneste 3 år og de næste 7 år er målrettet teknologieksport og anlægseksport via licens- og leveranceaftaler til Kina og USA - Indien har vi ikke rigtigt taget hul på endnu. Denne udvikling kan nemt accellereres via øget teknologiforskning og innovation (husk: med en 10-årig horisont). Og, der skal også satses på at motivere og uddanne danske børn og unge til i tilstrækkeligt omfang at interessere sig for og kaste sig ud i en teknisk uddannelse også med kandidat- og Ph.D.-titler. Her er den enorme danske topskat på arbejde stærkt demotiverende også hvis vi vil importere uddannede forskere og ingeniører.
Den nu overståede FN-klimakonference COP15 i København synes jeg er ganske vellykket og der er udsigt til at COP16 i Mexico City i 2010 kan binde de 193 lande tættere sammen i mere juridisk bindende retning - f.eks. de rige landes bebudede 80 % reduktion i udslip af drivhusgasser frem til 2050 (via teknologiudvikling). 160 statsledere på FN-konferencen i København har i intenst fællesskab fokuseret på klimapolitik der også er på dagsordenen næste år ! USA, Kina og Indien har åbenhjertigt følt hinanden på tænderne sekunderet af Brasilien, EU og Sydafrika. Danmark inklusiv regering og politi har udført en imponerende bedrift ved at gennemføre COP15 professionelt med få fejl !
M.v.h., Erhardt
Anders Samuelsen. Du siger :
"Det er jo ikke målet, der er til diskussion: Vi vil reducere CO2-udledningen for på den måde at sætte en stopper for de menneskeskabte klimaforandringer. Det sætter jeg bestemt heller ikke spørgsmålstegn ved."
Hvordan vil AS gøre dette?
- Forske og udvikle i grøn energi, men ikke diskutere globalt. COP´er dur ikke.
- Fortsætte vor adfærd som hidtil, køb og smid væk, materiel velfærd, fråse i overflødige dippidutter og flyrejser.
- Kinesere og indere skal kunne opnå vores levestandard og adfærd.
- Ikke lære af fortidens erfaringer om et godt liv.
- Ikke være solidarisk med nogen, ingen forkromede topmøder og endeløs snak.
- Forstørre energikagen ved hjælp af de ny teknologier, som forskningen opfinder, men fortsætte vor adfærd.
- Skabe et erhvervseventyr, men ikke regulere hvad der produceres.
- Ikke gennemføre adfærdsregulerende afgifter (som CO2- afgift) på de sorte energier. Det påvirker ikke udviklingen, har du tidligere sagt.
- Forskeren skal gøre grønne energiformer billigere end de sorte. Så klarer markedet resten og verdens ledere kan slappe helt af.
Det var en gennemgang fra start til slut af din afhandling. Mangler der ikke noget?
- Befolkningstilvæksten kan fortsætte uhæmmet? Har det intet med emnet at gøre?
- Husdyrproduktionen kan i takt hermed også fortsætte uhæmmet? Du nævner jo ikke, at bidraget herfra til CO2 udledningen er enorm. Har det intet med emnet at gøre?
- Du siger hele tiden "vi". Hvem er vi? Hvad er statens og staternes rolle?
Jeg er enig i hovedsigtet vedr grøn energi, men du forenkler budskabet mere end det kan tåle.
Jeg forstår hovedbudskabet sådan: Bevillinger til forskeren,teknologien og markedet klarer problemerne helt uden ydeligere styring fra (verdens)samfundets side.
Er det en korrekt opfattet? Er det officiel LA-politik?
Leo, m.LA
NB - Indlæg her besvares normalt ikke af indlederen. Så, hvad mener I andre?
For miljøinteresserede LA medlemmer kan til orientering oplyses, at stadig er ca 2000 andele til salg i det nye Hvidovre Vindmøllelaug I/S, jf mere detaljerede oplysninger på laugets hjemmeside http://www.hvidovrevindmollelaug.dk/ .